Beretning 22
Kære Genskabere
Tak for endnu et år med jer og med genbrug.
Årsberetningen laves af flere årsager.
For det første for at vi kan fejre vores mål og delmål.
For vi har sat os et kæmpe mål:
Nemlig at købe og styre det her fantastiske genbrugsorienterede inspirationshus,
istandsætte og energirenovere det med genbrugsmaterialer
og bruge det til alverdens genbrugsrelaterede aktiviteter.
Det er et langsigtet mål, som vi måske aldrig når.
Det er vejen mod målet, der tæller.
Og for at huske det, ser vi tilbage på de mange mindre mål og sejre, vi opnår på et år.
For det andet laver vi en årsberetning for at meddele os til omverdenen.
De medlemmer, som ikke deltager i det daglige.
Andre foreninger som vores, der kan lære af vores rejse sammen.
Vores samarbejdspartnere.
Det er en del af vores vidensdeling.
For det tredje laves årsberetningen for at holde fast i vores historie sammen.
Huske, hvad vi har skabt sammen og hvornår, og også gerne hvorfor.
Vi kan samle stikordene, og jeg kan skrive beretningen
og læse den højt. Men det er vores historie sammen.
Er der noget der ikke klinger rigtigt undervejs, så noter det, så tager vi en runde efter.
I 2022 kom vi endelig helt fri af Covid 19.
Af forsamlingsforbuddene og de mange ekstra rutiner
og den ekstra rengøring, der fulgte med smittehåndteringen.
Skiltene og håndspritten er her stadig, men ingen ser dem længere.
Men [Jeg siger det med det samme, så vi ikke skal sidde og vente på at det kommer]
2022 var desværre alligevel præget af sygdom - Chalots sygdom,
der, som vi ved, endte med hendes død. Hun er meget savnet.
Chalot var meget begejstret for Genskabet.
Hun var begejstret for genbrug og upcycling,
for Genskabets visioner, for os som er med i projektet,
for de kreative muligheder på stedet, og det samarbejde, som vi har.
Hun var god til at organisere, sagde altid hvad hun mente, og hun forstod
også, at det i et fællesskab ikke nytter at køre sololøb, og vendte altid sine idéer med andre.
Der var aldrig langt fra idé til handling.
Hun gik ikke hjem, før hun havde gennemført,
hvad hun havde sat sig for at ordne den dag,
om det så var et bjerg af bøger, hun ville sortere,
eller nogle møbler, hun ville bolte op på væggen.
Hun var en glædesspreder med mange muntre påfund,
og julefesten i 2021, som hun var med til at organisere,
kort før den sidste coronanedlukning begyndte, blev særligt mindeværdig.
Men i løbet af året magtede hun sjældnere og sjældnere at komme herop,
og inden året var gået,
blev hun bisat under et af de første,
og bestemt det smukkeste, snefog i vinter.
Chalot er meget savnet for sin organisatoriske indsats,
og er mindet med glæde og respekt som det menneske hun var.
Vi er her endnu, og vi er stadig sammen.
Det er syv år siden, vi begyndte at snakke om Mejeriet,
og før da var der flere af os, som var med i en studiegruppe,
2022 var vores femte år med butiksdrift, workshops og grejbank mm.
Vi holder ved. Vi ved godt, at det nogen gange er tungt.
Vi er heller ikke færdige med at skabe vores organisation,
men vi er sammen om at forme den. Der er lang vej,
men vi synes, det er spændende.
Vi kan lide hinanden, dog nogen gange med den bedste vilje,
og vi supplerer hinanden godt.
"Orø er jo ikke en skid uden Genskabet", sagde en i butikken i går.
Det er jo ikke helt rigtigt, men vi ved nok alle sammen, hvad hun mente med det.
Det er takket være vores tid, kræfter, penge og biler med træk,
vores holdninger og kreativitet og ikke mindst kærlighed
til det her drømmeprojekt, til Orø og til hinanden og til verden,
at vi har opnået det vi har.
Og det er ikke så lidt!
En lille flok kommer troligt hver onsdag formiddag
og rydder op i det, som er kommet ind.
Det er en helt essentiel aktivitet.
Og hver lørdag er der et velfungerende team,
som åbner og lukker containeren på genbrugspladsen.
Containeren er det direkte link til formålet:
at nedbringe affaldsmængden på Orø
ved at håndtere fraktionen "direkte genbrug".
Det er vigtigt!
[Her skulle der være kommet nogen ind med blomsterbuketter til jer alle sammen.]
En lidt større flok, som også består af nogen,
som ikke uden videre kan afsætte en onsdag formiddag til frivilligt arbejde,
passer butikken, åbner og lukker, taler med kunder.
De er også aktivister, ambassadører og vejledere i den grønne omstilling.
Det kræver sit at være Genskabets ansigt udadtil.
Det er vi sammen om.
[Kan vi få en hånd?]
Der er også nogen, som sørger for at trimme det usælgelige ud,
give det en chance ved at passe tag-selv-boden,
hvor tingene ellers har det med at hoppe ud af de sorterede kasser,
og sørge for at få tingene kørt til genbrugspladsen.
Der har været faste folk på i begyndelsen og slutningen af året,
men en lang periode var det svært at finde nogen til at køre om lørdagen!
Det er tydeligvis en meget vigtig tjans.
Brugt til nyt var i 2022 især kendetegnet ved at arbejdsgruppen mødte op,
arbejdede med at organisere værkstedet, benyttede gør-det-selv-biblioteket,
drak te, hørte musik og hyggede igennem, så godt det nu lod sig gøre.
Vores lokaler egner sig bedre til fysiske aktiviteter,
end til at sidde og nørkle.
I ny og næ er der dukket nogen op,
som har benyttet værkstedet til egne upcyclingprojekter.
Der er blevet gjort et godt arbejde med at organisere materialerne,
som alle sammen kommer fra butikkens gratiskasser.
Maja færdiggjorde et skønt butiksskilt i mosaik, som i den grad peger på,
at Genskabet bærer kreativiteten som en kerneværdi.
[Tak, Maja!]
Grejbanken og resten af deleordningen bliver passet af en lille arbejdsgruppe.
Der er ikke så meget pres på, som i starten, hvor vi holdt introarrangementer,
men tingene bliver løbende udlånt, vedligeholdt og repareret,
nyt sikkerhedsudstyr indkøbt, når det gamle forsvinder osv.
[Det er også Genskabet!]
Kan I huske den grimme container, vi fik stillet op for to år siden?
Den er stille og roligt blevet malet, beklædt med brædder fra Dortes gamle terrasse
og forsynet med et vindue. Den er blevet SÅ flot!
Det er gruppen, som har arbejdet med det, som har fundet ud af, hvad der skulle ske,
og det har kørt godt, har jeg indtryk af. Det er Dorte, Torben, Søren, Poul, Brian, Bo.
[Mange tak skal I have for den indsats!]
Det lille Orø-værksted flyttede ud.
Niels, Malte og Silas har fået værksteder og lagre
flere andre steder, og brugte det mindre og mindre.
Niels stod for den sidste workshop i haveaffaldsprojektet,
en workshop om bihoteller, som var meget populær, og han er fortsat medlem
og samarbejdspartner i ordningen med genbrugstræ. Mere om den om lidt.
[Tak for det gode samarbejde og for at lade os arve bordene og reolerne derinde.]
Efter nogen diskussion flyttede de grove træ- og metalværkstedsaktiviteter derud.
Lokalet er noget mindre end det store værksted.
Til gengæld er adgangen ud til det fri lettere ad bagdøren
og placeringen står i en naturlig sammenhæng med genbrugstrælasten.
Tekstil- og papir er flyttet ind i det store værksted
og har fundet plads der til lageret af genbrugsmaterialer.
Først og fremmest er der mindre forvirring for vores kunder og ekspedienter,
som dårligt vidste om et strygebræt var til salg eller ej.
Det er også lettere at invitere til at købe en pose skjorter til et syprojekt,
når de befinder sig i en gennemsigtig boks på en hylde
frem for i en flyttekasse ude på lageret.
Og butikken har fået et børnehjørne, som er en attraktion i sig selv.
Så alt i alt en stor forbedring på mange punkter.
Tillykke til os med det!
Begge skoler har siden været her med børn
for at forsyne sig af materialer
til kreative upcyclingprojekter i undervisningen.
Sagsbehandling kan tage tid.
Et eksempel er byggetilladelsen til den grønne container,
som vi søgte i januar,
straks efter at vi modtog landzonetilladelsen til den
(efter 8 måneders sagsbehandlingstid).
I skrivende stund har vi endnu ikke modtaget byggetilladelsen.
Et andet eksempel er et vippefadet på genbrugspladsen
- en lille container - til byggematerialer af træ.
Den var planlagt som en del af vores haveaffaldsprojekt allerede i 2019.
Den blev først stillet op ved årets begyndelse,
hvor det reelt var for sent for os at nå at få glæde af den til det projekt.
Formålet med den er dels at samle materialer
til salg og egne byggeprojekter,
dels til brænding af biokul i en forsøgsovn.
Vippefadet var ingen success hos personalet på pladsen.
Folk fik ingen vejledning af dem om
hvad der måtte gå i og ikke.
Flere medlemmer af arbejdsgruppen havde ubehagelige oplevelser,
når de skulle tømme den,
og efter få måneder indstillede gruppen arbejdet.
Et arbejde som nu er revurderet,
aftalt med pladslederen og genoptaget.
Men det er en historie for næste års beretning.
[Stor tak til arbejdsgruppen for at gå tilbage til en fuser!]
Haveaffaldsprojektet, vores projekt for nedbringelse af Orøs haveaffald,
som startede i 2019 og blev forlænget
pga forsamlingsforbuddene t.o.m. maj 2022,
blev rundet af med kvashegnsbyggeri på den gamle sportsplads ved hallen
i samarbejde med Øasen.
Kvashegnet slugte et helt lastvognlæs grene og kan rumme et mere nu.
Vi har stadig stolper liggende ved hallen til en kommende udbygning af kvashegnslabyrinten,
og projektet har i øvrigt inspireret til et kommende kvashegn langs vejen ved Orø Fællesjord.
[Tak for koordinering og hårdt fysisk arbejde på dagen]
Hele projektet blev rundet af med en brochure på 24 sider,
som med fotos og konkrete anvisninger beskriver alt det,
man kan gøre med sit haveaffald i sin egen have,
som projektet har fokuseret på med sine workshops og kurser.
Ud over at være instruktiv, er den en god dokumentation
for det vellykkede projekt.
Den har fået meget ros,
og vi har fortsat en opgave med at sørge for, at den kommer ud.
Arbejdet med brochuren var lønnet, fagligt arbejde,
ligesom undervisningen, betalt gennem projektet.
Al koordination og administration var frivilligt arbejde.
Projektets afrapportering blev lidt ekstra bøvlet,
da vi ikke havde brugt hele budgettet,
men det lykkedes til sidst at få godkendt regnskabsopstillingen.
Den endelige godkendelse af regnskabet afventer vi stadig,
Vi har til fulde indfriet projektets mål
med et imponerende antal kurser og workshops med pæne besøgstal,
og redegjort for de detaljer, som måtte aflyses.
[Endnu en gang tak til projektgruppen
for det store arbejde med at søge, arrangere, afholde og afrapportere]
Og så var der lige et skybrud.
Det væltede ind med vand gennem taget,
lofterne blev våde, plader rev sig løs,
der kom vand ind under døren,
som løb helt ind i butikkens bagerste del.
Der blev skovlet og tørret i timevis,
men heldigvis tørrede det hurtigt op uden at give varige fugtskader.
Der blev gravet op til dræn foran døren for at forebygge gentagelser.
[tak til de tapre reddere, der tog affære]
I marts afholdt Genskabet med facilitering ved Nana Scheibel
en intern visionsdag, hvor vi genbesøgte den oprindelige vision for Mejeriet
og tog hul på en vigtig samtale mellem os,
som gerne skulle fortsætte og hen ad vejen munde ud i
en plan for økonomisk bæredygtige aktiviteter i Genskabet,
skulle den en dag blive til salg.
Da får vi nemlig travlt med at rejse midler til købet.
Deltagerne konfirmerede målene,
[som er genbrugscentral, delecentral, demonstrationshus,
formidlingscenter samt mødested for bæredygtige,
klimavenlige aktiviteter med genbrug som omdrejningspunkt].
[Så langt så godt. Mange tak for deltagelsen]
Det blev bestyrelsens opgave at bringe samtalen videre
og udarbejde en forretningsplan.
Der blev planlagt og forberedt flere samtalecaféer,
men de måtte desværre aflyses pga for få deltagere.
Siri igangsatte et arbejde med at formulere en projektplan,
men opgav. Det er ikke en enkeltpersons arbejde i et fællesskab.
Den manglende dialog har været bremsende og frustrerende.
Genskabets fremtid kommer, uanset om vi er forberedte eller ej.
Der er dog masser af visionær saft og kraft i foreningen,
vi må bare finde et format at arbejde med de store samtaler i,
som passer os.
[Bestyrelsen fortjener anerkendelse og tak for at stille op.)
I 2022 afprøvede vi en ny rolle i bestyrelsen, sekretæren.
Det var Lilian, der holdt 100% styr på mødeindkaldelser og referater.
Sidst på året måtte Lilian træde ud pga af andet engagement,
og Jeannette trådte til fra sin suppleantrolle, dog ikke som sekretær.
Desværre!
[Mange tak skal I ha']
I foråret inviterede Birgitte Hoffmann Genskabet ind
i projektet Cirkulær Ø, iværksat under hendes ledelse for Aalborg Universitet København.
Det sagde vi ja til. Projektet, som formelt startede i november,
skal undersøge Genskabets aktiviteter,
sammenligne dem med aktiviteter i borgerprojektet Fællesskabet Fanø (med flere),
fremme erfaringsudveksling mellem de to projekter
gennem besøg og fælles workshops
og endelig formidle projektets resultater til bla ledende kredse.
Projektet giver os lejlighed til at se Genskabet
og vores aktiviteter i et større perspektiv.
Det har stor værdi både indadtil og udadtil, på Orø, i kommunen,
hos Fors og andre samarbejdspartnere.
Den positive omtale løfter os, og gennem det projekt
har vi mulighed for at inspirere og påvirke omverdenen
ud over Orøs, ja, endda ud over landets grænser.
Der bliver helt sikkert også være en del
læring at hente fra udvekslingsarbejdet.
På det indledende informationsmøde om projektet,
som bestyrelsen som arbejdsgruppe er selvskreven til,
mødte flere medlemmer op med interesse
til en spændende aften.
[Mange tak for interessen og muligheden]
En gang imellem spiser vi sammen. Det gjorde vi til generalforsamlingen,
til visionsdagen, til sommerfesten og til julefesten, foruden nogle af fællesmøderne.
I 2022 var det foreningens 5 års fødselsdag,
ikke at forveksle med butikkens fødselsdag, som vi fejrer i 2023.
Vi holdt en lille fest i forbindelse med generalforsamlingen. [Hjælp mig her.]
Energikrisen ramte Orø i 2022,
og det gav os nogen nervøsitet for elregningen,
og der har været en stigning i udgifterne i efteråret,
men de er ikke løbet af med os.
Varmepumpen er den største forbrugsudgift vi har,
og vi har været dygtige til at huske at skrue ned for varmen efter aktiviteterne.
Vi må heller ikke glemme al den planlægning, orientering, markedsføring,
al den tanke- og diskussionsaktivitet, og det koordinationsarbejde,
alle de aftaler, der ligger bag alle Genskabets aktiviteter.
Vi øver os i sociokrati, glemmer det, arbejder med det.
Det er ikke alt, der fungerer lige tilfredsstillende,
men vi arbejder seriøst med de knaster, der er i samarbejdet.
I sådan et projekt som Genskabet er det en fordel
at kunne slippe kontrollen, sige pyt, pyt - PYT,
og gudskelov må vi kramme igen.
[Stor tak til jer, der arrangerer og deltager i fællesmøderne,
er tovholdere for en arbejdsgruppe, arrangerer et møde eller deltager i bestyrelsesarbejdet,
og ikke mindst til jer, der møder op.]
Hver uge bliver der bogført og kontrolleret ind- og udbetalinger.
Men vores kasserer er mere end det.
Hun har til hver en tid styr på hvem der i øjeblikket er medlemmer, og hvor vi bor.
Lilian er nøgleansvarlig, og i 2022 påtog hun sig at koordinere butiksvagterne,
en vigtig tjans, som vi andre har bøvlet med at tage på skift.
Hun står bag årsregnskabet og også bag den økonomiske afrapportering
for Ø-støttemidlerne til haveaffaldsprojektet i 2022,
hvor hun har holdt styr på bogføringen projektet igennem.
Genskabet havde 60 medlemmer i 2022.
Omtrent halvdelen er aktive i et eller andet omfang.
Vi kan godt klappe os selv og hinanden på skuldrene for godt arbejde i 2022.
[Tak for jeres deltagelse, og for at lytte]
[Er der nogen bemærkninger til beretningen?]
Kan forsamlingen godkende beretningen?]