1 files changed, 4 insertions, 4 deletions
diff --git a/vejviseren/samtidshistorie-1993.mdwn b/vejviseren/samtidshistorie-1993.mdwn
index ee9f4e1f..67628756 100644
--- a/vejviseren/samtidshistorie-1993.mdwn
+++ b/vejviseren/samtidshistorie-1993.mdwn
@@ -19,7 +19,7 @@ else="""
 Byvandring.nu vover sig på sporet af de voldsomme gadekampe på Nørrebro 18. maj 1993 - baseret på det folk husker fra dagen. Jeg har ellers holdt mig på afstand af uroligheder. Hvorfor vælger jeg at kigge på denne historie – der stadig kan vække følelser.
 
 
-[[!img rustdemol.jpg size=400x]]
+[[!img rustdemol.jpg size=400x class=solo]]
 
 *Artiklen er illustreret af svejset street-art på Indre Nørrebro. Hvem kender historien bag disse små skulpturer der er lænket fast rundt omkring – og ligesom kommenterer kvarterets voldelige historie*
 
@@ -29,7 +29,7 @@ Jeg var i Århus den dag, og hørte om stenkast og skyderier i Københavns gader
 Lad os gå 20 år tilbage i tid. Bill Clinton var ny præsident i USA. Det kolde krig var ovre, med omvæltninger og opbrud i Østeuropa. Jugoslavien var brudt sammen i borgerkrig, og belejringen af Sarajevo var gået ind i sit andet år. De Europæiske Fællesskaber skulle omdannes til Den Europæiske Union. Processen var udskudt året før da 50,7% af danskerne havde stemt ned til Maastricht-traktaten. Den 18. maj var der afstemning om fire danske forbehold til traktaten.  
 På Nørrebro endte den aften med, at der blev kastet med sten og skudt i gaderne.
 
-[[!img pistolpasta.jpg size=400x]]
+[[!img pistolpasta.jpg size=400x class=solo]]
 
 ##Byen i en overgangstid  
 I starten af 90’erne var København i en overgangsperiode. Tyve års stilstand og forfald var slut, byen var på vej ind i en vækstperiode. 1993 var det første år, hvor befolkningen voksede i Københavns kommune siden 1950. I de mellemliggende år var befolkningen faldet fra 768.000 indbyggere dengang, var der i 465.000 i 1992.
@@ -37,7 +37,7 @@ I starten af 90’erne var København i en overgangsperiode. Tyve års stilstand
 ##Nørrebro på lavpunktet  
 Når København befandt sig på et lavpunkt, gjaldt det i særlig grad de gamle arbejderkvarterer som Vesterbro og Nørrebro. Dårlig planlægning, politik og krise havde smadret dele af Nørrebro i 1970’erne og 80’erne. Det var gået ud over den ”Sorte Firkant”, som Blågårdskvarteret også hed. En stort opslået plan for en total renovering af kvarteret og nybyggeri med højhuse. Men planen løb ind i bitter lokal modstand, og oliekrisen gjorde at ingen ville bygge, hvor der så hårdhændet var revet ned. Kvarteret forfaldt yderligere, narkohandel bredte sig, og endnu flere huse blev revet ned. Saneringen skete i en topstyret stil, der satte sat ondt blod mellem myndigheder og beboere. Lokale beboere kæmpede for at bevare legepladsen Byggeren omkring 1980. Fredelige slumstormere blev afløst af BZ-bevægelsen og andre, der var klar til modstand mod myndighederne. I praksis vil det sige politiet. Den civilklædte Uro-patrulje gjorde sig i særlig grad upopulær på Nørrebro. 
 
-[[!img warmonkey.jpg size=400x]]
+[[!img warmonkey.jpg size=400x class=solo]]
 
 ##Stenene på Skt. Hans Torv  
 Det var i denne periode, man begyndte at tale om byfornyelse i stedet for sanering. Den førhen travle trafikplads skulle renoveres. Det var ikke nok med betonfliser og asfalt. Pladsen skulle brolægges, og gøres til et byrum. Derfor lå der bunker af chaussésten fremme. Det er de mindre kvadratiske granitsten, der i dag ligger på torvet. 
@@ -46,7 +46,7 @@ Stenene på Skt. Hans Torv kan altså ses som et symbol på den nye bypolitik, h
 Men 18. maj 1993 lå det elegante urbane rum langt ude i fremtiden. Bunkerne af sten var netop bare bunker af sten, der lå frit fremme på en valgaften på Nørrebro, hvor en ond stemning bredte sig.  
 Det var chaussésten der blev smidt med, og ikke brosten. Men brosten er mere mundret, og det er den slags detaljer, der går tabt i kampens hede.
 
-[[!img brosten.jpg size=400x]]
+[[!img brosten.jpg size=400x class=solo]]
 
 ##Et oprør bliver hængende i bevidstheden
 I 1993 tabte jeg tråden, og var ved at glemme 18 maj– trods kamp i gaderne, skud og stenkast. Men i årene efter blev det historien, der ikke ville dø i, stædigt båret frem af videooptagelser og undersøgende journalistik – og bitre udfald fra begge sider.