summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/vejviseren
diff options
context:
space:
mode:
authorpaul <paul@web>2018-03-27 22:54:24 +0200
committerIkiWiki <ikiwiki.info>2018-03-27 22:54:24 +0200
commit56e34e0eb0ee10a6db75766a83e16ab9856e0d4e (patch)
tree20e348ad8957bf8b41531ef19bb1237433b26233 /vejviseren
parent9695aff3c31ab3715d2f22da93fd3d50d07d61a1 (diff)
Diffstat (limited to 'vejviseren')
-rw-r--r--vejviseren/corsaren.mdwn10
1 files changed, 7 insertions, 3 deletions
diff --git a/vejviseren/corsaren.mdwn b/vejviseren/corsaren.mdwn
index f43cf4a2..29f76ae1 100644
--- a/vejviseren/corsaren.mdwn
+++ b/vejviseren/corsaren.mdwn
@@ -22,7 +22,7 @@ Kampen stod på ord og tegninger, da Søren Kierkegaard og Satirebladet Corsaren
---
-[[!img redlind.jpg class=solo]]
+[[!img redlind.jpg class=solo caption="Mellem afsnittene: nogle af de forskellige ansvarshavende redaktører - stråmænd som idealister - der figurerer på Corsarens titelblad over årene."]]
---
@@ -30,7 +30,7 @@ Kampen stod på ord og tegninger, da Søren Kierkegaard og Satirebladet Corsaren
Søren Kierkegaards strid med satirebladet Corsaren forløber 1845-46 og er en af de mest omtalte litterære fejder i Danmark. Det begyndte med en anmeldelse og endte med bitre angreb og karikaturtegninger. Latterliggørelsen står som en kontrastfuld kommentar til filosoffens verdensberømte skrifter. Da der kun eksisterer få portrætter af Kierkegaard, er PC Klæstrups satire-skitser fra 1846 blevet ikoniske for Kierkegaards eftermæle.
-[[!img sakcorsar class=solo]]
+[[!img sakcorsar.jpg class=solo]]
Var Søren Kierkegaard sygeligt nærtagende? Var han offer for en regulær smædekampagne? Hvad var på spil i det opgør der udspillede sig i København to år før enevældens endeligt.
I moderne sprogbrug kan man påstå at Kierkegaard fik sig rodet ud i Danmarkshistoriens første shitstorm, og fik sit offentlige image smadret i datidens sociale medier. Det er også en alt for let måde at berette om omdømme og offentlig mening, dæknavne og drilleri i 1840’erne.
@@ -51,7 +51,11 @@ I moderne sprogbrug kan man påstå at Kierkegaard fik sig rodet ud i Danmarkshi
[[Læs i Vejviseren for 1845 om de komplicerede regler for rang, tiltaleformer og offentligt liv i perioden.|/vejviseren/vejviser_1845/]]
Datidens Europa blev regeret af konger, adel og bureaukrater, og magten kræver respekt. Nogle håbede på en fremtid med mere frihed. Andre frygtede fremtiden og staten censurerede farlige ytringer. 1848 ville blive året, hvor revolutionerne skyllede over Europa og førte til oprør, krig, national begejstring fyrsters fald og andre monarkers magtovertagelse. I Danmark ledte det til demonstrationer, Folkestyre og Treårskrigen mellem dansk og tysk i Slesvig-Holsten. Men alt dette lå i den frygtede og forjættede fremtid mens Corsaren og Kierkegaard udvekslede giftigheder og bredsider i det herrens år 1846.
-Endelig var det en tid med langt mellem nyheder og impulser, og hvor man kunne få meget tid til at gå med rygter, litterære intriger og tilbagevendende snakke om det samme. Lykkeligvis var det almindeligt i datiden at udgive sine skrifter under pseudomymer – dæknavne. Så kunne man sandelig spekulere om, hvem der stod bag hvad. Sådan gjorde kvinder der skrev romaner, for det kunne man ikke stå ved direkte: sådan gjorde respektable borgere der skrev stykker til teatrene men ikke ville røbe deres griller; sådan gjorde Søren Kierkegaard, der benyttede sig at op til sytten forskellige navne, hvilket både kunne dække over hans privatliv, og være en del af værkernes budskab.
+Endelig var det en tid med langt mellem nyheder og impulser, og hvor man kunne få meget tid til at gå med rygter, litterære intriger og tilbagevendende snakke om det samme.
+
+[[!img kedsomhed.jpg class=solo caption="Guldalderen er perioden efter 1814 blevet kaldt. Men det har været kedeligt at vente på fremtiden, uden meget adgang til nyheder. Så der har været tid til at gå op i småtterier, spekulationer og den blotte antydning af en skandale. Og på det punkt er perioden meget langt fra vores hyperstimulerede samtid."]]
+
+Lykkeligvis var det almindeligt i datiden at udgive sine skrifter under pseudomymer – dæknavne. Så kunne man sandelig spekulere om, hvem der stod bag hvad. Sådan gjorde kvinder der skrev romaner, for det kunne man ikke stå ved direkte: sådan gjorde respektable borgere der skrev stykker til teatrene men ikke ville røbe deres griller; sådan gjorde Søren Kierkegaard, der benyttede sig at op til sytten forskellige navne, hvilket både kunne dække over hans privatliv, og være en del af værkernes budskab.
(HC Andersen skrev under sit eget navn.)
---