+++
date=2018-03-28
title="Kierkegaard og Corsaren – skandale i 1840’ernes sociale medier"
[taxonomies]
tags=[
"blog",
"vejviseren",
"artikel",
"personer",
"guldalder",
"goldschmidt",
"kierkegaard",
]
+++
[[!if test="included()" then="""
{{ img(path="sakstamp.jpg" class="solo" link="/vejviseren/corsaren") }}
Kampen stod på ord og tegninger, da Søren Kierkegaard og Satirebladet
Corsaren kom i klammeri. Læs en lidet opbyggelig historie om fordækte
identiteter, ære, sygelig nærtagenhed, skæve bukseben og en strid
mellem klassiske dyder og moderne manerer.
[[Læs mere...|/vejviseren/corsaren]]
"""
else="""
Kierkegaard og Corsaren – skandale i 1840’ernes sociale medier
Fejden mellem Hin Enkelte og det gemene grin startede litterært,
men bredte sig til Københavns gader i de sidste år, hvor voldene
endnu stod.
[[!toc levels=1 startlevel=2]]
{{ img(path="guldalderkamp.jpg" class="solo") }}
Kampen stod på ord og tegninger, da Søren Kierkegaard og Satirebladet
Corsaren kom i klammeri. Læs en lidet opbyggelig historie om fordækte
identiteter, ære, sygelig nærtagenhed, skæve bukseben og en strid
mellem klassiske dyder og moderne manerer.
[[Tag en anden indgang til|artikler og ture om Søren Kierkegaard på byvandring.nu]]
{{ img(path="redlind.jpg" class="solo" caption="Mellem afsnittene: Nogle af de forskellige ansvarshavende redaktører - stråmænd som idealister - der figurerede på Corsarens titelblad over årene.") }}
Den berømte fejde
Søren Kierkegaards strid med satirebladet Corsaren forløber i årene
1845-46 og er en af de mest omtalte litterære fejder i Danmark.
Den begyndte med en anmeldelse og endte med bitre angreb og karikaturtegninger.
Latterliggørelsen står som en kontrastfuld kommentar
til filosoffens verdensberømte skrifter.
Da der kun eksisterer få portrætter af Kierkegaard,
er P.C. Klæstrups satire-skitser fra 1846 blevet ikoniske for Kierkegaards eftermæle.
{{ img(path="sakcorsar.jpg" class="solo") }}
Var Søren Kierkegaard sygeligt nærtagende? Var han offer for en regulær
smædekampagne? Hvad var på spil i det opgør, der udspillede sig i
København to år før enevældens endeligt.
I moderne sprogbrug kan man påstå, at Kierkegaard fik sig rodet ud i
Danmarkshistoriens første shitstorm, og fik sit offentlige image smadret
i datidens sociale medier. Det er også en alt for let måde at berette om
omdømme og offentlig mening, dæknavne og drilleri i 1840’erne.
[[Læs mere om P.C. Klæstrup, manden der spiddede Kierkegaard og Danmarks første bladtegner.|/vejviseren/klaestrup/]]
{{ img(path="redhansen.jpg" class="solo") }}
1840’erne venter på Verdens Omvæltning
1840’erne ligger uendeligt fjernt fra i dag. Affæren udspiller sig i en
by med 140.000 indbyggere og en endnu mindre intelligensia.
Respektabilitet var hver mands herre – og hver kvindes herre, da de
oftest ikke var personligt myndige. Det var en mellemtid mellem den
stivnakkede landsfader Frederik d. 6. og Grundloven i 1849.
Guldalderens elite gik op i titler, ordner og privilegier, og der var
nøje ritualer for hvordan en præst, en oberst eller en kongelig minister
skulle deltage.
{{ img(path="dagensorden.jpg" class="solo" caption="Den konservative avis Dagen var ofte målet for Corsarens spot. Her er det spidsborgeren, der håber på orden og avancement. Bemærk Vor Frues tårn og Rundetårn til højre i billedet.") }}
[[Læs i Vejviseren for 1845 om de komplicerede regler for rang, tiltaleformer og offentligt liv i perioden.|/vejviseren/vejviser_1845/]]
Datidens Europa blev regeret af konger, adel og bureaukrater, og magten
krævede respekt. Nogle håbede på en fremtid med mere frihed. Andre
frygtede fremtiden, og staten censurerede farlige ytringer. 1848 ville
blive året, hvor revolutionerne skyllede over Europa og førte til oprør,
krig, national begejstring, fyrsters fald og andre monarkers
magtovertagelse. I Danmark ledte det til demonstrationer, Folkestyre og
Treårskrigen mellem dansk og tysk i Slesvig-Holsten. Men alt dette lå i
den frygtede og forjættede fremtid, mens Corsaren og Kierkegaard
udvekslede giftigheder og bredsider i det herrens år 1846.
Endelig var det en tid med langt mellem nyheder og impulser, og hvor man
kunne få meget tid til at gå med rygter, litterære intriger og
tilbagevendende samtaler om det samme.
{{ img(path="kedsomhed.jpg" class="solo" caption="Perioden efter 1814 er blevet kaldt Guldalderen. Men det har været kedeligt at vente på fremtiden, uden meget adgang til nyheder. Så der har været tid til at gå op i småtterier, spekulationer og den blotte antydning af en skandale. Og på det punkt er perioden meget langt fra vores hyperstimulerede samtid.") }}
Lykkeligvis var det almindeligt i datiden at udgive sine skrifter under
pseudomymer – dæknavne. Så kunne man sandelig spekulere om, hvem der
stod bag hvad. Sådan gjorde kvinder der skrev romaner, for det kunne
man ikke stå ved direkte; sådan gjorde respektable borgere, der skrev
stykker til teatrene, men ikke ville røbe deres griller; sådan gjorde
Søren Kierkegaard, der benyttede sig af op til sytten forskellige
navne, hvilket både kunne dække over hans privatliv og være en del af
værkernes budskab.
(HC Andersen skrev under sit eget navn.)
{{ img(path="redbuch.jpg" class="solo") }}
Corsaren – sørøveren i andedammen
Ugebladet Corsaren var en åbenmundet og respektløs stemme i den
københavnske idyl, som gjorde grin med borgermusikken, legede kispus
med censuren og kommenterede bøger, teater og vejenes tilstand,
rivaliseringer mellem andre medier.
Corsaren (en corsar er en kaper eller sørøver) var et blad med
republikanske holdninger og respektløs, frisk og fesen satire og
vittighedstegninger, der havde 3000 abonnenter - et stort antal i
samtiden. Men bladet var ikke respektabelt. Faktisk blev ca. 20
procent af numrene inddraget af datidens censur. Hvilket også gjorde
at, bladet dyrkede en ironisk tone, så det var svært at sætte
fingeren på noget, det faktisk var forbudt at udtrykke. Fx roste
Corsaren kongehusets storhed ved at fortælle om det imponerende
antal skattyderfinansierede kongelige slotte. Det siges at ikke bare
politiinspektør Reirsen læste Corsaren for at se om det skulle
censureres, men endda at den dannede Christian d. 7. fik det til
gennemsyn.
{{ img(path="goldschmidt.jpg" class="solo" caption="Meir Aaron Goldschmidt som 30-årig, hvor han havde lagt Corsaren bag sig.") }}
Den drivende kraft bag Corsaren var den unge forfatter Aron Meir
Goldschmidt. Han var tidligere blevet frakendt retten til at udgive,
da han udgav Præstø Amts Tidende, Nestved Ugeblad og Callundborg
Ugeblad. Så han måtte udgive gennem betalte stråmænd som
ansvarshavende redaktører. En falleret urtekræmmer, en gammel søulk,
en idealistisk stud. mag. Navnene på Ansvarshavende Redacteurer
skiftede hyppigt, efterhånden om censuren fradømte den ene og anden
retten til at udgive blad.
Imens skrev Goldschmidt det meste af ugebladet. Andre forfattere
optrådte, og fx redigerede den unge litterat P.L. Møller bladet for
Goldschmidt, mens han sad en dom af, og senere var på udlandsrejse.
P.L. Møller var med på den æstetiske linje – bl.a. kritiserede han
Johan Ludvig Heiberg – men han delte ikke Corsarens republikanske
overbevisning.
{{ img(path="heibergkritik.jpg" class="solo" caption="Heiberg og hans mange kritikere. Søren Kierkegaard var bestemt ikke den eneste, der blev hængt til skue på Corsarens sider. Johan Ludvig Heiberg var smagsdommer og satirker med en skarp tunge, men han afholdt sig klogeligt fra at komme i klammeri med kritikerne.") }}
{{ img(path="redmorthensen.jpg" class="solo") }}
Flammeskrift ved juletid
P.L. Møller var en rastløs litterat med høje håb for sin fremtid.
Ved juletid 1845 udgav den lovende unge digter og kritiker et
”Æstetisk Årsskrift” ved navn Gæa. Blandt de mange bidrag er et
litterært essay af Møller selv, hvor et par af Kierkegaards bøger
blev diskuteret. Rammefortællingen foregik i digteren Carsten Hauchs
hjem ved Sorø Akademi. Omtalen var overvejende positiv, men Møller
kritiserer fortælleren i Forførerens Dagbog, som en person der er
blottet for "Følelse. Forstand. Vilje, beslutning, handling, marv-
og nervekraft - alt er gået op i dialektik, en steril dialektik,
der hvirvler om et uvist centrum ..." Søren Kierkegaard tog artiklen
i Gæa meget ilde op. Han skrev et ætsende indlæg på fem kolonner i
avisen Fædrelandet – under sit pesudonym Frater Taciturnus - hvor han
angreb P.L. Møller. Og for at sætte trumf på, så identificerede han
Møller med Corsaren. Ikke at Corsaren som sådan havde noget med det
ætsende portræt af forfatterens alter ego at gøre. Måske fordi
Corsaren symboliserede de uforskammede.
Måske er det, der særligt svider i artiklen i Gæa, en bemærkning om
det ”kvindelige subjekt” i romanen Skyldig – Ikke Skyldig, der
”lægges på den experimenterende pinebænk”. Hvis det er det der lå bag,
så er ligtornen, Møller træder på, Kierkegaards egen behandling af sin
forlovede Regine Olsen, som mange mente at genkende i Forførerens Dagbog
- som er den mest læste del af værket Enten-Eller. Det skriver Elias
Bresdorff i 1962 i bogen Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard.
Det er faktisk en væsentlig anklage mod Forførerens Dagbog, at den unge
pige bliver genstand for Johannes Forførerens projekt med at opdrage,
vejlede hende og gøre hende til et projekt. Samtiden var også fascineret
af, hvor meget fra bogen der havde baggrund i Kierkegaards faktiske
forlovelse, og Johannes og Cordelias forlovelse i Forførerens Dagbog.
Det skal dog siges, at virkelighedens Regine Olsen (senere gift Schlegel)
ikke lod til at have taget skade af forlovelsen med den mærkværdige
magister Kierkegaard.
{{ img(path="trainering.jpg" class="solo" caption="Da fejden var i gang skrev Corsaren om at Frater Taciturnus (Kierkegaard) giver instruktioner i hvordan man trainerer sin pige, her illustreret af Klæstrup. I tekst og tegning fremstår fortælleren, der vil udvikle og opdrage den unge pige, mildest talt ikke som noget stort eller skønt menneske.") }}
Det gik værre for P.L. Møller. Frater Taciturnus (Kierkegaard)
gennemhegler ham i Fædrelandet, og hans håb om en akademisk karriere.
Det er svært at forstå i dag, at det skulle være så farligt. Men sådan
spillede klaveret i den sene Guldalder. Møller forlod i 1846 Danmark og
døde 10 år senere i fattigdom i Frankrig. Han er senere erindret i
romanen ”Det er svært at dø i Dieppe” af Henrik Stangerup, en forfatter,
der selv søgte begejstringens, skandalens og eksilets vej.
I første omgang forbandt Kierkegaard ikke Goldschmidt med Corsaren,
muligvis ud af sympati for den yngre forfatter. Kierkegaard var kongetro
og konservativ og [[meget skeptisk over for demokrati og folkestyre|/vejviseren/sak_om_1848/]],
og havde kun foragt over for Corsarens holdninger. Af en eller anden
grund valgte han alligevel at 1) rode Corsaren ind i sit opgør med
Møller og 2) holde Goldscmidt ude af opgøret.
Men nu var fejden i gang. Og Goldschmidt kunne vel heller ikke lade
Kierkegaard sammenblande Corsaren og en midlertidig skribent.
{{ img(path="redkragh.jpg" class="solo") }}
Da Frater Taciturnis udfordrede Corsaren og hvad siden skete
I sin bandbulle mod Corsaren (og Møller) udtrykte Farter Taciturnus/
Kierkegaard ønsket om ”snart igen at komme i satirisere over ham
i et helt år”. Og det affødte en syndflod af bemærkninger, vandede
vittigheder og særligt karikaturtegninger af den kendte forfatter, så
han blev genstand for offentlig latterliggørelse. Det var da at
P.C. Klæstrup tegnede Kierkegaard i sin karakteristiske silhuet.
Tekst og billede gik sammen i drilleriet. ”Frateren” skriver fx at man
burde undgå at tale om Corsaren som man ”borgerligt bør undgå et
offentlig fruentimmer. Og det refereres trofast i Corsaren, hvor den
vandrende filosof, som en langbenet stork, søger at undgå en
Brolæggerjomfru.
I det store og hele blev Kierkegaard spiddet for sit krukkeri, og for
sit ønske om at være den, der taler og forklarer, og som har retten til
sandheden. Og selvom ikke al satiren er lige frisk, så gør tegningerne
deres virkning. Den vandreglade forfatter og filosof oplevede at blive
til grin blandt sjovere og gadedrenge. For med tegningerne var det ikke
kun det læsende og litterære publikum, der kunne more sig over ham.
Fra at være en person af et vist omdømme, og læst af dannede mennesker,
blev han en let genkendelige gadegalning. Det er som om han "mistede
nogle liv" og Kierkegaard blev en mere og mere bitter mand derefter.
I løbet af striden blev hans talrige pseudonymer officielt identificeret
som hans. Han blev med andre ord hevet af sin piedestal og ned i gadesnavset.
{{ img(path="sjover.jpg" class="solo" caption="Er denne unge herre - fra en vignet i Corsaren - måske en af de sjauere som Kierkegaard beklager sig over kunne gøre sig lystige over hans person.") }}
Latterliggørelsen nåede ud i alle hjørner af samfundet. Fx huskede
Georg Brandes - der var fire-fem år gammel mens fejden stod på - at
hjemmets barnepige havde advaret ham om at blive som Søren Kierkegaard,
hvis han var uordentlig i tøjet. Det vakte dog Brandes interesse for
Kierkegaard, og han blev en af de få af samtidens danske forfattere, som
Brandes værdsatte.
{{ img(path="redhofman.jpg" class="solo") }}
Foragten
Kierkegaard mente at Corsaren kunne have sin plads i den litterære, hvis
det ikke var Pøbelagtigt. Hvis det fx havde været distribueret til 2-300
dannede mennesker, og dermed ikke var nået ud til så mange. Og det er
typisk for Kierkegaard, der havde et omvendt forhold til økonomi. Han
formøblede sin temmelig store arv på udgivelser, rettet mod ”hiin enkelte”.
For det første var Corsaren en forretning – en publicistisk virksomhed.
De efterhånden 3000 abonnenter gjorde Goldschmidt i stand til at tjene
penge og forsørge sin far og sin næsten voksne søster. Han var ikke en
rig arving eller højere embedsmand, der kunne lege med at skrive magasin
i sin fritid.
De 3000 abonnenter var ikke pøbel, men det nysgerrige og læsende publikum.
Pøblen havde ikke penge. Men det fandt sin vej ud i alle hjørner af
samfundet, hvilket Kierkegaards skrifter ikke gjorde. Det er ganske
rigtigt unfair at angribe en forfatter på hans fremtoning og udstille ham
til latter for mennesker, der aldrig havde læst hans bøger. Men Corsaren
stod ret konsekvent på de undertryktes side. Det kritiserede social
uretfærdighed og gjorde grin med godsejere, der talte for retten til at
prygle husmænd.
{{ img(path="brostene.jpg" class="solo" caption="Corsaren gik op i praktiske forhold. Her er vignetten til en klagesang om dårlig gadebelægning på grund af stjålne brostene.") }}
Corsaren udstråler også at være en sindstilstand og en mani. Hver fredag
skulle der ligge et blad, der kommenterede alt væsentligt, omtalte
udgivelser og sendte satiriske pile af sted i alle retninger. Det har
været herligt og opslidende og krævet samarbejde og vågne nætter.
Kierkegaard skrev selv i raseri, men ene mand, og udgav når han ville.
I sine uudgivne skrifter rasede Kierkegaard også over Goldschmidt som en
”pantejøde”. I andre skrifter udtaler Kierkegaaard sig om jøder – rent
teologisk. Dog holder Kierkgaards rasende udladninger mod Goldschmidts
oprindelse sig til breve og dagbogsoptegnelser.
Det var som to verdener der var kommet i strid her. Kierkegaard tilhørte
enevælden, romantikken, de store tankers og geniernes verden. Corsaren
tilhørte fremtiden, respektløsheden og den offentlige og uhæmmede debat,
som vi lever med i dag.
{{ img(path="redpetersen.jpg" class="solo") }}
Eftermæler
"Hverken Kierkegaard, Goldschmidt eller Corsaren vandt nogen laurbær på
denne strid - men den kom til at give Kierkegaard martyrens tornekrone,
som han ikke uden en vis tilfredshed smykkede sig ved" (Elias Bredsdorff, 1962).
(For eget vedkommende må jeg sige at skandaler er godt stof for en
fortæller og byvandringsmand, til at tilføre blod og galde til en fortid
i behersket farvepragt).
I sine senere skrifter fremstillede Kierkegaard det som om han med åbne
øjne gik ind i striden, og at han fuldstændig havde gennemskuet
konsekvensen. Han fremstiller det som hans selvvalgte martyrium. Og det
er en kolossal og forskruet efterrationalisering. I mellemtiden havde
han glemt alt om at P.L. Møller var den oprindelige synder. Søren
Kierkegaard havde ikke nogen idé om hvad en offentlig mening var. På det
tidspunkt han skrev om sin strid med Corsaren, var Kierkegaard ved at
opslide sine sidste kræfter på sit angreb på den danske lutheranske
kirke, da han erindrede således.
Det er et dunkelt punkt, om Corsaren bare karikerede Kierkegaard, eller
om dens tegner Klæstrup gjorde nar ad en faktisk fysisk skavank ved
Kierkegaard, når den konsekvent tegnede ham med uligt lange bukseben.
{{ img(path="sakmundus.jpg" class="solo" caption="Til tider rammer Corsaren plet. Her er Kierkegaard i Klæstrups streg, som geniet om hvem hele verden drejer.") }}
Goldschmidt skilte sig i 1846 af med Corsaren og snart derefter med sine
ungdommelige republikanske holdninger. Begge dele var blevet en hæmsko
for drømme om rejser og socialt avancement. I den tilstundende konflikt
med Slesvig-Holsten talte han ud som patriotisk dansk jøde, og han udgav
et par vigtige romaner. Han erindrede – og fejlerindrede – også situationen.
Han stillede ikke nogle betingelser, og dem som viderdførte bladet
- mest som et vittighedsblad - vedblev ved lejlighed at gøre grin med
Kierkegaard lige frem 1855, året hvor Corsarens udgivere kastede
håndklædet i ringen, og Kierkegaard selv udåndede på Frederiks Hospital.
Goldschmidt får det sidste ord her i 1878, over 30 år efter fejden.
”S.K. er død. I mange folks øjne står han næsten som en helgenskikkelse
med glorie om hovedet. Mange kunne desårsag ikke sætte sig ind i, at han
i 1845 var en simpel dødelig der kunne fejle, ja have sin stærke lidenskab
af egoisme eller forfængelighed, og at han med rette pådrog sig skarpe
angreb, som igen på deres side gik over den rette grænse, mens folk nu
tror at de var værre end de i virkeligheden nu vise sig.”
{{ note(text="""Illustrationerne er fra genoptrykket af Corsaren
fra 1977-79. På det tidspunkt blev der udgivet atter et satirisk/kritisk
tidskrift på et forlag af samme navn.
Anden litteratur
Elias Bredsdorff: Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard (Corsarens Forlag 1977).
Peter Tudvad: Kierkegaards København (Politikens forlag 2004).""") }}
[[Andre artikler i Vejviseren om Dansk Guldalder i første del af 1800-tallet|/vejviseren/guldalderoversigt]]
"""]]
