summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/nummer5/leder/_index.qmd
blob: f5ffb3529ffb28d676372ce2b05af1a248c28cc1 (plain)

Februar bød på en smuk, men kort vinter. Fotograf: Kåre Hendriksen

Som det fremgår af artiklen om Orø Bådelaug i dette nummer af Orøposten, har der gennem længere tid været uenighed mellem bådelauget og Holbæk Kommune om bådelaugets betaling for brug af havnen. En uenighed der skyldes, at bådelauget gennem flere år har finansieret en betydelig del af havnens drift, og man derfor ikke fandt det rimeligt samtidig at skulle betale en høj leje.

Nu ser det ud til, at der er løst op for 'hårdknuden'. Med Lokalforums mellemkomst blev der i februar afholdt et møde mellem Bjarne Søeborg fra Orø Bådelaug, Simon Drost fra Orø Lokalforum, direktør Erik Kjærgaard Andersen fra Holbæk Kommune, og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, hvor de blev enige om at finde en langsigtet løsning.

Tilsvarende har trampestigruppen haft et konstruktivt møde med kommunens driftsafdeling om den nødvendige slåning af græsset på stierne.

Begge eksempler handler om, at dialog kan være vejen frem til at finde løsninger på de udfordringer og problemer, vi står over for på Orø. Tidligere har Orø i perioder oplevet det som tungt at få en konstruktiv dialog med Holbæk Kommune, Region Sjælland og andre myndigheder.

Derfor er det positivt, at kommunen nu er villig til at finde løsninger gennem dialog. Og vi må håbe, at aftalerne bliver omsat til praksis. Sker det, er det et godt afsæt for aftaler om kommende udfordringer, der fx kan følge af klimaforandringer. For eksempel hvordan vi kan håndtere de store regnmængder, så der ikke opstår oversvømmelser i bebyggede områder.

Også i sådanne sager er der stort behov for en konstruktiv dialog med Holbæk Kommune og andre myndigheder, ligesom der er behov for information og dialog mellem Orøs borgere om forskellige løsningsmodeller.

Vi håber, at Orøposten kan være med til at understøtte den nødvendige dialog og information.