summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/nummer1/forsamlingshuset/index.qmd
blob: 85c383d2a11dfaec67a707ab00a218c4d07bb229 (plain)

title: Orø Kultur- og Forsamlingshus subtitle: Foreningernes ø date: 2022-12-31 author:

  • name: Birgit Friis Petersen categories: [anmeldelse, litteratur]

::: {.callout-note}

Rubrik: Tema: Orø -- foreningernes ø

Underrubrik: På Orø har vi, udover otte grundejerforeninger og seks vandværker, omkring 30 foreninger: Kulturforeninger, motionsklubber, historiske foreninger, cykelklubber (både med og uden motor), bådelaug og meget andet.

I denne udgave af Orø Posten ser vi på Foreningen Orø Forsamlingshus, der driver forsamlingshuset Orø Kultur- og Forsamlingshus, OKoF.

:::

::: {.callout-note}

Lidt historik

| | | --------|------------------------------------------------------------------------------------------------------- 1907 | Orø Forsamlingshus bygges, og Orø Forsamlingshus A/S stiftes. Se boksen "Kampen for Forsamlingshuset". 1949 | Ejerkredsen tilbyder kommunen at købe forsamlingshuset for restgælden. Kommunen overtager huset, der bliver udvidet og færdigombygget. 1994 | Nye vedtægter. En valgt bestyrelse får ansvaret for driften på vegne af Holbæk Kommune. 2011 | Holbæk Kommune opsiger aftalen om Orø Forsamlingshus per 1. januar 2012. Tilskuddet på kr. 80.000 årligt bortfalder. Kommunens udvendige vedligeholdelsespligt ophører. 2013 | I september stiftes Borgerforeningen Orø Forsamlingshus. 2014 | Borgerforeningen køber huset af kommunen. 2013-16 | Offentlige institutioner og private fonde ansøges om økonomisk støtte til renovering og opdatering af huset. De bevilgede kr. 1,4 mio. bruges bl.a. på et nyt varmeanlæg, solceller på taget, isolering af tag og skråvægge og opdatering af det indvendige. 2015-21 | Det delvist renoverede forsamlingshus åbner med ny forpagter. Frem til 2021 er der skiftende forpagtere. 2021-? | Foreningen Orø Forsamlingshus beslutter at drive forsamlingshuset, Orø Kultur- og Forsamlingshus, OKoF, videre uden forpagtere. Drift m.v. forestås nu af frivillige. Se længere nede.

:::

Fire fra hoften til formanden

Foreningens formål

"Hvad er det vigtigste for dig ift. husets mission, vision og værdier, Axel Petersen?"

At huset bliver brugt. At det er et samlingssted, hvor foreninger holder møder, hvor der afholdes kulturelle arrangementer, og hvor der holdes fester.

Møder : Flere og flere foreninger bruger huset til møder, generalforsamlinger m.v.

Bogcafé : Bogcaféen har åbent hver mandag fra 15-17. Her mødes folk i alle aldre for at hente og aflevere bøger, få ny inspiration og en god snak. (Se også det særlige afsnit "Børnebiblioteket".)

Juletræsfest : Orø Kultur- og Forsamlingshus, har i to år holdt juletræsfest for øens børn og deres voksne. I 2023 var over 100 tilmeldt, og vi fik en festlig eftermiddag med sang, dans og underholdning. Vi håber at gøre juletræsfesten til en fast tradition igen.

Irsk aften : Igen i år arrangerer vi en irsk aften med irsk tema: mad, musik og dans. Den irske aften i 2023 var en succes, og vi håber, at årets irske aften bliver lige så munter. (Dato: 24. februar.)

Medlemmer og frivillige

"Hvor mange medlemmer har Foreningen Orø Forsamlingshus/OKoF? Og hvor mange frivillige er tilknyttet?"

Foreningen Orø Forsamlingshus/OKoF har omkring 100 medlemmer. Vi vil gerne have mange flere.

OKoF har mellem 20 og 30 frivillige. Vi sørger selv for stort set alt i huset: Rengøring, vedligehold, madlavning, servering og meget andet.

Økonomi

"Hvordan er økonomien skruet sammen?"

Foreningens Orø Forsamlingshus/OKoF får ingen støtte fra det offentlige -- hverken fra Holbæk kommune eller andre instanser.

Derfor er økonomien stort set afhængig af de frivilliges indsats.

Indtægter

I de senere år har vores indtægt kommet fra indtjeningen ved arrangementer og udlejning af lokaler til private og offentlige myndigheder til coronavaccinationer og valg. Et mindre beløb stammer fra salg af strøm fra solcellerne.

Nordea-fonden bevilgede for et par år siden en portion penge, der primært går til renovering af den store sal. Både professionelle håndværkere og frivillige er i fuld gang med at gøre salen mere anvendelig, bl.a. ved opsætning af akustikpaneler og bedre belysning.

Udgifter

Ligesom private husholdninger har forsamlingshuset udgifter til bl.a. forsikringer, vand og el, og huset opvarmes med varmepumper. Især den sidste post er stor, da det jo er et gammelt hus, som er bekosteligt at varme op. Derfor er vi nødt til at få vores udgifter dækket, når man fx lejer huset til fester og andet.

Fremtiden

"Hvordan ser din fremtidsvision for Orø Kultur- og Forsamlingshus/OKoF ud?"

Det skal være Øens Hus.

Et hus, som bruges af private til små og store fester og sammenkomster, af foreningerne til møder og generalforsamlinger og af kommunen til valghandlinger og lignende. At det bliver et levende hus til gavn for både unge og gamle.

::: {.callout-note}

Økonomi

Foreningen Orø Forsamlingshus/OKoF er selvfinansierende og får ingen offentlig støtte. Indtægterne stammer hovedsageligt fra frivilligt arbejde i forbindelse med arrangementer m.v.

:::

::: {.callout-note}

Børnebiblioteket

Efter skolens bibliotek blev nedlagt, og bøgerne blev reddet fra en container i Holbæk, betød en anonym donation i sommeren 2023, at biblioteksgruppen med tidligere skoleleder Mai-Britt Just gik i gang med at skabe et børnebibliotek i forsamlingshuset. Donationer fra forfattere og borgere har siden skabt grundlag for et hyggeligt rum med børnebøger, som også skolen besøger. Biblioteksgruppen ansøger løbende fonde for at supplere både børne- og voksenbiblioteket.

:::

::: {.callout-note}

Karins bedste minde

I 1954 blev Olivia og Aksel Terkildsen værtsfolk i forsamlingshuset. Karin Nielsen har en erindring fra dengang:

Vi var mange børn, der nød godt af Aksel og Olivias gæstfrihed, idet vi unger kom ind i privaten og så det spæde TV med dr. Lieberkind og andre dyreprogrammer. Ja, bare det at se på fiskene, inden det rigtige program kom. Mange havde jo ikke fjernsyn på øen før 1960.

Men forsamlingshuset blev brugt. Også fordi der var megen sport om sommeren. Så fjernsynet var mest til om vinteren.

:::

::: {.callout-note}

Ole Nielsens bedste minde

Efter dronning Margrethe og prins Henriks besøg på Orø i 2013, blev der frem til 2020 afholdt Nytårskur først i januar måned, hvor folk mødte op i festtøj, drak champagne og ønskede hinanden godt nytår, inden man satte sig til bords og fik en 3-retters menu. Under spisningen var der underholdning. Efter spisningen var der mulighed for en svingom. Hvert år var der en kvinde som spillede dronning Margrethe og som var festens midtpunkt, hun skulle selvfølgelig også holde en lille nytårstale.

:::

::: {.callout-note}

Kampen for forsamlingshuset

Et let redigeret udsnit af Henrik Larsens lokale beskrivelser. Han blev født i 1890 på Hestebedgård:

Forstanderen på det i 1901 oprettede Optagelseshjem for unge, Ludvig Bech, havde fået en del drenge ud at tjene på øen. De blev hurtigt fanget af kroen, så han ville have et sted, hvor de kunne opholde sig i fritiden: Et forsamlingshus med opholdsstue for ungdommen.

En hjælp i arbejdet fik han straks i daværende lærer i Næsby, Jens Peter Jensen. De indbød i vinteren 1906 til møde på kroen desangående, da dens sal var eneste offentlige lokale. Kromanden -- som ikke var interesseret i foretagendet -- samlede sine stamgæster og venner, så de beherskede mødet og nedstemte tanken om et forsamlingshus. Det var bedre, at beboerne købte kroen, for så kunne de have hånd i hanke med forholdene der. Det fandt dog ringe tilslutning, så planen skrinlagdes.

Ludvig Bech indbød på ny til et møde, denne gang i et privat hjem. Det vedtoges så her at bygge et forsamlingshus, og at tegne aktier til dette i portioner fra 25 kr. og op efter.

:::

Kilder:

https://oroe.dk/kontakt/foreninger-paa-oroe/

https://oroeforsamlingshus.dk/

https://oroe.dk/kontakt/foreninger-paa-oroe/