Orøs natur og liv tiltrækker kunstnere
inden for mange forskellige kunstarter.
Orøposten vil i de kommende udgaver bringe interviews
med spændende mennesker, der udøver deres kunst på Orø.
I dette nummer er vi glade for at præsentere
stensliber Poul Møller og Orø-Keramikken ved keramiker Lene Barnkob Kaas.
Orø-Keramikken ved Lene Barnkob Kaas
Vi mødtes i Lenes hyggelige, nybyggede værksted og butik på Stauninggårdsvej,
hvor hun bor med sin mand, der er gartner, og deres søn.
Her er altid en varm kop kaffe på kanden til de besøgende,
der kommer for at beundre Lenes smukke og unikke keramik.
Er der for dig forskel på kunst og kunsthåndværk?
"Jeg er uddannet skulptør fra Det Kongelige Danske Kunstakademi
og har haft fornøjelsen af at studere på en kunstskole i Italien.
Jeg kalder mig kunstner, og gennem årene har jeg bevæget mig ind
i krydsfeltet mellem kunst og kunsthåndværk.
Det er måske pudsigt,
men kunsthåndværk har altid været en del af mit liv.
Fra min barndom i Brædstrup,
hvor jeg som barn var både produktiv og kreativ,
har jeg altid haft en dyb forbindelse til det håndværksmæssige.
Hvad slags kunsthåndværk fremstiller du?
"Mit værksted er fyldt med funktionelle unika --
vaser, kopper, tallerkner, skåle og meget andet.
Hvert værk er håndlavet og bærer sin egen historie.
Jeg arbejder også med keramiksten til haven,
hvor jeg, inspireret af min uddannelse som skulptør, skaber skulpturelle elementer,
der forener naturens skønhed med min egen kunstneriske vision.
Jeg har også malet, men det var under min tid på Kunsthøjskolen på Ærø,
at jeg virkelig fik øjnene op for skulpturer.
Senere blev keramikken min fuldtidspassion."
Hvorfor bor du på Orø, og hvordan er det at være kunstner her?
„Jeg kendte ikke Orø, før jeg mødte min mand
under en udstilling på Gl. Holtegård, hvor han arbejder som gartner.
Han havde allerede bosat sig på Orø,
og jeg blev straks grebet af den vidunderlige natur,
roen og den enkle, nære livsstil,
som er lige præcis, hvad jeg har brug for som kunstner."
Hvad er du pt. optaget af?
„Jeg finder stor glæde i at lade naturen komme til live i min keramik --
f.eks. ved at ridse vaser med mønstre inspireret af naturens former.
Jeg eksperimenterer også med forskellige glasurer og materialer,
og ikke mindst med nye farvekombinationer.
Glasurarbejdet er tidskrævende og kan være frustrerende,
da det ikke altid går, som jeg ønsker,
men det er en fascinerende proces i at fordybe sig i de mange muligheder.
Jeg elsker at udforske og skabe nye kombinationer."
Hvordan bliver du inspireret?
"Mine lange gåture i Orøs natur giver mig både ro og overskud
til at tænke kreativt.
Jeg arbejder bedst alene,
men jeg er også inspireret af den vekselvirkning,
der opstår mellem mennesker og natur.
Det er i de øjeblikke, at de bedste idéer ofte opstår."
Hvad er din drøm?
Overgangen fra kunst til kunsthåndværk har været helt rigtig for mig.
Jeg er meget stolt over at have fået mit eget værksted og butik op at stå,
og det er en stor lettelse at have gennemført det,
så jeg kan udleve min passion.
Jeg lever min drøm nu --
og næste mål er at gøre min virksomhed økonomisk bæredygtig."
Fortæl om dit yndlingskunstværk
"Jeg har altid været imponeret
over den amerikanske kunstner Richard Serras enorme skulpturer,
der formår at indfange både rum og tid på en fantastisk måde.
I det hele taget er jeg nok ret vild med minimalismen.
Ellers har jeg også haft fantastiske kunstoplevelser
på mine rejser til nær og fjern.
De spænder over et bredt spektrum
fra det meget gamle, som for eksempel inkatidens keramiske skulpturer
og til den helt moderne samtidskunst.
Hvad vil du gerne huskes for?
„Det er vigtigt for mig, at mine kunder får en helhedsoplevelse.
Jeg ønsker, at de kan opleve noget mere end bare keramik --
en tur i vores smukke have, en snak om keramikken
og en stund i mit værksted.
Jeg håber, at det bliver noget, de bærer med sig."


