[[!meta title="Havfruens stumme skrig"]]
[[!if test="included()" then="""
[[!img havfruepling.jpg jpg size=500x class=solo]]
For 50 år mistede Den Lille Havfrue hovedet, og siden har
verden været af lave. Byvandringen markerer jubilæet for
provokationens gennembrud og idyllens død i Danmark. Artiklen
gransker motiverne for Jørgen Sørøver, der har tilstået
forbrydelsen, og ser på de mysterier der gemmer sig i
kølvandet af en kunstforbrydelse.
[[Læs mere...|/vejviseren/havfruedigt]]
"""
else="""
Havfruens stumme skrig
Det var et chokerende billede der gik verden rundt i 1964.
Københavns berømte Lille Havfrue berøvet sit hoved. Et åbent
ar til det hule indre af Evald Eriksens bronzestatue fra 1913.
Det var som et råb om tiders undergang. Provokationens
gennembrud og et dødsmærke på den danske idyl. Et varsel om
sære tiders komme?
Eller bare et stykke åndsforladt hærværk?
[[!img sepiamermaiddecap.jpg class=solo]]
Voldsomheder i Vandkanten
[[!template id=note text="""Solen var endnu ikke kommet frem,
da hun saae Prindsens Slot og besteg den prægtige Marmortrappe.
Maanen skinnede deiligt klart. Den lille Havfrue drak den
brændende skarpe Drik, og det var, som gik et tveægget Sværd
igjennem hendes fine Legeme, hun besvimede derved og laae, som
død.
(HC Andersen: Den Lille Havfrue, 1835)
Jeg købte seks nye klinger af hærdet stål til min nedstryger,
lejede en lille båd af typen: jolle med påhængsmotor og et
godt anker. Iført lange lystfiskerstøvler hægtet til livremmen
sejlede jeg fra Burmeister og Wain-siden af havneudløbet og
satte kursen mod Langelinie, hvor Den Lille Havfrue sad og
tronede på sin Stenalderdysse.
(Jørgen Nash: Havfruemorderen krydser sine spor, 1997)"""]]
[[Introduktion til Københavns Havfruer skrevet ved Havfruens 100-årsdag i 2013|//vejviseren/havfrue100aar/]]
Historiens savtakker
1964 bliver skæringspunkt mellem Efterkrigstid og Oprørstid.
Havfruedrabet er prolog til et halvt århundredes kunstneriske
kampe og storm mod ikoner og autoriteter.
På havfruens halshugningsdag var jeg personligt halvandet år
gammel, og jeg er ikke bevidst om en tid UDEN oprør og slag i
borgerdejen. Intet år uden protester, indskrifter på vægge,
slagord, og tvivl kastet tilbage på alle autoriteter.
Litteraten Frederik Stjernfelt øver ”Kritik af den Negative
Opbyggelighed” (2005, i samarbejde med digteren Søren Ulrik
Thomsen). Han går i rette med et kunstsyn, hvor kunstneren
retfærdiggøres ved primært at være oprører. Vendinger som at
”overskride normer”, ”chokere publikum”, ”nødvendige
provokationer”, ”tale Roma midt imod” og så videre er blevet
til dagligdags reklameslogans for de mest bovlamme præstationer.
Nu var det ikke en bovlam præstation, Jørgen Nash tilstår at
have lavet den tågede aften i 1964. Aktionen, som Nash kalder
sit ”Havfruedigt” beskrives som en teknisk svær bedrift. Det
var ikke let at være kunstnerisk oprørerer dengang. Det var de
færreste der faktisk opdagede kunstnernes forsøg på at provokere.
[[!img CO-Ritus1962.gif size=500x class=solo caption="Det kunne være en kold tjans at provokere i tresserne. Her er fire kumpaner fra gruppen co-ritus under en aktion i 1962: Jørgen Nash, Hardy Strid, Jens Jørgen Thorsen og Dieter Kunzelmann. (Kilde: Modkraft)"]]
En forbrydelse kræver et offer
Dette digt – Havfruedigtet - blev opdaget modsat så mange
andre provokationsforsøg. Når attentatet vakte opsigt, var det
fordi det ramte den uskyldsrene offentlighed, der ikke til
daglig gik og overvejede kunstens væsen.
Min turistførerkollega Cai Dollerup – der også førte turister
i sin ungdom - var ude med en en Royal Tour den dag:
Jeg husker stadig, hvilken stilhed der faldt over bussen, da
jeg på en forårstur havde fortalt havfruens historie og slog
ud med arme og ben og så omsider fik kigget på hende. Der sad
hun på stenen i sin bekendte stilling, men aldeles uden sit
hoved den 25. april 1964. Det var mildt sagt en ganske uventet
overraskelse. Havfruens centrale placering i turistens
oplevelse af København betød, at jeg var ret forarget over
udåden, og dagen efter var jeg ude for at se den lemlæstede
statue sammen med flere tusind andre mennesker. Der var en
tyst begravelsesstemning over det hele. Det blev politiets
mordafdeling, der kom på sagen.
Meget hurtigt blev statuen transporteret til Lauritz Rasmussens
Bronzestøberi i Rådmandsgade, hvor et nyt hoved skulle
modelleres, støbes og sættes på, så ”kunstværket” var snart
usynligt for offentligheden.
[[!img bronzestoeber_Rasmussens_gaard_Noerrebro_1964_medium.jpg size=400x class=solo]]
Nu blev Havfruedigtet konceptkunst, hvor medierne spillede en
hovedrolle, og omtalen blev vigtigere end ”værket” selv.
Selvfølgelig voksede interessen ved idéen om at hovedet var
derude.
Og det blev en del af komedien, at politiets mordafdeling blev
sat på sagen. For hvem var offeret så? En statue? Et eventyr
af H.C. Andersen? Det nationale image? Eller publikums følsomhed?
Det rigtige hoved blev eftersøgt – på Københavns tage – i
Horsens Fjord – i Utterslev Mose, på gravhøjene i Jelling og
inde i en buste lavet af Jørgen Nash. Denne kunstner udtalte
sig kryptisk om at vide, hvem gerningsmanden var. Han kom i
politiets søgelys og pressens fokus. Både i 1964, og da sagen
igen blussede op i 1966.
Det var i sandhed et gennembrud for provokationen som kunstart.
[[!img havfruepling.jpg size=600x class=solo caption="Havfruedigt eller Hærværk - giv dit bidrag på den Situationistiske byvandring 24.2 2014 - kl. 19.00 fra Nyhavns Mindeanker."]]
En tilståelsessag?
Efter af have savet to tommer ind i halsen på vores
verdensberømte bronzepige med fiskehale og spidse bryster
knækkede klingen, som sikkert var overophedet og slet ikke
kunne klare mit hidsige tempo og kriminelle mål: Hovedjæger
i nattens mulm og mørke.
Sådan skriver Jørgen Nash om den første nats forsøg på at
aflokke Havfruen sit hoved ”en veritabel fiasko fuld af mange
smerteminutter og forsmåede aggressioner”. Det er i
selvbiografien fra 1997 Havfruemorderen krydser sit spor,
der beskriver kunstnerens vej på tværs af det 20. århundrede.
Det er et blandet dokument, der kommer omkring skabelse, sex,
kunstværker, venskaber, fjendskaber, galskaber. Sporskifter og
manifester der afløser hinanden. Uh, hvor kan han lange ud
efter etablissementet, kunstneriske fjender, pompøse
professorer og en enkelt ekskone. Men havfruen - hvis hoved han
tilstår at have savet af - omtales altid med en stor respekt.
Man er i spændende selskab med Jørgen Sørøver, som han ofte
kalder sig selv. Til tider anstrengende selskab. Men man får
serveret meget mere end fortællingen om et overlagt mord
begået med nedstryger.
Jørgen Sørøver havde lang erfaring med drengestreger, kunstgreb
og illegal aktivitet. Under besættelsen deltog han i
modstandskampen, men var også på venlig fod med Edderkoppen,
den berygtede sortbørskonge.
[[!img edderkoppen.jpg size=500x class=solo caption="Hvilke numre havde Jørgen Sørøver lært af den kriminelle kunstkregler Svend Aage Hasselstrøm, berygtet som Edderkoppen?"]]
Vi starter vandringen den 24.4. i Nyhavn, og besøger kvarterets
kroge i et senere nummer af Vejviseren.
Og så må vi tro på at Jørgen Sørøver taler sandt – i denne sag,
som i så mange andre.
Sammenlignende Vandalisme
Jørgen Nash bror er den kendte Asger Jorn. Trods nogle
modsætninger forfulgte de samme spor. Jorn stiftede sågar
”Institut for sammenlignende Vandalisme”. Jorn malede figurer
på gamle malerier, og ødelæggelsen af det banale kunstværk er
anerkendt som kunst.
[[!img Jorn_Den_foruroligende_aelling.JPG size=500x class=solo caption="Asger Jorn - 'Den Foruroligende Ælling'. Hvad enten det er Store J. eller Lille J. der er på spil, så må HC Andersen holde for. (Kilde: Museum Jorn; se link for neden)."]]
På Statens Museum for Kunsts udstilling "Rastløs Rebel" kan
man blive klogere på Store J. Det er påfaldende at
udstillingens titel spiller på netop kunstnerens virkelyst og
oprørsånd – mere end for den kaliber hans værk havde. Er det
Den Negative Opbyggelighed der er på spil her?
Kan man sammenligne ”Havfruedigtet” af Jørgen Sørøver med
storebror Asgers overmaling af et gammelt skilderi, der ellers
nok bare havde stået og samlet støv i et hjørne? Den Lille
Havfrue er og var et kendt og elsket værk, som mange har følt
en art ejerskab af.
Begge er lavet med en hilsen til H.C. Andersen. Formatet er
ganske forskelligt. Er frækheden det også?
Men spørgsmålet er det samme. Kan der opstå kunst ved
destruktion af kunst? Enten siger man nej: Det er blot og bart
hærværk. Eller også siger man ja, og så åbner man op for en
afgrund af spørgsmål og tvivl.
Er det budskabet, der kom ud af det åbne svælg på den hovedløse
havfrue den 25.-4. 1964?
Al kunst er svær – ellers var det ingen kunst
(Storm P.)
Havfruedigtet taler stadigvæk på tværs af 50 år, der
hovedsagelig er i provokationens tegn. Den blotte idé er så
barok, at kunstværket opstår i hovedet på den der hører om det.
Det har endda inspireret til en gentagelse i år 1998, som var
virkelig uoriginal.
Havfruen i eventyret bliver stum som prisen for at stræbe
efter kærligheden. Selve statuen ser sky og sorgmodig til
siden. Men historien talte ud af det hul, hvor det oprindelige
hoved sad. Nu sidder hovedet på igen, og Havfruen er fyldt med
cement, så der ikke er flere der finder på at gentage
Havfruedigtet..
Det skal ikke holde byvandring.nu fra at diskutere aktionen i
al sin rædsel – og hvad den betyder. Og tage bestik af, hvor
meget verden har ændret sig fra 1964 til i dag.
Mødested er ved Nyhavns Mindeanker 24.-4. kl. 19.00. På
vandringen dertil passeres Amalienborg, og der kastes et blik
på Operaen og andre seværdigheder.
Henvisninger
Hvordan kom havfruerne til København?
[[Se den tidligere artikel om havfruer i Vejviseren, skrevet ved Havfruens 100-årsdag i 2013|//vejviseren/havfrue100aar/]]
H.C. Andersen: Samlede eventyr (Den Lille Havfrue udgivet i 1835).
Jørgen Nash: Havfruemorderen krydser sit spor (Aschehoug 1997)
Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den Negative Opbyggelighed (2005)
Pablo Henrik Llambías: Turistattraktion, (Informations Forlag 2001)
Linda Petersen: Expect Anything, Fear Nothing, fra Modkraft (2011)
Hvad Skovsøen Gemte. Artikel om overmalinger mm på Museum Jorns hjemmeside
Udstillingen Rastløs Rebel om Asger Jorn på Statens Museum for Kunst forsætter til d. 15. 6. 2014.
[[!img photoopportunity.jpg size=500x class=solo]]
[[!template id=note text="""Havfrue i blitz og modlys
Jeg kender mennesker der er fortørnede over, at netop Havfruen
skulle repræsentere København, som deres by. Kunstelskere
kan ærgre sig over den gode kunst, turisterne IKKE får set. Og
Visit Denmark – tidligere Danmarks Turistforening – prøver at
brande sig på mange moderne og spidsfindige måder. Men de må
gang på gang falde tilbage på H.C. Andersen og hans værk.
Pablo Henrik Llambias skriver om turistorganisationens
halvhjertede accept af at Den Lille Havfrue, som ”til nød kan
repræsentere alt det, som man gerne vil bryste sig af:
velfærdssamfundet, retssikkerheden, hyggen, gæstfriheden,
kulturen, naturen, men som mest af alt blot repræsenterer sig
selv og derved føjer sig ind i den række af etisk værdiløse
photo opportunities, som den bevidstløse masseturist læsses af
til over hele verden, og som knap får dem til at ænse, hvor de
befinder sig.”
Som turistfører kan jeg tilføje at denne photo opportunity
ikke bare eventuelt er ”etisk værdiløs”. Den er også
enestående ringe. Stort set alle turister ankommer om
formiddagen, idet krydstogtsskibene lander om morgenen, og
Langelinie er det første og obligatoriske stop. Ud over at
der er menneskemængder om formiddagen er der også modlys –
og Havfruen befinder sig neden under beskueren – og det er
nærmest umuligt at få et ordentligt billede, uden at opholde
de andre elementer i horden af turister. Som ikke har meget
andet at gøre her, end lige at fotografere."""]]
"""]]
[[!tag blog vejviseren]]