[[!meta title="Tove Ditlevsen på stedet - udendørs undervisning i Barndommens Gade"]]
[[!if test="included()" then="""
Om hvordan vi bruger en byvandring på Vesterbro som stedsbåren undervisning, til at styrke faglighed og dannelse hos store elever.
[[!img hedebygade_digttekst.png class=blog link=/vejviseren/tove_ditlevsen_på_stedet]]
[[Læs mere...|/vejviseren/tove_ditlevsen_paa_stedet]]
"""
else="""
Med Tove Ditlevsen på stedet - Udendørs Undervisning i Barndommens Gade
Stedsbåren undervisning på Vesterbro, til at styrke faglighed og dannelse hos de store elever.
Paul Hartvigson, historiker cand. phil., guide, geograf, meritlærer.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne
På dem skal du kendes igen
Barndommens Gade (digt)
Tove Ditlevsen taler med en klar stemme hen over 80 år.
Hun er identificeret med Vesterbro.
Byen er til stede i mange af Tove Ditlevsens tekster,
og Barndommens Gade er (som digt og roman) emblematisk i så henseende.
Artiklen er baseret på års erfaringer med at tage klasser på byvandring om Tove Ditlevsen,
og for at skabe en forståelse af hendes tid og værk for vore dages elever.
Stedet skal ikke bare være en god ramme for læring og oplevelse,
men bruges aktivt i den faglige formidling og bidrage til dannelsen.
I det brede begreb dannelse fokuserer jeg på den kompetencen at kunne færdes med opmærksomhed i verden,
og i dette tilfælde i byen.
Dannelse indebærer også at kunne høre andre på tværs af forskellige udgangspunkter.
[[!img hedebygade_digttekst.png class=solo caption="Billedet er fra Hedebygade 1945, indkørsel til tømmerpladsen over for ejendommer hvor Tove Ditlevsen voksede op ca. 20 år tidligere."]]
Stedet og det faglige
Vesterbro er et tidligere arbejderkvarter af blakket rygte,
som bærer på historier om fattigdom, hårdt arbejde og solidaritet,
sidegader med gamle lejekaserner og spor af industri.
Tove Ditlevsen blev i sin tidlige karriere identificeret med stedet,
som en unik stemme fra stenbroen.
Hun var med til at give danske læsere forståelse for livet her.
Men besøget i Tove Ditlevsens barndomskvarter er også en opdagelse af det moderne Vesterbro,
med smarte butikker, renoverede ejendomme og byrum indrettet til beboerne.
Denne kontrast spiller sammen med andre spørgsmål og tvetydigheder,
som Tove Ditlevsen er så leveringsdygtig i.
En central tematik hos Ditlevsen er individ og omverden.
Jeg vægter den betoning i formidling og valg af tekster,
når jeg skal gøre stedet relevant.
Det gøres for at bruge stedet bedst muligt,
og ikke for at udelukke ikke andre læsninger.
Stedsteori
Steder er ikke bare steder.
De har en ladning og betydning,
der påvirker vores tilstedeværelse, og dermed også undervisningen.
Vesterbro i gamle dage var ”stenbroen”,
et område med fattigdom, lavstatus og muligvis en skam for et moderne samfund.
Det nuværende Vesterbro har status af at være København (altså centralt og dyrt),
at det tydeligvis er et attraktivt område.
Istedgade har noget kulturel ballast i sig selv,
hvad de unge måske er vagt bevidste om.
Samtidig kan stedets status som læringsrum skabe nogle forventninger
man kan spille på, men som måske også skal afkobles.
Stedets betydning for undervisning diskuteres nærmere af David A Gruenewald,
i stedets perceptuelle, sociologiske, ideologiske, økologiske aspekt.
Jeg har derudover overvejet, hvorledes stedets ladning og betydning kan ændre sig over tid.
Udeskole
Gennem 2010’erne er der foretaget forskning i og udvikling i udeskole i Danmark.
Flere resultater af forskningen kan bruges til at belyse
og udvikle udendørs undervisning generelt.
Anvendt rigtigt har udendørs undervisning et stort potentiale for social dynamik og indlæring,
og kan bruges som argument for at foretage udendørs undervisning i det hele taget.
Jeg har brugt dele af den beskrevne udeskoledidaktik til at forbedre det turdesign
jeg allerede havde udviklet.
(Se Udeskoledidaktik, Red. Ejbye-Ernst, Barfod og Bentsen).
Når jeg taler om Stedsbåren Udendørs Undervisning,
er det fordi stedet er unikt egnet for at belyse et helt bestemt emne.
Undervisningen foregår sjældent i nærheden af skolen (som Udeskole ofte gør).
Også derfor skal det være sat godt sammen,
for at motivere den indsats det kræver at realisere en udflugt.
Klasser med erfaring i udeskole vil have gode forudsætninger for at have udbytte af den beskrevne undervisning.
Udskolingsklasserne kan bruge mere udendørs undervisning,
men der er generelt mindre tid til det,
og færre tilbud i Skoletjenesten.
Samtidig bliver de faglige krav skærpet,
og der er baggrund for målrettede ekskursioner.
[[!img skater_kirke.jpg class=solo caption="Skaterbanen ved Enghave Plads og i baggrunden Kristkirken, hvor Tove Ditlevsen blev konfirmeret, og hvorfra hun i 1976 efter eget ønske blev begravet."]]
De unge på udebane
En udfordring er at unge har et etableret forhold til at være ude i byen,
som er separat fra undervisningen,
og at butikker og byliv kan tage deres opmærksomhed.
De kan gå i en modus af fritid og blive mindre opmærksomme.
Derfor skal de jævnligt bringes til stede og til bevidsthed om stedet.
Der kan være et problem med parallel viden,
hvor eleverne opererer med en privat og ikke læringsrettet tankegang.
Eleverne kan også nemt ende i en tilskuerrolle,
hvor de er underholdt og stimuleret,
men ikke får gavn af turens fulde potentiale.
Kirsten Pauldan (2010) beskriver problemer af denne natur ifht. undervisning i naturfag.
I E-læringskurset om Udeskole (Aarhus 2017)
behandles problemet i afsnittet Vidensformer og Hukommelse (s. 69 - 71).
Undervisningen i byens flow
Mere generelt kan elevernes opfattelse af ”ekskursion” og ”undervisning” komme i vejen for læringen.
Hvis de fx har oplevet at udendørs bevægelse er ren transport,
eller forveksler en faglig udflugt med en social.
De skal koncentreres via øjenkontakt, samtale og mindes om hvad rammerne for turen er.
Deres oplevelse af stedet skal inddrages i undervisningen,
og de skal inviteres til dialog.
Jeg sørger for at beskrive det de faktisk ser,
og få det med i dialogen.
Hvad er bygningers alder og mulige funktion?
Kan de se årstal?
Se at en nuværende stuelejlighed er en tidligere butik?
Er husene bygget for de rige eller for de fattige?
Spørgsmålene gør de unge tilstedeværende og observerende
snarere end at være tilskuere,
og opbygger en forventning.
Byrummets lyde og visuelle forstyrrelser er en del af oplevelsen,
og man skal anerkende disse,
for at de opleves som del af helheden,
i stedet for at blive til forstyrrelser.
Hvis en lastbil kommer larmende forbi,
holder man en kort pause, og holder øjenkontakt.
Ved at være i pagt med omgivelserne gør man omgivelserne relevante.
[[!img istedgade_1912.jpg class=solo caption="Selvom Vesterbro ikke var det pæneste kvarter, var Istedgade en aktiv handelsgade i starten af det 20. århundrede, med mange fristelser og farer. Reklameplakat fra 1912"]]
Veje til Barndommens Gader
"Gaden ligner en pige, der ligger på ryggen med hovedet ved Enghave Plads, ungt og uskyldigt med grønne træer, springvand og Frelsens Hær-møder hver onsdag med sang, bekendelse og guitarklimpren. Men ved Gasværksvej spredes benene og strækker sig lange og letsindige ned mod banegården.”
(Barndommens Gade, 1943).
Turen til Barndommens gade starter ved Enghave Plads
ved caféer, springvand, svungne bænke, skaterpark under træernes skygge
og en regnbuemalet bænk under Kristkirkens loggia.
Det tager to minutter at komme med metro fra Rådhuspladsen.
Det tog Tove Ditlevsen 22 år at forlade kvarteret.
Hvis de er unge fra Vanløse, Allerød eller Borup Sj.,
så har de kortere til Rådhuspladsen i 2021,
end Tove Ditlevsen havde som 13-årig i 1930.
Den gang var Ydre Vesterbro en udkant.
Det er noget jeg fortæller de unge om ved begyndelsen af en tur.
[[!img toverute.png class=solo caption="Kort over steder nævnt i artiklen, produceret i skyndingen på Google Maps."]]
Istedgade som Barndommens Gade
Der er mere til Tove end man lige tror.
Barndommens Gade er således tre forskellige værker,
nemlig et digt (1942), en roman (1943) og en film (1987).
Der er også tre konkrete gader, som begrebet kan siges at dække over.
I én forstand er Istedgade titelperson i romanen Barndommens Gade,
og er metaforisk den strækning man skal igennem
for at komme fra barn til voksen.
Jeg antyder kontrasten med de unges liv
og den bevægelsesfrihed, de fleste af dem har,
i forhold til Ester, hovedpersonen i bogen, og Tove Ditlevsens alter ego.
Der er nogle begreber at jonglere med,
samtidig med at vi leder efter de andre udgaver af Barndommens Gade.
Vandringen går fra Enghave Metro – med et blik på Enghaveparken
– og op til Vega (et kendt spillested) i det forhenværende Folkets Hus.
Folkets Hus bygningen fra 1959 havde en mere ydmyg forgænger,
hvor Tove Ditlevsen gik til dans, og kom til juletræsfest og tøndeslagning som barn.
Turen går bag om bygningen gennem et tidligere industriområde
(hvor der nu er børnehave og supermarked)
og ud ad en passage til Hedebygade.
Dette bygger op til det tætte møde med Tove Ditlevsen og hendes liv og fiktion.
[[!img hedebygade_still.png class=solo caption="Hedebygade fra filmen Barndommens Gade, med fortiden genskabt i 1987."]]
Ind i kroppen, ud på gaden. Hedebygade som Barndommens Gade.
Turen går nu til de to andre udtryk i Barndommens Gade.
Den oplagte er Hedebygade, hvor Tove selv voksede op i baggården 30 A, hvor baghuset er bevaret.
Hedebygade er også den aktuelle location for filmen fra 1987,
hvilket bidrager til at Tove Ditlevsens liv og værk filtres sammen med hendes romanfigur Ester
(ligesom filmens historie også trækker på Tove Ditlevsens erindringer og ikke kun på romanen).
Den gang skulle der bare sættes skilte op og hestevogne ind i gaden for at ramme looket fra 35 år før.
Hedebygade er en stille gade, i dag primært med andelslejligheder,
den er asfalteret og indsnævret, så der er plads til parkerede biler.
Hvor der lå en lav staldbygning for enden af vejen
- på den anden side af Tøndergade - er opført en moderne lejlighedsbygning,
hvor der ligger en børneinstitution, der hedder ... Barndommens Gade.
I Hedebygade er der to lejligheder til at citere af Barndommes Gade (digt)
og læse op af Barndommens Gade (roman).
Jeg stiller spørgsmålet i forvejen før romanudsnittet:
”Hvad kan I sige om familien, og hvordan de bor? Hvad er børnenes alder?”
”Dette er en af Esters søndage: klokken seks kalder mor på hende, og sukkende og rystede forlader hun den varme seng og sætter fødderne på det kolde gulv. Ta sko på siger mor med ulden stemme fra dybet under dynen i ægtesengen. Ester svarer ikke. Hun dapper ind i stuen, ynkelig at se på som en våd og forkommen køter. En gul hårtot stikker op under dynen på divanen hvor Carl ligger. Med valne fingre og forsigtigt for at broderen ikke skal vågne famler hun tøjet på. Næsen er allerede rød af kulde midt i det blege ansigt. Hun snøfter og udklækker hævngerrige planer mod den morgenvarme familie. Det hænder at Carl vågner eller synes at vågne før hun er klædt på. Så går der en brændende strøm igennem hende. Hun krykker sammen i de lange ben og dækker med armene for sit flade bryst der bare er som to små blegrøde myggestik. Men han knurrer bare velbehageligt og synker hen i søndagsmorgensaligheden, mens blodet langsomt forsvinder fra Esters ansigt og hjertet finder sin normale takt.”
(Barndommens Gade kapitel 5, andet afsnit og frem).
Svaret er, at der er mor og far (mellem linjerne, nede i ægtesengen) og to store børn i en toværelses lejlighed.
Formålet er at få klassen til at forholde sig reelt til Toves Ditlevsens historie,
og gøre det som en udfordring af deres opmærksomhed og analyseevne.
Den faktiske Tove Ditlevsen havde den samme mængde privatliv,
der begrænsede sig til nogle skuffer i en kommode,
hvor hun fx gemte bogen, hvori hun skrev sine første digte.
At forstå de hjemlige rammer for Tove Ditlevsen er meget brugbart
for at læse hendes værk og følge hende i ud verden,
både som ung og som forfatter.
Det er de færreste teenagere der lever på den måde i dag,
og det må gerne give en klaustrofobisk fornemmelse.
Og når der er nogle, så er det nok ikke noget man givetvis fortæller sine klassekammerater om.
Hvad enten man selv lever småt eller ej, har man brug for at vide,
at det var sådan mange mennesker boede i Danmark før i tiden.
[[!img tovebaggard.png class=solo caption="Tove Ditlevsen på genbesøg i baggården Hedebygade 30A. Foto: Birthe Melchiors ca. 1950"]]
Ude blandt facaderne
Betjentene færdedes
to og to.
De hvide
stave hang løst
i bæltet. Hjelmene
lynede blanke og våde.
De lignede
hinanden. De
vidste at
man stjal og solgte
flasker fra tømmerpladsen.*
(Regn, fra digtsamlingen De Voksne, 1969)
Det ovennævnte uddrag af romanen Barndommens Gade fører til en episode,
hvor Esther skal købe gammelt brød.
På gaden konfronteres hun med pigen fra forhuset,
og hendes pinagtige forsøg på at bortforklare sin tilstedeværelse i bagerkøen kl. 6 på en vintermorgen,
og dermed at bortforklare sin fattigdom.
Romaner og noveller er fulde af de subtile skel,
hvormed fattige folk målte og dømte hinanden.
Det står i modsætning til klichéen om solidaritet og fællesskab i det gamle Vesterbro.
Ester digter en historie, sætter en facade op.
Og det tema finder vi i Ditlevsens værk, og i hendes liv.
Jeg vil påstå at Tove Ditlevsens opbygning af fiktioner og facader også er et udtryk for
det snævre fysiske og sociale rum hun befandt sig i.
Men selvom den sociale kontekst er fremmed for de fleste,
så kender alle teenagere pinlighedens element.
Det forgangne Vesterbro og det nuværende
Romanen foregår engang hvor der i stuen eller kælderen på enhver ejendom var butikker,
og ikke stuelejligheder eller cykelkældre.
Tove Ditlevsen voksede op i en bydel med ca. 85.000 mennesker,
butikker i ethvert ejendomskælder- eller stuelokale,
værksteder og fabrikker mellem baghusene og meget få grønne områder.
Hvor de store børn færdedes uden for gården, var det med mulig observation og påtale fra andre voksne.
Erfaringen fra Vesterbro er kontekst for Toves litterære udtryk og hendes valg gennem livet.
Man behøver ikke at være underklassepige fra Vestebro for at lyve sig yngre,
indgå i ægteskab af uklart gennemtænkte grunde,
begynde at tage stoffer og elske og svigte og elske igen.
Men sådan er tilfældet Tove Ditlevsen.
Og det er en frugtbar diskussion, om man kan skille kunstneren og værket.
Den diskussion går ud over det rent danskfaglige, og hører til feltet dannelse.
Tove erindret på Vesterbro
[[!img tovedigt_bascom.jpg class=solo caption="Design ved Bascom / Katrine Clante, 2015."]]
Tove Ditlevsens Plads er en lille plads foran Tove Ditlevsens Skole (tidlige Matthæusgades skole).
På en lav mur eller stenbænk står hendes kendteste digt prentet ind på grafisk raffineret vis.
De evige tre (1943) handler om følelser der er ulige fordelt,
skrevet med meget klar metrik, der vil aftvinge respekt for enhver der har prøvet at lave rim,
og sikker stilistik.
Det er også en opskrift på livslang ulykke.
I 1940’erne blev Tove Ditlevsen den der åbnede op for forståelsen af kvarterer som Vesterbro for mange læsere.
Da hun døde i 1976, var det et kvarter på randen af en nedtur.
I dag er det genopbygget og attraktivt,
og Tove Ditlevsen har givet navn til en plads, en skole
og den kendte Tove Ditlevsens Mindehave, der hører til værtshuset Klubben.
Tove Ditlevsen er selv en faktor i at Vesterbro er noget andet i dag,
end det var i hendes formative år i barndommen.
Læs artikel om designet af pladsen, digten og åbningen til skolen i Magasinet KBH.
[[!img saxogadekorridor.jpg class=solo caption="Fotografi af lejlighedskorridor i Saxogade 17-19. Hvis Tove Ditlevsen havde overvejet en faktisk bygning til at være Esters Barndomshjem, så er det nok ikke nr. 17 i Saxogade, hvilket var en usigelig og ubeboelig bygning. Det kunne så have været Dannebrogsgade 17, som stadig er bevaret tæt på Otto Krabbes Plads, hvor hjertet af Vesterbros slum lå. Man kan ikke direkte formode at forfatterinden har været så konkret Men man må godt fremsætte ideen i undervisningen."]]
Midt i den tredje Barndommens Gade er det usigelige blevet destrueret
Turen fortsætter ad Vesterbros sidegader, der engang var berygtede.
Man kan se ændringer i byrummet fx omkring Saxogade Otto Krabbes Plads,
hvor det fattigste Vesterbro er revet ned.
Der ligger socialt boligbyggeri fra 1980’erne,
og park- og pladsarealer, der giver ånderum for nutidens vesterbroere.
Og for de unge er det også en oplevelse af bylivet at komme her.
Det er tæt på der hvor Ester bor i romanen.
Fra romanen ved vi at barndomshjemmet ligger i nr. 17,
og ”Når mor nævner sin adresse for nogen, tilføjer hun hurtigt efter navnet på den berygtede gade: det er i den pæne ende,
hvilket vil sige at huset ligger en smule nærmere ved Vesterbrogade end Istedgade.”
og andetsteds ”Midt i gaden ligger en unævnelig usigelig ubeboelig ejendom der hedder Fælleseje”
BG Roman kap. 5.
Det kan svare til Saxogade eller Dannebrogsgade,
hvor der lå berygtede lejekaserner med korridorlejligheder.
Det fattigste Vesterbro som Esters mor skammer sig over at bo lige op ad er væk.
Revet ned, kørt bort som brokker og i 1970’ernes sprogbrug saneret.
Vi kan ikke besøge det. Det tilhører fortiden.
Derfor var det heller ikke til rådighed som lokation for filmen i 1987.
[[!img istedgadefortorv2020.jpg class=solo caption="Istedgade 2021 med brede fortorve, byudstyr og et roligt byliv."]]
Tilbage på Istedgade
Det er herligt at stjæle i store butikker
Hvor lagrene bugner i østerlandsk pragt
Hvor varerne hen langs diskene ligger
Og råber imod os at penge er magt.
(fra Umoralsk Vise, Pigesind 1939)
I starten af kapitel 3 af Barndommens Gade,
beskrives rapseri i en butik i Istedgade sammen med en yngre veninde, Nina.
Esters fornemmelser af angst og frydefuld forventning beskrives
før det faktisk bliver skrevet hvad pigerne har for.
Den overflydte butik og pigerne på springtur vil forekomme langt fra Istedgade af i dag.
Vi skifter fra det fattige og travle kvarter med den rå tone
til dagens renoverede Vesterbro med grønne oaser bag facaden i stedet for baghuse,
og hvor Istedgade har overgivet sig til udvidede fortove.
Men vi er hjulpet med at omstille os gennem kropsnære beskrivelser fra romanen,
og fra digtene der pirker i spændingspunktet mellem impuls og kontrol, drift og angst.
De andre temaer i forfatterskabet med følelse af isolation, forstillelse, indsigt og identitet
er erfaringer der også kan tale til dagens unge.
Og de kan høre om andre problemer de ikke har endnu.
Mødet med Tove Ditlevsen og Vesterbro kan give det et perspektiv på tværs af firs år og ændrede livsvilkår.
Jeg kan stå inde for den dannelse, også over for Tove selv.
Hun ville gerne lære de unge at færdes følsomt og fornuftigt i verden,
og om at kunne leve med sine hvide løgne og dybere sandheder.
Jeg ved ikke hvad hun ville sig om vigtigheden af at tage en ungdomsuddannelse.
Ingen er fuldkommen, men vi kan vise vej så godt vi magter.
Konklusion
Stedet for undervisningen kan bruges bevidst til at åbne det faglige indhold.
Det gør man netop ved at respektere elevernes tilstedeværelse,
og sørge for at de er indlevende observatører og ikke kun tilskuere.
Indlevelse i teksten og medlevelse på stedet stimulerer sanser og fantasi,
og hjælper dem til at følge åbent og nysgerrigt med.
Det giver dem også en nøgle til stedet for undervisningen,
ikke bare som baggrund for noget fagligt,
men som et sted i sig selv, som man kan besøge igen.
I tanken eller i virkeligheden.
[[!img toveregn.jpg class=solo caption="Tove Ditlevsen i Hedebygade 1967, foto Per Pejstrup"]]
Referencer
Barndommens Gade
Barndommens Gade (digt 1942, fra digtsamlingen Lille Verden)
Barndommens Gade (roman, 1943, Gyldendal 2020 udgave, med efterord af Pia Fris Laneth)
Barndommens Gade (film 1987, inst. Astrid Henning Jensen)
Andre Tove Ditlevsen tekster citeret i artiklen.
Umoralsk Vise fra Pigesind (1939)
Regn fra De Voksne (1969)
Tove Ditlevsen, Samlede Digte, Gyldendal 1996.
Digte jeg bruger på turen, som ikke er nævnt i artiklen
Erkendelse (Pigesind)
Selvportræt 3 (De Voksne)
Lean Nielsen. Hygge i Hedebygade fra digtsamlingen af samme navn.
[[!img hygge_hedebygade.png class=solo caption="Hygge i Hedebygade. Lean Nielsens snapshot af et kvarter på vej nedad i 1972."]]
Faglige tekster
Ejbye-Ernst, N. Barfod, K. og Bentsen, P,: Udendørs Didaktik for lærere og pædagoger (2017, Reitzel)
Ejbye-Ernst, N. og Eggersen, D.V. (Red. 2018): E læringskursus om Udeskole (Aarhus, Via University College, 2018)
Gruenewald, David A.: Foundations of Place: A Multidiciplinary Framework for Place-Conscious Education. (American Educational Research Journal, 2003.)
Paludan, Kirsten, Videnskaben, Verden og Vi (2010, Aarhus Universitetsforlag)
Noter
Tove Ditlevsens erfaring, fortalt andre steder
Det er en diskussion for sig,
hvordan formidlingen og udbyttet kunne flyttes til et andet lignende miljø,
fx kombineret med lokale tekster og oplysninger.
Det er klart at Vesterbro har en kanonisk status,
og der er meget medvind i at fortællle historien på det præcise sted.
Men det dannelsesmæssige mål er at støtte de unge i at kunne færdes med følsomhed overalt.
En sådan tur med rod i den sociale forhold og litteratur kan laves
i større byer i Danmark med arbejderkvarterer bygget ca. før år 1900.
Sammen med Tove Ditlevsens tekster, kan man inddrage lokale tekster
og fx. læsning af lokale erindringer der er samlet i lokalhistoriske foreninger, bymuseer osv.
"""]]
[[!tag blog]]
[[!tag artikel]]
[[!meta date="2021-06-14"]]
