[[!meta title="Centralt Placeret - Handel, industri og hovedsæder i Kapitalisternes København - fra Børsen til Frihavnen"]]
[[!if test="included()" then="""
København rejste sig som handels- og industrihavn i slutningen af 1800-tallet. Mægtige erhvervsfolk kapitaliserer satte sit præg på byen med mange prestigebyggerier. Læs dig til en byvandring fra Børsen til Frihavnen, via Manchester, Skt. Petersborg og Bangkok.
[[!img storenord.jpg class=blog link=/slut1800tal_prestigebyggeri]]
[[Læs mere...|/vejviseren/slut1800tal_prestigebyggeri]]
"""
else="""
#Centralt Placeret
Handel, industri og hovedsæder i kapitalisternes København - fra Børsen til Frihavnen
Af Paul Hartvigson, januar 2023.
Der er blevet lavet penge i København.
Vi kan ikke lugte kulrøg ved Nyhavn eller sukkerstank på Slotsholmen,
og der glimter ikke olie på havnens vand.
Der hyler ikke hidsige skibsfløjter eller lyder metalliske brag
og hamren fra værfter og fabrikker.
Nutidens København er formet af en eksplosiv vækst i det sene 1800-tal,
hvor industrimænd og finansfyrster satte deres bevidste præg på byen.
Prestige, placering og gode forbindelser var vigtigt.
Det ser man i centrale dele af København.
Lad os prøve at huske, hvad der ligger bag succesens facade
af fremsyn og hensyn, magtkampe og manipulationer, skidt og skandaler.
Nogle af nøglepersonerne er C.F. Tietgen, H.N. Andersen og Isak og Emil Glückstadt,
som man kommer tæt på i TV-serien Matadorerne i fire afsnit,
der havde premiere i januar 2023.
[[!img kroyerudsnit.jpg class=solo caption="Udsnit af PS Krøyers maleri fra 1895 af Børsens Mænd. Tietgen (1829-1901) står centralt og er den eneste der møder beskuerens blik. Hans rival gennem årtier - Isak Glückstad (1839-1910) - står lige til venstre for ham med bowlerhat."]]
Nye tider i Gamle København
København var metropol i et koloni-imperium i 1700-tallet
med flådemagt, handelskompagnier og havnen fuld af sejlskibe.
Denne storhed og position forsvandt med Englandskrigene,
hvor både flådemagten og Norge gik tabt.
Når 1800-tallets første del kendes som Guldalderen,
skal det ikke tages bogstaveligt.
Danmarks trængte tilstand fortolkedes af digteren Poul Martin Møller,
der tog job som skibspræst i 1820 i et anfald af ulykkelig kærlighed,
nåede til Fjernøsten på et to-årstogt og skrev undervejs digtet
Længsel efter Danmark, med en bevidsthed om hvor langt den stolte søfartsnation var sejlet agterud.
[[!template id=note text="""Udi øst og vest, og hvor jeg vanker,
drømmer jeg om jer ved Danmarks sund.
Selv iblandt Constantias fulde ranker
Mindes jeg med længselfulde tanker
Løvet i Charlottes bøgelund.
Klerken råber i Manillas rønner:
Danmark er et lidet, fattigt land.
Det forsikrer Javas rige sønner,
Selv Batavias skrantne kræmmer stønner:
Danmark er et lidet, fattigt land.
Længsel efter Danmark, Poul Martin Møller, 1822.
(Noter: Constantia = muligvis havnen i det nværende Rumænien eller Istanbul (Konstantinopel). Manilla på Phillipinerne. Batavia - idag Djakarta - på Java, hovedstad i Indonesien)
"""]]
Men verden lå åben for dem, der kunne se over byens volde og Danas Haves hæk.
Sidst i 1800-tallet skulle danske virksomheder få succes både i Kina og Thailand,
og spille med på den store scene i imperialismens tidsalder,
da Europa spredte sin magt i hele verden.
##Hurtig handling
Global kommunikation var først ved at blive udbredt i de år.
Men i revolutionsåret 1848 var der ikke telegraf i København.
Nyhederne gik mellem København og Kiel med dampskib,
hvad der gav en dags forsinkelse.
Det var i de rammer, det kom til demonstrationer og regeringsændring
i København og oprør i Slesvig, og den følgende treårskrig.
Imens var der noget udvikling at indhente i København.
Den unge Købmand i Odense, C.F. Tietgen, kunne godt læse nyhederne.
Han stak af til England, før han kunne blive indkaldt til dén krig.
I London og Manchester oplevede han hjertet af tidens industri,
handel, finans og kommunikation med telegrafen.
Tietgen ankom til København og brugte sin særlige viden
til at indtage en dominerende position.
Byen var under voldsom ændring.
Tivoli var åbnet uden for voldene i 1843,
første jernbanelinje blev anlagt 1847
(og i den forbindelse blev Carlsberg etableret på Valby bakke).
Martsdagene i 1848 medførte en mere demokratisk grundlov i 1849
med åben politisk debat.
Københavns porte blev fjernet i 1853,
og under koleraepedemien i 1853 blev der stort set åbnet for byggeri uden for voldene.
Lavsvæsenet havde reguleret handel, håndværk og industri og begrænset nytænkning.
Det blev afskaffet til fordel for næringsfrihed,
uanede muligheder og stor tilvandring fra landet.
I dag kaldes den slags for disruption.
C.F. Tietgen blev headhuntet som direktør for en moderne bank,
Privatbanken, der fik til huse i Børsen.
Christian IV's gamle bygning fra 1624 var ramponeret
og tjente som udsalgssted for importvarer, auktionshus mm.
Grosserer-Societetet havde lejet det gamle pakhus af kongehuset.
Kongen var Frederik VII. Som festglad kronprins havde han været den
fornemmeste gæst i den adelige klub i Odense, som Tietgen senior havde drevet.
Tietgen junior har kunnet observere de fine under uformelle forhold,
oplevet hvordan indflydelse blev udøvet,
og vidste hvornår han skulle tie, og hvornår han skulle slå til.
[[!img placerboers23.jpg class=solo caption="To versioner af Børsen fra 1900-tallet. Til venstre den version, vi kender, fotograferet af C.R. Neuhaus ca. 1862 (kilde: https://kbhbilleder.dk).
Den anden en tegning af P.C. Klæstrup ca. 1840, der viser en fastelavsfejring med bl.a. amagerbønder. Man ser den første Nationalbank i en sidebygning, der blev revet ned, efter grossererne overtog bygningen i 1857."]]
##Nye mænd på markedet
I den periode lå Nationalbanken i en sidebygning til Børsen, som nu er væk.
Banken var grundlagt i 1818
og var opbygget med vægt på forsigtighed
for at undgå et statsbankerot som i 1814,
og banken kunne ikke løfte erhvervslivets behov for kreditter og pengeoverførsler.
Det var private vekselerer og bankierer,
der håndterede pengeoverførsler i København
ud fra de renter, Nationalbanken bestemte.
De virksomheder lå omkring Højbro Plads.
På Matrikel 1 fandt man den markante jødiske vekseller G.H.A. Gedalia (1816-92),
der også kunne se en ny tids muligheder.
Han havde arbejdet sig op fra ulært saddelmagersvend
ved at yde lån, gøre tjenester og ved at have et hoved for regnskaber.
Han fik afslag på en ansøgning om at lave en Handelsbank,
fordi var hans planer var for brede og omfattende,
og måske var hans manerer for specielle, eller hans accent for tyk.
Han var portugisisk konsul og købte sig til en titel af Baron i San Marino,
og var et kendt ansigt på Børsen.
Men han mistede sin formue i løbet af 1870’erne på jernbaneinvesteringer og retssager
og mødte i det hele taget modstand som jøde med store armbevægelser.
Andre velhavende jøder forholdt sig mere diskret,
som Gedalias genbo Moritz Melchior på den anden side af Højbro Plads,
der var en af Tietgens støtter.
Eller Gedalias ansatte, Isak Glückstadt,
der oprettede den Danske Landmandsbank i 1871 med støtte fra sin gamle chef.
Glückstadt udviklede langsomt og sikkert sin bank til at blive førende
i skyggen af Tietgens imperium.
[[!img gedalia_skydeskive.jpg class=solo caption="Gedalia, senere Baron Gedalia, blev medlem af det fine Skydebrødreselskab.
Hans målskive til lejligheden viser den fine adresse på Højbro Plads med Slotskirken i baggrunden.
På billedet ledsager vekselleren arbejdsmændene, der slæber guldet i tønder på en båre. Kilde: Wikimedia."]]
##Chefen på Børsen
Tietgen placerede sig centralt i Børsen.
Selvom han var en ”ny mand” og udpeget til at forvalte andres penge,
opbyggede han sig til at blive en magtfaktor i forretningsverdenen.
De historiske rammer blev fyldt fornemt ud,
så der kom en særlig mystik om Børsen som Københavns finansielle hjerte.
Bygningen blev også beklædt med røde mursten for at se mere autentisk ud.
Og den klassiske Merkur med vinger på fødderne,
gud for alkymi, handel or rygter, blev det antikke symbol for den moderne bank.
Sammen med sin succes som forretningsmand blev Tietgen en næsten mytisk figur
i sin levetid, og fik stort råderum til at tage initiativer og starte virksomheder.
Tietgens engagement førte især til en række succéser:
De omfattede at oprette et samlet sporvejsselskab,
at grundlægge telefonselskabet KTAS,
finansiere Danske Sukkerfabrikker
og få banken involveret som hovedaktionær i skibsværftet B&W og rederiet DFDS.
Da kritikken rejste sig under 1870’ernes kriseår,
var han magtfuld nok til at stoppe sine kritikere i bestyrelsen
og undgå at få gransket sine skjulte manøvrer og manipulationer af markedet.
[[Her er en liste med Tietgens selskaber. Læs den og pust ud.|/vejviseren/tietgenselskaber/]]
##Finansens facader
Den moderne industri udviklede sig i en overfyldt by.
Brokvartererne voksede uden ret megen styring med arbejderboliger og industri.
Udviklingen var den samme i havnen.
Baumgartens og Burmeisters skibsværft startede på Christianshavn
og bredte sig i et område, hvor der havde været lagerplads og salttørring,
og omsluttede til sidst Christianskirken.
Rederiet blev reorganiseret som B&W med støtte fra Tietgen
og voksede uden for voldene, hvor Refshaleøen blev anlagt i 1870’erne
som en industriel knopskydning ud i vandet nord for Holmen.
[[Se vores tur på B&W-øen eller Refshaleøen.|/refshaleoen]]
Industrien omformede også byen på de pæne adresser.
Holmens Kanal var oprindeligt en vandvej ind til Gammelholm, flådens skibsværft.
I 1865 blev kanalen fyldt op og anlagt som gade.
Flådens område fra Holmens Kanal til Nyhavns kanaler blev til et boligkvarter
med herskabslejligheder og baghuse.
Skibene forsvandt, men forbindelsen til det maritime er markeret
med statuen af Niels Juel fra 1881,
som den sejrrige admiral midt i biltrafikken.
Her lå Nationalbanken over for Landmandsbankens Hovedsæde.
[[!img oek_hovedkvarter.jpg class=solo caption="ØK's hovedbygning som det ser ud i 2023, hvor den er del af Danske Bank, med Niels Juel i forgrunden.
Huset blev saboteret under Besættelsen og genopbygget i samme stil. Også Nationalbanken til højre er Arne Jacobsens nyere bygning fra 1971."]]
ØK byggede sit store domicil i 1908 med flag på toppen,
selvom kanalen var blevet fyldt op, før ØK-stifteren H.N. Andersen (1853-1937)
overhovedet stod til søs.
Kaptajn Andersen skabte sin karriere og grundlagde sit firma i Siam (i dag Thailand).
Men han orienterede sig også efter forholdene i København
og valgte dette sted til hovedkvarter,
da han var blevet Danmarks førende erhvervsmand.
Både Nyhavn og Holmens Kanal førte op til Kongens Nytorv,
der var byens travle midtpunkt. Her lå Magasin du Nord åbnet 1871,
et varehus efter fransk forbillede, helt anderledes end boderne på Børsen havde været,
og det nye store Kongelige Teater indviet 1874 til erstatning for det lille og gamle,
der siden 1748 havde ligget for enden af Holmens Kanal.
Centralt på Kongens Nytorv ligger hovedsædet
for Store Nordiske Telegrafselskab, bygget i 1893.
Tietgens store bedrift havde ligget 22 år før,
hvor han fik gennemført en telegraflinje
fra London over København og hele Sibirien til Japan og Hong Kong.
Det var gennemført med stålvilje, aktiemanipulationer
og udnyttelse af forbindelser i det danske og russiske kongehus.
Danske Prinsesse Dagmar var blevet russisk kronprinsesse i 1866,
og Kong Christian IX kunne anbefale Tietgen
overfor sin nye svoger, Tsar Alexander II.
Tietgen benyttede sig af officielle og uofficelle kanaler
til at få sit projekt igennem
og kunne tilbyde russerne moderne kommunikation.
I Kina brugte selskabet også tvivlsomme midler
til at omgå forbud og få sine telegraflinjer frem.
Det var alt i alt en stor triumf
at få sine linjer frem til Fjernøsten før sinde engelske konkurrenter.
Øverst på bygningen holder en kvindefigur oplysningens lampe højt.
[[!img placer_gn23.jpg class=solo caption="Store Nordiske Telegrafselskabs hovedbygning på Kgs. Nytorv fra 1893 set fra Nyhavnsbroen,
og til højre et samtidigt kort over selskabets telegraflinjer."]]
[[Tietgens København var også Herman Bangs København. Læs en artikel fra 2015 om København i 1880'erne og forfatteresn forhold til finanserne. Tietgen optræder i forklædning i romanen Stuk.|vejviseren/bang_og_pengene/]]
##Jordiske konger og himmelens herre
Statuen af C.F. Tietgen står og kigger ud mod Ophelia Kaj.
Statuen er fra 1905 og stod først foran Børsen, hvor Tietgen havde hersket.
Måske var man træt af at blive mindet om ”Stormogulen”,
så ganske få år efter blev han flyttet til Sankt Annæ Plads,
med ambassader og rederier som nære naboer.
Han har et alvorligt ansigtsudtryk,
men figuren står derude, som om udviklingen passerer forbi den.
Man kan tænke, at han er portrætteret efter slagtilfældet i 1894,
hvor Tietgen både konkret og overført mistede noget af sit faste greb om tingene.
[[!img placertietgen23.jpg class=solo caption="Den markante iværksætter og hans eftermæle. I baggrunden rejser sig det nye byggeri på Papirøen (2023)."]]
Men inden da havde han sat sit mest markante præg på byen,
da han konverterede en ruin til et monument for Skaberværket.
Marmorkirken havde stået halvbygget siden J.F. Struensee stoppede byggeriet i 1771.
Siden da havde en del af enevældens byplan ligget uforløst
som et overgroet stenbrud helt tæt på Amalienborg.
Tietgen brugte meget af sin personlige formue,
og arkitekt Ferdinand Meldahl arbejdede på at rejse den mægtige kuppel til vennepris.
Byggeriet blev også delvist finansieret med udstykning og bygggeri af ejendomme
omkring kirken med fornemme ejendomme til borgerskabet i det kongelige kvarter.
Den bistre finansmand var også en overbevist kristen og grundtvigianer,
så Marmorkirken blev opført til ære for både de levende og det evige.
Frederiksstaden rummer andre interessante kirker fra 1900-tallet.
Den katolske Skt. Ansgar Domkirke.
Den engelske kirke ved kastellet var en sølvbryllupsgave
til prinsen af Wales og kronprinsesse Alexandra.
Den russiske stat byggede Aleksander Nevsky kirke i Bredgade,
så kronprinseparret kunne gå til ortodoks messe.
Tsar Aleksander III kom til indvielsen kort efter sin kroning
og blev svært skuffet over,
at Tietgen ikke havde skaffet en større grund,
så kirken kunne være fritstående.
[[!img bredgadekupler.jpg class=solo caption="Der er forbindelse mellem kuplerne på den russiske kirke og den kæmpe kuppel på Marmorkirken. De fysiske telefonledninger i billedet er lige så historiske som beretningen om de diplomatiske og forretningsmæssige kontakter mellem Danmark og det Russiske Kejserrige."]]
Marmorkirken fuldendte Eigtveds byplan fra 1748,
og glade givere fra erhverslivet har yderligere broderet på herlighgeden.
Midt på pladsen står rytterstatuen af Frederik V, placeret i 1771
og finansieret at tidens Asiatiske Kompagni,
med indskrifter på latin om hans dyder og bedrifter - og ikke et ondt ord.
I 1984 og 2005 blev aksen udvidet med Amaliehaven,
den gamle Larsens Plads og i 2005 Operaen.
Skibsreder Maersk McKinney Møller var bygherren med hovedkvarteret på Esplanaden,
og en stærk vilje til at indrette omgivelserne.
##Elefanten i Frihavnen
Omkring år 1900 hed Danmarks store skibsreder H.N. Andersen.
Han grundlagde sit handelshus i Siam i 1884 og fik forbindelse til kongehuset der.
Kong Chulalongkorn kunne bruge Andersens talenter,
og selv et lille land i Europa var en vigtig forbindelse i en periode,
hvor større europæiske magter etablerede kolonier hvor de kunne.
H.N. Andersen handlede ikke kun i teaktræ,
men også i politisk indflydelse,
og royale siamesiske forbindelse førte til indflydelse i Kongehuset.
Andersen var en af de få, der kunne bevæge gamle Christian IX
til modvilligt at acceptere parlamentarismen i 1901 (Systemskiftet).
Den den anden var [[Prinsesse Marie|https://prinsessemarie/]],
hvis søn Aksel endte i ØK’s bestyrelse.
Det gav kompagniet en særlig status,
der også kunne bruges til at få kritikere til at tie på forhånd.
H.N. Andersen havde også sans for public relations.
Han var gavmild med billetter til Fjernøsten på kompagniets skibe
til journalister og forfattere.
[[!img frihavnskort1899.jpg class=high caption="Kort fra 1899 med Frihavnen i forlængelse af Kastellet.
I den østlige side ses Refshaleøen i sin oprindelige udstrækning, Lynetten og Trekroner."]]
Da ØK først etablerede sig i Danmark i 1897,
var det i Asia House i Københavns Frihavn.
Frihavnen var opstået 1891-94 som et svar på konkurrencen fra Tyskland
med Hamburgs nye store Hafenstadt og Kielerkanalen,
der truede Københavns position.
Den blev et prestigeprojekt, udført af toparkitekter i flotte materialer.
Den moderne havn rådede over eget brandvæsen, elektricitetsværk og jernbane,
og var afspærret med dobbelte gitre på grund af den toldfrie status.
De store oceangående liners kunne lægge til på Langelinie Kaj
i stedet for at skulle sejle ind i inderhavnen.
Der var ruter til England, Frankrig, New York og længere væk.
I dag er her krydstogtskaj om sommeren.
Udviklingen fortsatte i Nordre Frihavn,
som i dag rummer Århusgadekvarteret i Nordhavn.
[[Vores tur i Frihavnen|/frihavnen]]
Frihavnsselskabet blev oprettet af Landmandsbanken med velvilje fra regeringen.
Projektet gav rivninger politisk og erhvervsmæssigt.
C.F. Tietgen kunne ikke holde projektet nede overfor Landmandsbanken,
ØK og det officielle Danmark, og endte med at tilslutte sig efter nogle år,
før det blev indlysende for offentligheden,
at han ikke længere var den dominerende kraft i Danmarks erhvervsliv.
##Regnskab og revision
En historie med store virksomhedsledere er også historien om kriser,
konkurser, afvikling og eftermæle.
Rigdom er flydende som havnens vand,
og pengestrømmene fjerner mange spor.
Men bygninger og statuer bliver som regel stående.
På midtermolen i Frihavnen står en markant glasbygning fra 1992.
Det var et prestigebyggeri, som skulle have været det nye hovedkvarter for ØK,
men selskabets dispositioner i netop de år førte til kæmpens fald
og en opsplitning af det en gang så fornemme verdensfirma.
ØK’s fald skete samtidig med at Frihavnen blev åbnet
som bolig- og erhvervsområde med fri adgang,
og Almindelig Brand flyttede ind i bygningen,
hvor ØK skulle have styret.
##Pengestrømme i Holmens Kanal
ØK havde ellers overlevet talrige kriser.
Samtidig med at H.N. Andersen udøvede sine indflydelse omkring Systemskiftet i Danmark,
var hans virksomheder i Thailand ramt af manglende regnfald,
så floderne ikke svulmede nok op til at flere års teakstammer kunne flådes.
Det førte til pyntede regnskaber,
og der var nogle bitre opgør med gamle samarbejdspartnere i årene efter.
Men ØK holdt sig på ret køl.
I 1922-23 måtte Andersen trække i trådene for at undgå,
at ØK blev trukket ned under Landmandsbankens krise.
Ved den lejlighed blev guld transporteret i sække af bankmedarbejdere,
direkte fra Nationalbanken over til Landmandsbanken,
men det kunne ikke afværge det store krak.
[[!img 1923guldbude.jpg class=high caption="17.9. 1922 blev der båret guld over Holmens Kanal fra Nationalbanken til Landmandsbanken
for at stabilisere den og sørge for, at der var penge nok til de nervøse kunder, der stod i kø.
Regeringen så sig nødsaget til at støtte banken for at undgå national panik."]]
Landmandsbankens direktør, Emil Glückstadt,
blev dømt for bedrag og døde i fængslet før dommen faldt, og hans bo skulle betale.
Andre bestyrelsesmedlemmer fik bøder.
Hovedsædet ligger der endnu og tilhører nu Danske Bank, der er videreførslen af Landmandsbanken.
Danske Bank er siden fusioneret med andre pengeinstitutter, og har også har overtaget ØK’s gamle hovedsæde.
Nationalbanken er udskiftet med Arne Jacobsens bygning fra 1971.
Men vi trykker ikke penge længere,
og guldet ligger ikke længere i kælderen.
Og i 2008-2013 var overførslen rent digital,
selvom krisen stadig gav dønninger i Folketinget,
som alle år har været nærmeste nabo til finansdistriktet.
Børsen ejes i dag af Dansk Erhverv.
Selve børsforretningerne med aktier er fysisk flyttet til NASDAQ på Nikolaj Plads,
Privatbanken flyttede ud af Børsen til nabobygningen, Tietgens Hus, i 1904
og over Langebro til Ørkenfortet i 1980.
Det var B&W’s kontorbygning ved Langebro.
Banken måtte overtage det ret nye hovedsæde,
da B&W var under opløsning.
Privatbanken fusionerede og blev Unibank i 1990,
og er siden 2001 del af Nordea, som har flyttet sit danske hovedsæde til Ørestaden,
langt fra det finansdistrikt, der opstod i 1800-tallet.
Nordeafonden ligger dog i dag i Heerings Gård i Ovengaden neden Vandet,
hvor man kan besøge Bank- og Sparekassemuseet
onsdage og i weekenden.
Her kan man se en rekonstruktion af Tietgens oprindelige kontor på Børsen.
Der bliver dog lavet penge i København.
Men luften er renere, trafikken er støjsvag,
og man kan roligt svømme i havnen om sommeren.
[[!img prepostbw.jpg class=solo caption="1855: Før B&W med billede af Baumgarten og Burmeisters værft set fra Ovengaden oven Vandet.
2023: Efter B&W. Henning Larsens bygninger, der afløste B&Ws Motorfabrik, med Ørkenfortet i baggrunden nu konverteret til hotel,
og en elektrisk havnebus undervejs."]]
Kilder
Lange, Ole: Stormogulen, C.F. Tietgen (2006).
Lange, Ole: Den Hvide Elefant. H.N. Andersens Eventyr og ØK (1986).
Werner, Johannes: Gedalia og hans forfædre (1933).
Københavns økonomiske udvikling i 1800-tallet. Danmarkshistorien.lex.dk, kapitler af Kristian Hvidt
"""]]
[[!tag blog vejviseren]]
[[!tag artikel]]
[[!tag tietgen industri ok]]
[[!meta date="2023-01-28"]]
[[christianshavn_overblik]]
