summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/royalaffair/baggrund.mdwn
blob: cf2f1f39980c4049645f8073ebf112385bf3ce3e (plain)

[[!meta title="Gå i byen med Struensee"]] Baggrundsviden

Gå i byen med Struensee

Teatermuseet og de Kongelige stalde kan inkluderes i turen ”En Kongelig Affære”. Samtidig er der flere andre steder i København og Nordsjælland, der har tråde til trekantsdramaet.

Royale forlystelser

Ved Christiansborgs Ridebane ligger Teatermuseet i det hofteater, som Christian fik indrettet. Her gjaldt der strikse regler ligesom ved hoffet, men her var skønheden det styrende princip, og den verden følte Christian sig draget til. Struensee og dronningen havde også deres sidste dans her.

Hundrede meter derfra ligger de Kongelige Stalde, med kongehusets heste og kareter i meget fine omgivelser. I det lille museum her kan man bl.a. se Caroline Mathildes saddel.

Kærlighedens sommer 1771

Struensee vendte op og ned på København med sin kompromisløse fornuft. Han mente, at folk havde godt af frisk luft, så han fik Kongens Have åbnet for offentligheden. Da haven var Kongens, patruljerede byens vægtere ikke her. I Kærlighedssommeren 1771 festede og forlystede folk sig, drak og horede i det grønne. Hoffet selv tilbragte sommeren ved Hørsholm Slot, hvor dronningen og Struensee red lange ture sammen, blandt andet til det udsøgte landsted Sofienberg.

Det kolde forår 1772

De børn der kom ud af den tøjlesløse sommer blev født til et andet land. Nu bestemte den strikse enkedronning Juliane Marie kammertonen, og minister Høegh Guldberg slog ned på fordærv og frækhed. Lemmen ved Fødselsstiftelsen i Amaliegade blev også lukket. Struensee havde ellers bestemt at man kunne indlevere spædbørn anonymt, hvis man ikke magtede at passe dem. De nye magthavere mente at den var skyld i at ”liderlighed og frækhed derved tiltager”. Moralen var kommet i højsædet i Danmark. Kongens Have forblev dog åben for offentligheden, under mere anstændige omgangsformer.

Ved Helsingør, på Kronborg Slot, kan man besøge det tårnværelse, hvor Caroline Mathilde tilbragte sine sidste bitre måneder i Danmark i foråret 1772, og spejdede efter den engelske flåde der skulle befri hende, eller føre hende hjem. Skibene der ankom, sejlede hende til eksil i Celle.

Struensee går igen?

På Østre Fælled faldt øksen over Struensees hoved. I Fælledparken kan man et sted mærke duften af parfume - det skulle være ham der spøger. De lemlæstede kroppe af Stuensee og Maitre de Plaisir Enevold Brandt blev ført fra Østre til Vestre Fælled – tæt på Sorte Hest. Fra Frederiksberg Slot kunne enkedronning Juliane Marie beskue sine forhadte fjenders lig lagt på hjul og stejle, indtil de sørgelige rester faldt ned nogle år efter. Knoglerne af et par parterede lig blev fundet mange år senere. De er genbegravet som Struensee og Brandt i de vidtstrakte gravkapeller i Skt Petri Kirke, Københavns Tyske kirke.

[[Se turen ”Omkring Sorte Hest” på Vesterbro|Vesterbro]]

[[!template id=note text=""" Fra Vejviseren 1770 - Sophienberg Slot ved Standvejen, listen over seværdigheder uden for København
Dette Kongelige Lystslot ligger omtrent 2 og en fierdedel Miil, naar man tage Veyen fra Helsingør eller Kronborg til Kiøbenhavn. Det er anlagt paa en Høy tet ved Strandbredden, og af hendes Majestet Dronning Sophia Magdalena for ikke mange Aar siden opbygget, samt beæret med hendes Majestæts eget høye Navn.
Ikke Alene den skiønne og herlige Egn imod Landsiden, men endog den Fortreffelige Udsigt imod Søen har forlediget dette Slots Opbyggelse. Bygningen giør en smuk Parade i sær imod Søen. Den indvendige Indretning er net og Beqvem, Meubleringen Kongelig og af meget god Anordning,
Ved Slotter er en artig og smuk Frugt-Have anlagt; og Høyen paa hvis øverste Plan Bygninge Staaer, er imod Søen afdeelt i adskillige Terasser, som ere besatte med Billeder og andre Zirater, ja endog med Kanoner, for deraf til Lyst at betiene sig. Stedets Fornøyelse og Lystighed forøges ikke lidt af den bestandige Fart af Forbireysende frem og tilbage.
"""]]

[[Læs mere om Veyviseren af 1770|vejviseren/2013/februar/vejviseren_anno_1770]]

[[!tag baggrund artikel]]