[[!meta title="Titel"]]
[[!if test="included()" then="""
Forskræp
[[Læs mere...|2013kampagne]]
"""
else="""
#Titel
Tekst
"""]]
[[!tag blog]]
[[!template id=note text="""Eksempel på notebox"""]]
BILLEDFORMATER
[[!img billednavn.jpg class=deco]]
[[!img billednavn.jpg size=600x]]
Anker på armen og hjertet på rette sted.
Den franske prinsesse havde anker på armen og hjertet på rette sted. Marie af
Bourbon-Orleans blev dansk prinsesse og gik sine egne veje. Hun blev svigerdatter
til Christian IX og Dronning Louise og kom til et stift og lidet festlig hof.
Men hun lyste op med sin personlighed og selvværd.
Man skal ikke lade sig affarve.
Hendes mand Prins Valdemar var i flåden, så hun lærte dansk af sømænd, og kom
til at bruge udtryk, man ikke var vant til at høre fra en prinsesse. Det vakte
også sladder at hun fik et anker tatoveret på armen. Her stod hendes motto
"qui s'en grogne, je m'en moque" som stort set betyder “den som brokker sig, er jeg ligeglad med.”
Her ses den franskfødte prinsesse i brandmandsuniform. Under en brand i København
fik hun kommanderet passive vidner i sving med redningsarbejdet. Derfor blev hun
æresmedlem af korpset og fik fremstillet hjelm og uniform i sit ret lille mål.
Hun har helt givet diskuteret ildebrande med Herman Bang, som hun var på venskabelig
fod med. [link til Christiansborgs Brand]. I et brev skrev hun til ham
”man skal ikke lade sig affarve af sine omgivelser.”
Farverig er i det hele taget et ord der passer på Prinsessen. Hun mente at hun
kunne havde drevet det vidt som maler, hvis hun ikke var blevet prinsesse.
Selvfølgelig havde prinsesser muligheder som andre kvinder ikke havde. Men
de fleste pæne mennesker lod sig binde af tidens regler. Ikke Marie, der en
gang fik lavet en damesaddel til at beridde en tyr,
Hun og prins Valdemar havde tætte forbindelser til HN Andersen, ØK’s magtfulde
leder. Marie var politisk bevidst. I 1901 brugte hun sin indflydelse på sin
83-årige svigerfar, for at han skulle give afkald på sin kongelige ret til at
udpege hvilken regering der passede ham.
Marie døde som 44-årig i 1909 af en ondartet influenza. Hun er en af de få
kvinder der har sit eget mindesmærke i København, rejst efter en indsamling.
Det ligger ved Langeliniepromenaden mellem Gefionspringvandet og den Lille Havfrue.
Prinsessen fik hoffet tilladelse til at færdes i byen uden hofdame, hvad der ellers var kotume.
Således en Dag da Prinsessen spadserede alene gennem en af Gaderne i Nærhedens
af det Gule Palæ. En ældre påtrængende Dame fulgte stadigt nyfigent i Hælene på
hende. Det irriterede Prinsessen fordi Damen var saa ualmindelig ihærdig. Paa
eengang vendte Prinsessen sig om imod sin Forfølgerske og gik lige hen imod hende.
Damen blev ganske betuttet og retirerede på en Maade der næsten havde Karakteren
af en Flugt. Prinsessen fulgte efter hende. Damen drejede om et Hjørne, Prinsessen
bagefter, Damen søgte Redning om et nyt Hjørne, Prinsessen stadig bagefter. Saa
forbarmede Prinsesse Marie sig endelig over hende og sagde venligt: Nu kan De
Selv se, hvor Ubehageligt det er, naar Folk render efter En paa Gaden.
Kilder:
Johannes Hoeck: Marie, Prinsesse af Danmark (1910).
Billedet af Marie i uniform har jeg fundet på Lokalhistorisk forening Allerød Kommune
i en beretning af Anders Pedersen født 1883. Efter en ulykke kom småkårsdrengen
på Hjemmet for Vanføre i København. Prinsesse Marie var protektrice her – og Anders
fik et særligt forhold til hende. Følg linket og læs hans historie. En generation
før skulle en dreng som ham være heldig for at ende som en forkrøblet landsbyskomager.
I stedet åbnede verden sig for ham.
