rename *.mdwn to */index.md, except index/topbar/farbar/sidebar files

command:
```
perl -MPath::Tiny -WE 'use strict; path(".")->visit(sub{return unless -f && /\.mdwn$/; my $stem=$_->basename(".mdwn"); my $new=$_->sibling($stem,"index.md"); return if $stem =~ /^index|topbar|sidebar|farbar|footer$/ || $new->exists; $new->parent->mkpath; system("git","mv", $_, $new)},{recurse=>1})'
```

1 files changed, 0 insertions, 163 deletions

diff --git a/vejviseren/sak_om_1848.mdwn b/vejviseren/sak_om_1848.mdwn
deleted file mode 100644
index 762e8dcc..00000000
--- a/vejviseren/sak_om_1848.mdwn
+++ /dev/null
@@ -1,163 +0,0 @@
-[[!meta title="Søren Kierkegaard vs. Folkestyret"]]
-
-[[!if test="included()" then="""
-[[!img guldalderkamp.jpg class="blog" link="/vejviseren/sak_om_1848"]]
-
-Søren Kierkegaard er ikke ude på at gøre det nemt for nogen. Læs hans
-svadaer om demokratiet. Han sætter fingrene på et par ømme punkter.
-
-[[Læs mere...|/vejviseren/sak_om_1848]]
-
-"""
-else="""
-
-# Søren Kierkegaard vs. Folkestyret
-
-Indskrift på en grav: *Dagspressen er staternes ulykke, »Mængden« det onde i verden.* - »Hiin Enkelte«
-
-Søren Kierkegaard prøver ikke på at gøre det nemt for hin enkelte,
-Han har nedfældet kritiske holdninger og knubbede ord om folkestyret.
-”Martsrevolutionen” i 1948 fyldte ham med afsky, og det er tydeligt
-ud fra hans dagbogsoptegnelser.
-
-[[!img kierkegaard_frimaerke-danmark-30.jpg class="tall"]]
-
-Man kan ikke bare affeje Søren Kierkegaard som en underlig reaktionær
-statut, der sukkede efter enevælden. For han trykker på nogle af
-demokratiets ømme punkter. Forholdet mellem den enkelte og flertallet,
-mellem pressen og den offentlige mening, mellem medborgerne, der også
-er med til at bestemme over hinanden.
-
-Her følger nogle spredte uddrag fra Søren Kirkegårds dagbøger – og til
-sidst en længere optegnelse.
-
-[[Følg i hælene på Kierkegaard til flere artikler om ham i Vejviseren|/vejviseren/kierkegaard-gaar/]]  
-[[Kierkegaard København Byvandring|/kierkegaardvandring/]]
-
-## Uddrag, opstød og udfald fra dagbøgerne 1846-1848
-
-> Den dag da pøbelen her i byen slår mig i hatten (og den dag er måske
-> ikke langt borte) den dag har jeg sejret.
-
----
-
-> Herskesyg er mængden, og mener sig betrygget mod al gengældelse, thi
-> hvor skal man få fat på mængden. - Det hvad vi kalder oppositionen her
-> hjemme, lever endnu i den gamle sludder om, at bekæmpe regeringstyranniet.
-> Når en politibetjent begår den ubetydeligste forseelse, hvorfor han oven
-> i købet bliver straffet af foresatte, så bliver der alarm; men om publikum,
-> mængden, pøbelen, den offentlige mening o.s.v. år efter år afstedkommer
-> de væmmeligste afskyeligheder og misbrug af magten: ja, det tør
-> oppositionen ikke tale om. Enten kan den ikke begribe, at det er
-> afskyeligheder, siden det er oppositionens afgud, der gør det, eller den
-> ser det, men tør ikke påtale det, fordi den er fej. Når en mand nu om
-> stunder udsættes for en lille forurettelse, men vel at mærke af kongen,
-> af en højtstående o.s.v., så har alle sympati med ham, han er martyr.
-> Men når et menneske dag ud og dag ind forhånes, forfølges, mishandles,
-> åndeligt forstået, af mængdens og pøbelens og publikums o.s.v.s dumhed,
-> nysgerrighed, frækhed: så er det aldeles i sin orden, det er ingenting.
-
----
-
-> Til sidst bliver hele verdenshistorien vrøvl. Man afskaffer aldeles
-> handling; for så vidt der sker noget er alt begivenhed. Den magt, der er
-> den stærkere handler ikke, ved ikke bestemt hvad den vil, siger det ikke
-> bestemt - med mindre at der er nogen enkelt mand i spidsen, en hero.
-> Nej som abstractum tvinger man in abstracto de svagere til at gøre noget,
-> lidende - og dette bliver begivenheden. Man stormer mod slottet i Paris,
-> en ubestemt folkemængde, som ikke ved hvad den selv vil, uden bestemt tanke.
-> Så flygter kongen - og så er det republik. Vrøvl.
-
-> Herhjemme rykker en 15.000 mennesker syngende mod slottet. Man har
-> forlangt et ministerium: Hvidt, nej, man har benyttet ganske ubestemte
-> udtryk om at omgive tronen med folkeligsindede mænd; end mindre har man
-> forlangt ansvarlige ministre. Så bliver Frederik VII altereret, gør Hvidt
-> o.s.v. til ministre, til ansvarlige - og folket jubler, det er folkets sejr.
-> Mig synes det er mere til at græde over, over al den umenneskelige fejhed,
-> hvor der ikke findes spor af personligt mod.
-
-[[!img 1848optog.jpg class="solo"]]
-
-[[Læs om de dramatiske martsdage i 1848 - og andre optog der skrev sig ind
-i Danmarkshistorien|/vejviseren/grundlovsoptog]]
-
----
-
-> I dette øjeblik må der naturligvis ingen opposition være, ingen modstand
-> mod regeringen - og hvorfor? Fordi oppositionen er kommen til regeringen!
-> Leve den menneskelige dumhed! Det kan man kalde frihed.
-
----
-
-> Det er som i en familie, hvor forældrene ikke have kunnet få børnene til
-> at lyde - så siger forældrene: nu vel, så tag I kommandoen og lad os lyde,
-> det går bedre. Og ved forældrenes respekt for hvad det er at lyde, går det
-> virkelig et øjeblik bedre. O, men denne usandhed! Og den må dog til sidst
-> føde en ulykke af sig.
-
----
-
-> Min hele betragtning af Danmark gør mit liv uhyggeligt her; der er noget
-> uhyggeligt i at vide og være forvisset om et lands undergang, medens alle
-> jubler ved tanken om en mageløs fremtid.
-
----
-
-> Endnu står de fleste med den gamle front mod konge, kejser, konferentsråd
-> i stedet for mod mængden. Alt hvad mængden gør, den rædsomste grusomhed,
-> det er godt, det er Guds vilje. Aldrig er nogen despot i Østerlandet
-> blevet så servilt betjent og smigret af hofkryb, som »mængden« af
-> journalisterne, af alle øjeblikkets mennesker. Og så kan man ikke forstå
-> min lære om den enkelte. Ja, sagen er, man tør ikke.
-
-[[!img guldalderkamp.jpg class="solo"]]
-
-## Lang optegnelse: Om demokratiet
-
-> Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste,
-> ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller
-> et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den
-> urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for
-> den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne
-> tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever.
-
-> Men i en folkeregering: hvem er herskeren? Et X eller det evindelige pjat:
-> hvad der i ethvert øjeblik er eller har majoriteten - den afsindigste af
-> alle bestemmelser. Når man ved, hvorledes det går til med at få majoritet
-> og hvorledes den kan fluktuere, at så dette nonsens er det regerende!
-
-> En tyran er dog kun én; man kan altså, hvis det så synes én, indrette
-> sig på at undgå ham, leve fjernt fra ham o.s.v. Men hvor skal jeg i en
-> folkeregering undfly tyrannen? Ethvert menneske er jo, i en vis forstand,
-> tyrannen; det er blot han skaffer et opløb: en majoritet.
-
-> En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for
-> ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke
-> falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg
-> står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at
-> jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende.
-> Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven
-> på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis
-> ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!
-
-> En folkeregering ville i maksimum skaffe nogle martyrer, af hvilke den
-> har fortjeneste som Josephs brødre af Joseph.
-
-> At leve under en sådan regering er det mest dannende for evigheden,
-> men den største kval så længe det står på. Kun én længsel kan man have,
-> hin sokratiske: at dø og at være død. Thi Sokrates, han har døjet i
-> denne åndløshed, at numerus er regeringen, at vi ikke alle er lige for
-> Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en folkeregering!) men alle lige
-> for tallet! Og tallet er just det onde, som det også i Åbenbaringens Bog
-> bruges således prægnant. En folkeregering er det sande billede på helvede.
-> Thi selvom man skulle holde dens kval ud, det var dog en lise, hvis man fik
-> lov til at være ene, men det kvalfulde er netop, at »de andre« tyranniserer én.
-
-[[!template id=note text="""kilde: A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975. Fundet via hjemmesiden [NOMOS](http://www.nomos-dk.dk/konservative/kierkegaard8.html)"""]]
-
-"""]]
-
-[[!tag blog vejviseren ]]
-[[!tag artikel personer kierkegaard guldalder]]
-[[!meta date="2015-05-27"]]
-