1 files changed, 121 insertions, 0 deletions
diff --git a/nummer4/insula/_index.qmd b/nummer4/insula/_index.qmd
new file mode 100644
index 0000000..bb95910
--- /dev/null
+++ b/nummer4/insula/_index.qmd
@@ -0,0 +1,121 @@
+::: {.lead]
+
+Thomas Bobergs Insula afdækker ø-livets bagsider –-
+og er en velskrevet, morsom og vedkommende roman, som giver perspektiv til ens eget ø-liv.
+
+:::
+
+I Thomas Bobergs autobiografiske roman Insula flytter digteren Thomas Boberg til en ø,
+som til forveksling ligner Fejø, med sin søn Hugo og ægtefællen Rebeccca.
+Vi præsenteres for flytteplanerne,
+følger indflytningen og det nye liv på øen med gammelt hus og vildtvoksende have,
+mens Thomas Boberg, fortælleren, opdager og optegner øen.
+For Rebecca er det drømmen om fællesskab og et liv tættere på naturen,
+der har trukket hende til øen.
+Og da de begge er omflakkende sjæle, drives de af en længsel efter at slå rødder.
+
+Hvis du allerede har hørt om Insula,
+så er det nok i forbindelse med den kontrovers, der opstod ved udgivelsen.
+En klassisk, autofiktiv ballade.
+Beboere på virkelighedens Fejø -– hvor forfatteren Thomas Boberg har boet -–
+følte sig ikke bare portrætteret i romanen, men direkte udstillet.
+Det var simpelthen for let at genkende,
+hvilke virkelige ø-personer de forskellige romankarakterer byggede på
+for dem, der er bekendte med Fejø.
+Og de, der er bekendte med ø-liv, kan nok også genkende en eller anden karakter eller type.
+
+Personligt har jeg selv kun lidt at skulle have klinket
+i forhold til romanens virkelighedsindoptagelse,
+at den tækkemand fra Læsø, som optræder i forbifarten,
+har virkelig mange ligheder med min egen svigerfar,
+som er tækkemand på Læsø.
+Men ellers, når man læser romanen, når man ikke selv har noget at skulle have klinket,
+er det ikke det spørgsmål eller problem, som gør bogen interessant.
+Jeg mener, mennesker med fejl findes allevegne.
+Det er ikke chokerende.
+Men Insulas mennesker tjener godt som spejl af ens egen sociale ø-geografi,
+fordi de -– sandsynligvis i kraft af deres virkelighedsnærhed -– er tegnet overbevisende.
+
+## Ø-konflikter
+Øen har sine storbønder (Blåskæg og Beenfeldt), sin ø-dronning,
+og der er naive idealistiske tilflyttere, sommerhusgæster, fordrukne skydeglade jægere.
+Der er dem, der gemmer sig fra verden,
+og der er dem, der er oprindelige ægte øboere.
+Der er søde og kloge mennesker, og der er dumme og indskrænkede mennesker,
+hvilket de jo ikke selv synes, de er.
+
+Den store konflikt (udover den centrale konflikt mellem Thomas Boberg og Rebecca, som er mindre ø-specifik)
+står omkring den meget lille skole,
+hvor tilflytterforældrene med store forventninger på deres børns vegne
+støder hårdt ind i ø-virkeligheden –-
+som her består af meget inkompetent pædagogisk personale -–
+og siden også med hinandens forestillinger om den perfekte skole.
+
+Der er også konflikt mellem på den ene side øens storbønder,
+de eneste rene skurke i bogen,
+og på den anden øens modmagter
+eksemplificeret i fuglekunsteren, som er keramiker,
+og plantekenderen, som ligesom digteren insisterer på at gå, hvor han vil
+på øen, også på storbondens stubmark.
+De udgør også en akademisk –- og måske privilegieblind? –-
+overklasse med rødder udenfor øen, de kommer udefra.
+Men hvem ejer øen? Hvor må man færdes, og hvem må fortælle øens historie?
+Og bagved virker øens grundlæggende natur- og miljøkrise,
+som jo ikke bare er øens, selvom den bliver synlig for digteren her.
+
+Romanen åbner med en definition af sin titel, insula,
+på latin betyder det ø – og så er det
+“Et område i hjernen / for sinds- og kropsbevidsthed / gør mennesket i stand til at føle smerte”.
+På den måde bliver den konkrete ø allerede i anslaget også udpeget som et sted,
+der har med bevidsthed og smerte at gøre.
+Insula er med andre ord et sted, hvor man, forfatteren, kan mærke sig selv og få selvindsigt.
+Måske ved at binde den rodløshedens rastløshed,
+der holder den flakkende digter fra det alvorlige besvær,
+der er hans eget – og som sikkert er ret alment.
+På øen kan man ikke gemme sig.
+Hverken for sig selv eller for det allestedsnærværende ø-blik, der mest er ens eget, ikke?
+
+## Når ø-drømmen brister
+Jeg flyttede selv til Orø med min familie nogenlunde samtidig,
+som Thomas Boberg flytter til sin ø i 2021,
+og jeg er cirka lige så meget et storbymenneske,
+der er kommet på udebane i den praktiske virkelighed udenfor byens beskyttede rum.
+Vi var del af samme udflytter/tilflytter-bølge –-
+som jo også har forandret Orøs befolkningssammensætning -–
+og som i Insula giver nyt liv til den aldrende ø.
+På flugt fra storbyen, jaget ud af de vilde huspriser.
+På jagt efter mere frihed, mindre stress, mere natur, friere børneliv,
+fællesskab, åbne rum, nærhed og arbejdsro.
+Bedre forbindelser til det, der betyder noget.
+Det er cirka, hvad der driver Thomas Bobergs familie i Insula,
+og cirka, hvad der har drevet min familie -– og mange andre tilflytterfamilier til Orø,
+tør jeg godt sige.
+
+I Insula er det den drøm, ø-drømmen, der brister.
+Og den brister ikke kun, fordi den var naiv,
+men også fordi det idylliske billede af øen,
+som øen også lever af, viser sig at være løgn.
+Fællesskabet er ikke rummeligt, naturen er forgiftet,
+jorden er opkøbt, fremmede er ikke velkomne.
+
+På Orø bør vi læse Insula, så vi har en anledning
+til at reflektere over vores egne ø-fortællinger -– synes jeg.
+Både de gamles og de nyes -– som jo er forskellige hver især -–
+og måske får vi en snak og finder veje til at hjælpe hinanden
+med at realisere de forskellige øer, vi bærer rundt på.
+Men altså, den må også læses, fordi det er en virkelig god roman,
+den trækker sin læser med sig i overskuelige scener,
+sproget er musikalsk og præcist,
+fyldt med humor og liv og poesi,
+som giver realismen mytekarakter, virkeligheden bliver opladt.
+
+Og indimellem er Bobergs skrift herligt poetisk-besk:
+”Ø-forening og bagholdspersoner. / Sladder og selvmord. / Synkende sole i skolernes dynd af traumelort. / … / Sultne hvepse / Kattelort i sofaen. / Muselort i havregryn. / …”, og så videre nedad.
+
+Stærkest og mest læseværdigt står romanen i de positive beskrivelser,
+hengivelser, til øens natur -– og til sønnen Hugo -–
+som måske nok ender med at være den mening, digteren ledte efter på den fremmede ø.
+
+”Man kan skabe lige så mange øer, man vil i fantasien, ik’ far?”, spørger sønnen Hugo.
+
+Insula af Thomas Boberg, Gyldendal 2024. 239,95.
+\ No newline at end of file