#Kolde øjne på kaos
Fra Tom Kristensens poetik for at skildre byen
I et manifest fra 1914 erklærer den 21-årige Tom Kristensen at
han er tilhænger af miljøskildringer, som også belyser byens
psykologi. Som forfatter med rod i byen tager han afstand fra
naturskildringer og det smukke som ideal.
...
[[!img Tomk1921.jpg alt="Tom Kristensen"]] Og det er det,
jeg vil have frem, en topografi og etnografi over byen København
1914, om forstæderne, om den gamle by, at der på det hjørne
plejer at stå en avissælger, at der ligger et fint pissoir
ude på Frederiksbergallé. Gadenavne huse, så enhver læser
kan sige: Sé den kiosk der ligger på Vesterbrogade har han set på osv.
Men alt dette er ligesom det faste, det håndgribelige i byen.
Man kan have lige så stor glæde af at se på det som af at læse
mine eventuelle bøger. Der er en sten, der stadigt forandrer
sig, som hvert øjeblik skifter udseende som skyer på himlen,
og det er trafikken. Her sætter jeg min finger og siger: det
er det centrale, nemlig bevægelsen, både i miljø og i psykologi.
Det er denne bevægelse, som efter sigende slider ”anden generation”
op – det vil jeg nu lade stå hen og rent ud sige, det er løgn;
men hvad den derimod er skyld i, er den hårde skal, som en
forfatter som Otto Rung eller som Johs. V. Jensen lægger uden om
sig. Det er ikke et lune, når der står følgende beskrivelse af en
baggård:
Ida stod med panden stemt mod ruden. Hun stirrede ned i den dybe,
skumle gård. Ude i porten var tændt en grøn lygte. Der faldt et
blegt grønt skær over portens trægulv. En politibetjent uden chakot
kom hurtigt fra en kælderdør i gården. Han holdt begge hænder foran
ansigtet, og blodet randt ud mellem hans knoer. Han bøjede sig over
posten, der som en lang tarm ud fra den skidne mur. Vandet plaskede
ned over hans mund.
Det kunne se ganske umotiveret ud, hvad det i og for sig også
er, men det er jo også umotiveret, at der overhovedet eksisterer
en baggård netop der. Det er en objektiv hård skildring af en
grøn lygte i en port, en blødende politibetjent og en vandpost.
Det har samme følelsesbetoning.
Denne brutale stemning kommer af, at man ville blive alt for
hurtigt opslidt, hvis man så for meget og tog for meget del af
hver ting af ”den store bevægelse”, som sker omkring os. Jeg tror,
at en byskildrer skal have så meget kraft i sig og et så let
bevægeligt temperament, at han kan græde over en lille pige, der
bliver kørt over på hjørnet af Helgolandsgade og derefter le af
en uformelig tyk bagerdreng på hjørnet af Colbiørnsensgade.
...
Uddrag af manifest, dateret Valby 12.9 1914.
Det citerede tekststykke stammer fra Otto Rung: Den sidste kamp (1904).
Hele manifestet er gengivet i: Mellem Meninger – En Tom Kristensen Antologi, Gyldendal 1993.
[[En tur i København 1896-1946, set gennem Tom Kristensens øjne.|/vejviseren/tom-kristensen-i-kbh/]]
[[En hilsen fra år 1914, hvor verden til gengæld ikke var gået af lave.|/vejviseren/rundetaarn-staar-fast/]]
[[!meta date="2014-03-14"]]
|
