+++
date=2023-01-09
title="Vejviser til Algade 1935 - Lise Nørgaards Roskilde"
[taxonomies]
tags=[
"blog",
"vejviseren",
"artikel",
"roskilde",
"personer",
]
+++
[[!if test="included()" then="""
Vi tager en tur rundt i Roskilde,
hvor Lise Nørgaard voksede op og arbejdede.
Vi ser efter Korsbæk bagved Roskilde
og bruger Matador som en nøgle til provinsbyen.
{{ img(path="algadeviolon.jpg" class="blog" https://vejviser_matador_roskilde/) }}
[[Læs mere...|https://byvandring.nu/vejviser_matador_roskilde/]]
"""
else="""
#Vejviser til Algade 1935 - Lise Nørgaards Roskilde
af Paul Hartvigson
Vi tager en tur rundt i Roskilde,
hvor Lise Nørgaard voksede op og arbejdede.
Vi ser efter Korsbæk bagved Roskilde
og bruger Matador som en nøgle til provinsbyen.
{{ img(path="algadeviolon.jpg" class="solo" caption="Lise Nørgaards skuklpturbænk fra 2010, skulptør Mette Agerbæk. Ukendt gademusikant.") }}
Lise Nørgaard nåede at få sin egen statue på Algade i Roskilde i levende live.
Efter hendes død som 105-årig i 2023 kan vi mindes den verden,
hun bragte til live i Algade om omegn.
Hun kendes især som kvinden bag TV-serien om livet i Korsbæk 1929 – 1948.
Entusiaster og eksperter har peget på personer fra Roskilde og andre danske byer
som den klare inspiration for dette og hint.
Kunne man finde forlægget til Mads Skjern, Grisehandler Larsen,
Maude Varnæs og Oberst Hackel i hendes fødeby?
Det benægtede Lise Nørgaard stædigt vedholdende.
Byvandring.nu følger alligevel Lise Nørgaards spor rundt i barndomsbyen,
på turen "Matador på Algade".
Man kommer Korsbæk lidt nærmere,
og hendes fortællinger er også nøgle til Roskilde i første halvdel af 1900-tallet.
Her voksede hun op som et nysgerrigt barn,
og som forfatter kunne hun betragte provinsbyens verden både indefra og udefra.
Se turomtalen af byvandringen Madador på Algade - Lise Nørgaards Roskilde.
{{ img(path="trikotagefabrikalgade.jpg" class="high" caption="Harry Jensens købmandsforretning og trikotageudsalg efter han etablerede sig som grosserer i Jernbanegade. Billedet fra 1960 viser forretningen som den sikkert havde set ud i årtier.") }}
##Foik og fæ på Hestetorvet
Lise så dagens lys i 1917,
mens familien boede over faderens købmandsforretning med udsigt over Hestetorvet.
Der var et dagligt leben, hvor by og opland mødtes, lige inden for den gamle Røde Port.
Ud over heste blev der handlet med grise og kvæg,
der blev handlet i butikker og gået på kro,
og der var plads til festlige begivenheder.
Her lå Lysbadeanstalt, assurandører og en ejendomsmægler for landejendomme.
Fra Algade skrånede torvet op mod Roskilde Station med Danmarks ældste stationsbygning fra 1847.
Tilrejsende kunne vælge mellem Jernbanehotellet lige over for stationen
og Højskole- og Missionshotellet på pladsens anden side.
Altså hvis man ikke tog en vogn op til det fine Hotel Prindsen på Algade.
Der er nemlig noget at vælge imellem i Købstaden.
Der var forskel på om man handlede i Kaffeforretningen Galla og Det Billige Kaffelager,
som begge lå på Hestetorvet.
Der er også restauranter og værtshuse at vælge imellem, hvor man kan mødes.
{{ img(path="rosk_hesttorv.jpg" class="high" caption="Hestetorvet ca. 1900-1950. En ramme for daglig handel, travlhed og begivenheder. Kilde: Fototeket, Roskilde Bibliotek.") }}
Familien Jensens barnepige, Yrsa,
valgte en dag at tage lille Lise og hendes yngre søskende på et af Hestetorvets værtshuse
i stedet for at lufte børne på Klostermarken,
hvilket havde noget at gøre med en tjener hun kendte.
Den treårige Lise blev bragt over dørtrinnet til en broget verden,
der fascinerede, og tjente en femøre.
Det medførte furore i hjemmet og ny barnepige.
##En pæn opvækst
Lise Jensen voksede op som den førstefødte i en borgerlige familie,
og som pige, hvilket i følge hende selv ikke var faderens forventning.
Faderen blev grosserer og moderen drev modeforretning i Algade,
og så var der nogle grænser.
Der er ting pæne piger ikke gør,
forretninger, det var fint eller mindre fint at handle i,
der var krav til påklædning, pli og den rette måde at tale på.
Man skulle gå til dans og gå på de rigtige skoler,
hvor man lærte korrekt dansk.
Uskrevne love bestemte man så socialt,
og små tegn markerede, at man hørte til i det rette selskab.
Det kræver indsats at opretholde den pæne façade,
og det ideal må lide skibbrud, hvilket giver sig udslag i snobberi,
krumspring og bortforklaringer i provinsbyens lille verden.
Den honette stræben er fuld af drama og komik,
som grosserdatteren først afkodede og senere beskev.
I Lise Nørgårds verden er det ofte mere fatalt at lade sig styre af konventionerne
og følge den slagne vej, end det er at bryde dem.
Det er nok også nemmere, når man kommer fra en god familie.
En del af den borgerlige stræben er også at bo på den rette adresse,
og familien flyttede til villaer ved Klostervænget og Skovbogårds Allé,
men hun havde stadig sin gang på Hestetorvet og i Algade.
{{ img(path="hestetorvsguidning.jpg" class="high" caption="Hestetorvet af i dag med artiklens forfatter, som guider, ved krukker og station i baggrunden.") }}
##Hestetorvet i dag
I dag er Hestetorvet det første, man kommer til fra Roskilde Station,
hvis man ikke tager tunnelen eller Jernbanegade.
Det er et trekantet torv,
der skråner nedad mod Algade med store kunstneriske keramiske krukker i midten
og loppemarkerer i sommerhalvåret.
Der er ikke andre heste end dem, der er på Hestebrønden,
udført i 1935 af Karl Hansen Glem.
I 1962 blev det før så livlige torv udgravet
og forsynet med et parkeringsanlæg i to etager,
og jernbanehotellet forsvandt, som hestene havde gjort før det.
Bilen ejede pladsen frem til 1994.
Siden 1998 har Peter Brandes kunstneriske krukker pyntet op.
De er finansieret af Stryhns,
som har tjent en formue på leverpostej.
Så landbruget og de store forretningsgenier er på sin vis stadig til stede.
Nu til dags kan man også vælge at gå på café i Emmerys eller på Kaffekilden.
Og der er flere slags sandwich og shawarma at få.
Egentlig kan man også vælge fra dag til dag,
om man handler på gågaden, kører i shoppingcenteret på Ros Torv eller andetsteds.
Parkering i Roskilde er i øvrigt stadig et emne for debat.
{{ img(path="roskildebykort1935.jpg" class="high" caption="Den østlige del af Roskilde by i 1935 mellem Hertetorvet og Domkirken. Hovedgaden er Algade, der fortsætter i Skomagerstræde på den anden side af torvet (i dag Stændertorvet). Lise Nørgaard skrev, at man tilstræbte at tale rigsdansk på disse pæne adresser, men nede ad sidegaderne talte man roskyldsk.") }}
##Følg Pengene i Algade
Algade er Roskildes fornemste gade.
Her fandtes i 1935 guldsmed, urmager og Fotoeksperten, som var dyrt eller nyt,
og de gammeldags steder var kurvehandelen og sadelmageren.
Man kunne finde arkitekter, ejendomsmægler og flere fiske- og ostehandlere,
elartikler, tobaks- og kaffebutikker, snedkere og autokørsel.
Hvis man var i det humør, kunne man kigge på gravmomumenter hos Chistian Glem
(selve stenhuggeriet lå og ligger i Jernbanegade).
Rivalisering mellem Damernes Magasin og Skjerns Magasin
– og mellem Korsbæk Bank og Omegnsbanken –
står centralt i handlingen i Matador.
Damernes Magasin ligger på Algade 14 i Korsbæk.
Det bliver senere i TV-serien til Omegnsbanken,
som Mads Skjern får sin bror Kresten til at åbne.
Roskildes Algade 14 var til gengæld adressen for den gamle og fine Roskilde Bank.
Der prøvede Harry Jensen at få et lån, hvad der ikke lykkedes.
Lises far skulle dog ikke oprette egen bank,
men flyttede sine forretninger over i den nyoprettede Roskilde Landbobank i Algade 1.
Fru Olga Tønder Jensen flyttede solidarisk sine betydelige midler over i denne bank.
Danske Bank har overtaget hovedsædet efter Roskilde Banks krak i 2008,
der skyldtes fejlslagen ejendomsspekulation.
Penge – og mangelen på penge – har også dramatisk potentiale.
I Matador investerer herr Schwann i at blive respektabel partner i Damernes Magasin
– og ender med at blive snydt for æren og miste indsatse.
Han ender sine dage med at slide trapper som inkassator,
en rolle i borgerskabets prækariat.
I Roskildes Algade anno 1935 var der tre inkassoburauer, mellem advokater og assurandører.
For med alle de muligheder for indkøb var der altid regninger at drive ind.
Nyeste Mode i metervis
Der var altså ikke tøjbutik i nr. 14.
Men naboerne husede i 1935 Engelsk Beklædningsmagasin i nr. 16
og Paris Modehandel i Algade 12.
Det mondæne Paris delte i øvrigt adresse med Højskolehjemmet,
der ifølge Lise Nørgaard besad byens værste mødelokaler med nogle gyselige vægmalerier.
I Algade fandt man filialer af de københavnske stormagasiner
Magasin og Chrome og Goldschmidt.
Den sidste lå i nr. 11,
lige hvor statue-bænken med Lise Nørgaard er i dag.
På den anden side af smøgen i nr. 13 ligger Hotel Prinsen,
hvor Lise gik til dans i Guldaldersalen.
Der var mere tøj at købe i Uldvarehuset, hos tre trikotagehandlere,
et par herreekviperinger og lingeributikker,
og man kunne få syet og modificeret hos seks skræddere med adresse på Algade.
Hans Pedersens Trikotageforretning i nr. 22
var også agentur for Singer symaskiner for dem, der syede selv,
og for private kunder.
Lises mor drev modebutiken Maison i Algade 18.
Altså indtil hun afhændede den for at blive husmoder,
hvad folk fandt helt naturligt,
bortset fra den ældste datter.
Kvindernes muligheder – når de udfordrede grænserne – er det andet store tema i Matador.
{{ img(path="rosk_maison.jpg" class="high" caption="Modebutikken Maison i midt 1920’erne, drevet af Olga Tønder Jensen, og en reklame for butikken – en 20’er model.") }}
I Lise Jensens formative år var der meget at vælge imellem i Algade.
Der var også kontrast mellem de fine facader
og gårdene med bindingsværkshuse, værksteder og hønsehuse.
Mange baggårdsmiljøer er forsvundet til fordel for butikker,
der fortsætter langt ind bag facaden.
Men man kan også finde passagerne og komme til parkering,
eller man kan finde frem til Kulturstrøgets smutveje,
der er blevet åbnet gennem 2010’erne og løber parallelt med Algade på den nordlige side.
TV-seriens Algade i Korsbæk var selfølgelig især opbygget hos Nordisk Film i Valby.
Og hvor Lise Nørgaard var kvinden med historien,
var Erik Balling manden, der mesterligt realiserede,
især på settet, men også med brug af bygninger i hele Danmark.
Også det er med til at gøre Korsbæk så bekendt.
Læs artikel i Vejviseren om Erik Balling og hans brug af locations når han filmede i København
Historier i Hersegade
Lise kom til at arbejde i Hersegade.
Det er en gade med huse i to-tre etager,
hvor der var sagførere, skindhandel, saddelmager
og en trævarefabrik og tømmerhandel samt et par avisredaktioner.
Hersegade løber fra Algade, lige om hjørnet fra Maison til Jernbanegade,
og lige om hjørnet fra Jensen og Christiansen,
hvor Lises fars grossererfirma, Jensen og Christiansen, lå.
Her havde hun i øvrigt fået lov at arbejde på kontor
efter et mislykket forsøg på at sende hende på Husmoderskole i Sorø.
Grosserer Jensen kunne ikke leve op til sin viljestærke datters ønske
om mening og selvstændighed i arbejdet,
og købmandslære kunne der ikke blive tale om for en pige.
Det var nemt ikke at leve op til fars forventninger
– hvilket også er et tema i Matador.
Heldigvis kunne Lise Jensen klare sig uden den accept.
Far var selvfølgelig også utilfreds med,
at hun søgte ind på Dagbladet, som var et venstreblad,
når han nu selv var konservativ.
{{ img(path="dagbladroskilde.jpg" class="high" caption="") }}
Man kan se Dagbladets navnetræk på hjørnet af Grønnegade,
hvor Lise Jensen som 18-årig startede sit professionelle virke som journalist i 1935,
og det var faget og arbejdsfællesskabet, der tiltrak hende.
Som alle provinsbyer var der i 30’erne fire aviser.
Den radikale Roskilde Tidende var den største med ca. 7000 abonnenter,
og Dagbladet havde 5000 faste læsere.
Det gamle Roskilde Dagblad fra 1829 var mindre inspirerende med 1600 abonnenter.
Grosserer Jensen læste ifølge datteren alle tre lokale aviser,
uden at tingenes tilstand i Roskilde blev udfordret.
Den sidste avis i byen var Socialdemokraten med 2000 abonnenter i byen.
Den havde også havde redaktion i Hersegade, men den havde ikke eget trykkeri i Roskilde.
Dagbladet (og Roskilde Avis) eksisterer i dag som del af Sjællandske Nyheder (SN)
med en lille lokalredaktion i Roskilde.
Hun valgte en karriere, som hun holdt fast i og udviklede sig indenfor,
sådan som hun har beskrevet i “De Sendte en Dame”, andet bind af selvbiografien.
Hun oplevede livet i byen fra en ny vinkel og kom ud i oplandets landboforeninger.
Senere blev hun fru Nørgaard, men fortsatter med at arbejde.
Under Anden Verdenskrig var hun vidne til besættelse, uventet heltemod og forræderi.
I 1949 flyttede hun til Hovedstaden og kom ind på Politiken.
Hun blev meningsdanner, skilt og gift igen,
blev forfatter og rejste ud i verden.
Hendes farvel til Roskilde falder nogenlunde sammen med
det sidste afsnit af Matador, hvor serien runder af i 1948.
{{ img(path="gustavwiedbar.jpg" class="high" caption="Efter turen med Lise Nørgaard kigger vi ned i historien – eller dybt glasset. Billede fra Gustav Wieds Vinstues facebookside.") }}
Personer i en nærmere fjern fortid
Skråt over for Dagbladets bygning i Hersegade ligger Gustav Wieds vinstue i en bygning fra 70’erne.
Her et godt udvalg af øl og en forbindelse til en anden forfatter,
der skildrede det borgerlige og skæbner i provinsbyen i sine romaner som Livsens Ondskab fra 1899.
Her er ironien skarpere og smilet mere bittert.
Men man kan nemt forestille sig den sarkastiske Tolder Knagsted
og den sentimentale Lærer Clausen høre til i Korsbæk,
blot en generation før.
Ligesom med Matador var der spekulationer om, hvem karaktererne var baseret på.
Lise kendte fx antikvitetshandler Mellerup,
der efter sigende stod model til Thummelumsen.
Hos Gustav Wied er han småkårsmanden,
der bla. er tjener i Ædedolkenes Klub.
Han vinder den store gevinst i lotteriet og køber barndomsgården tilbage,
men – typisk nok – finder han ikke lykken.
Mellerup måtte finde sig i at være Thummelumsen,
og det var ikke værst for forretningen.
Men Gustav Wied kunne man ikke spørge,
for han tog livet af sig med cyankalium i 1914.
Den djævel, der fik ham til at skrive så skarpt, havde lange kløer.
Ædedolkenes Klub fra Wied er kalkeret over en af Roskildes foreninger.
Og Lise og hendes søskende havde selv lejlighed til at overvære
deres festligheder ved haverestauranten Trægården
og lave nogle små numre, hvilket (igen) skaffede hende problemer med forældrene.
{{ img(path="roskildetraegaarden.jpg" class="high" caption="Restauranten Trægaarden var ramme for bla. fester for Ædedolkenes Klub. Den lå tæt på Klostervang, hvor familien Jensen boede på et tidspunkt.") }}
Lise Nørgaard har indrømmet at en central person i Matador
faktisk er inspireret fra Roskilde, selvom han kun omtales.
Tante Møghes afdøde mand skal være inspireret af Fernando Møller (1854 – 1924),
der var grosserer og levemand med forkærlighed for hurtige heste.
Passende nok boede han i Algade 60 lige efter Hestetorvet,
ikke langt fra Lises første barndomshjem.
I 1899 hørte Gustav Wied fra Antikvitetshandler Mellerup
at Fernando Møller ville leje sin førstesal ud,
og sørgede for at forfatter Agnes Henningsen og børnene kunne leje sig ind her.
Det var en anden kvinde, der overskred grænserne for det respektable, og hun gjorde det generationen før Lise.
I slutningen af 1920’erne blev Lise og hendes søster
til tider sendt på visit hos enkefruen,
der fortalte historier om sin statelige mand og hans elskede heste.
Et minde om den passion ser man på den målskive, han fik lavet,
da han var blevet Fulglekonge år 1900,
hvor man ser ham i fuld fart med travhest og vogn.
Lise voksede op med åbne øjne og ører i en by,
hvor der allerede var karakterer, historier, selskaber og sammenhænge.
Og det er den verden, hun har givet videre.
{{ img(path="fernando1900.jpg" class="high" caption="") }}
Fortsæt til beskrivelsen af byvandringen Madador på Algade – Lise Nørgaards Roskilde.
Kilder
Lise Nørgaard: Kun en Pige og De Sendte en Dame (selvbiografi i to bind)
Volmer – Portræt af en Samfundsstøtte (1970)
Matador (TV-serie, 1978-82)
Brian Christensen: Mit Roskilde – 10 personligheder fortæller. (2011)
Eva Tønnesen: Gæve og grumme mænd i Roskilde, Årbog for Historisk Selskab, Roskilde (2018)
Gustav Wied Selskabet
Roskilde Fulgeskydningsselskab om Fernando Møller
Lotte Fang: Agnes Henningsen i Roskilde (1905)
"""]]
