[[!meta title="Frederiksberg og Vesterbro - To Byer"]]
[[!if test="included()" then="""
[[!img sanssoucifrb.jpg class="blog" link="vejviseren/frederiksberg_vesterbro/"]]
Enevældige konger, byggemestre, spekulanter, kulturfolk og politikere
har haft en finger med i spillet, når Vesterbro og Frederiksberg er
blevet to forskellige slags byer. Og digterne beskriver forskellene.
[[Læs mere ...|vejviseren/frederiksberg_vesterbro]]
"""
else="""
Frederiksberg og Vesterbro - To Byer
af Thomas Warburg, historiker
’Du, Hauge! strækker kølig dine Arme
mod Vandreren, som kommer
I støvethede Sommer,
At undgaae Solens alt for stærke Varme.
Han veed, at du vil skienke
Ham Hvile paa de perlematte Bænke.’
[[!img amicisvej.jpg class="high" caption="Det landlige Frederiksberg viser sig stadig på Amicisvej, en sidegade til Frederiksberg Allé, opkaldt efter en fyrværkerimester.
Frederiksberg er både fredelig og festlig."]]
Vi er i landlige omgivelser. Vi er i Frederiksbergs Have.
Oehlenschlæger var i det romantiske hjørne,
da han skrev digtet ’Frederiksberg’ i 1817.
Guldalderen bruser mellem Frederiksbergs spredte landsteder.
Vi mærker det ubekymrede menneske i naturen, og vi fornemmer straks,
at Oehlenschlæger var hjemmevant på den del af Frederiksberg.
Hans far var organist ved Frederiksberg Kirke og havde derfor nøgle til Jernporten,
som fra 1785 havde adskilt Frederiksbergs Alle fra København.
Frederiksbergs Allé bliver anlagt i 1700 som kongens og hoffets egen vej
til det nye Frederiksberg Slot.
I slutningen af 1700-tallet dukker flere lystejendomme op langs alleens nordlige side.
Sommerro, Vennersly, Sommerlyst, Sans Souci, Alléenberg, Allenlyst og St. Thomas.
I dag står kun navnene tilbage.
Fra 1870’erne udstykkes landejendommene til mindre jorde – stadig med god plads til stor villa og stor have.
[[!img sanssoucifrb.jpg class="high" caption="Sans Souci (Sorgenfri på fransk) er et typisk herskabeligt byggeri ved Frederiksberg Allé."]]
I 1857 åbnede forlystelseshaven Alhambra på alleen.
Georg Carstensen var raget uklar med sin egen ledelse i Tivoli
og prøvede nu igen at skabe et forlystelsessted ved indgangen til København.
Det nye sted stod først klar efter hans død og blev ikke nogen større succes.
Ideen med forlystelsesetablissementer på denne del af Frederiksberg hang dog fast,
og i dag er Frederiksbergs Allé hjemsted for flere teatre.
Ved St. Thomas Plads fejrer Frederiksberg sin historie og selvstændighed fra 1857.
Noget andet end resten af København.
På monumentet mindes vi om andre vigtige begivenheder og årstal,
der har været med til at forme byen.
Fra 1901 blev byen helt omkranset af Københavns Kommune.
Naboerne på Vesterbro dukker først for alvor op i sidste halvdel af 1800-tallet.
Her bygger spekulanter boliger til den eksplosivt voksende arbejderbefolkning i København.
Der blev bygget dårligt, tæt og hurtigt. Lys og luft mellem boligkarrerne var der sjældent råd til.
[[!img oehschlaegersgade2019.jpg class="high" caption="Oehlenschläger voksede op i landlige omgivelser,
men gaden der er opkaldt efter ham er typisk for arbejderkvarteret Vesterbro.
Han voksede op i et hus for enden af den nuværende gade, lige over for Jernporten, der førte ind til det kongelige Frederiksberg."]]
Livet tog sig vidt forskelligt ud i København og på Frederiksberg.
Der kom til at gå en usynlig linje imellem dem.
Linjen går lige gennem Det ny teater. Da teatret åbnede i 1908 havde det derfor to facader.
Den fine side mod borgerskabet på Frederiksberg, og den mere løsslupne mod det folkelige Vesterbro.
Lidt derfra fanger Dan Turèll stemningen i Storby-Blues fra 1977:
’ Jeg kunne have levet et helt liv i Istedgade
Og somme tider synes jeg at jeg har gjort det
Og at det ikke var noget dårligt liv
Istedgade har sin egen rytme
En rytme som er lidt hæs lettere hærget lirekasse
Der ikke desto mindre spiller videre og stadig kan dreje sine valser
Til fornøjelse for de forbipasserende
Og der er to slags mennesker i Istedgade
I hvert fald i min del
Den del der er natværtshuse og live-shows
Og der er to slags: de der hører til der
Og de der kommer
De der hører til er luderne der hænger i dørene
Eller afventende står på gadehjørnerne og tilbyder sig
Uden videre undseelse men også uden videre blink i øjnene
De står dér og sælger sig som var de den fede mand i natkiosken
Der med de samme indifferente øjne sælger bajere og cigaretter på nøjagtigt samme måde
Og den slags øjne er der mange af i Istedgade
Alt séende og intet sigende øjne
Øjne der er vant til denne gade og dens særlige liv
Øjne der har sét så meget trækkeri og så mange fulderter
Så mange overfald slagsmål og pludselige politirazziaer at de ikke længere spærrer øjnene op
Bare bliver registreret
På samme måde som hvis øjnene var blevet til et kasseapparat
Det er vel det de er
Øjnene er ludernes kasseapparat og natkioskindehaverens kasseapparat
[[!img nyteatervbro.jpg class="high" caption="Teatre og underholdningsetabilssementer har bydelene til fælles.
De noget afklædte damer er de tre gratier, der kroner det Ny Teaters kuppel ud mod Vesterbro Torv.
Passerer man gennem bygningen, er man på Frederiksbergsiden, hvor bygningen smykkes af en krone ud mod den mere royale bydel."]]
Enevældige konger, byggemestre, spekulanter, kulturfolk og politikere
har gennem tiden blandet sig i byudvikingen. I starten af 1800-tallet
blev Frederiksberg omtalt med Oehlenschlægers natur og romantik.
I slutningen af 1900-tallet er det nu Turèlls socialrealisme,
der indfanger stemningen et stenkast længere ind mod byens centrum.
De to byer udviklede sig vidt forskelligt – side om side.
Nu har vi med Frederiksberg og Vesterbro fået to meget forskellige kvarterer
med meget forskellige mennesker. Kun adskilt af en usynlig kommunegrænse på et kort.
"""]]
[[!tag blog vejviseren]]
[[!tag artikel]]
[[!meta date="2019-05-15"]]
