Foreningen Hestebedgaard
Orø -- Foreningernes og fællesskabernes ø
Af Birgit Friis Petersen
Hestebedgaard i Kattekærstrædet blev i 2008 foræret til Foreningen Hestebedgaards Venner af den sidste ejer, Kjeld Larsen. **Kjeld** Larsens familie havde ejet gården siden år 1713, men gårdens historie rækker helt tilbage til år 1559.
Jeg besøgte gården en vinterdag i 2025 for at høre mere om foreningen, der i dag hedder Foreningen Hestebedgaard.
Man siger jo, at billeder siger mere end ord, så derfor har jeg valgt at lade mit indslag blive en slags fotoreportage.
Foto: Pia Harder (juni 2024)
Jeg går hen over gårdens toppede brosten og tænker på dengang, hvor piger og karle klaprede rundt på stenene i træsko uden gummisåler eller overlæder. Det må have kostet nogle forvredne ankler.
Nakken må bukkes lidt, da jeg går ind ad hoveddøren og indsnuser den specielle duft, som gamle huse kan have.
Da jeg runder hjørnet til den første mindestue, bliver jeg budt varmt velkommen af Kis og Pia, der skal vise mig rundt og fortælle om gården og det frivillige arbejde i foreningen. Stuehuset med mindestuer, køkken og soveværelse stammer helt tilbage fra 1849.
Foto: Birgit Friis Petersen
Under rundvisningen kommer vi godt rundt i krogene i både stuehus, stald og staklade, mens Kis og Pia fortæller om foreningens arbejde med bl.a. at vedligeholde og renovere gården.
**Familien Larsen**
Familien Larsen var den sidste familie, der boede på gården. Olivia og Henrik, som ses på billedet nedenfor, overlod gården til deres søn, Kjeld, sidst i 1960'erne.
Foto: Birgit Friis Petersen
Foto (af foto): Birgit Friis Petersen
Henrik Larsen førte dagbog gennem hele sit liv.
Foto: Birgit Friis Petersen
På hylderne i et lille opbevaringsrum finder man Henrik Larsens mange dagbøger og optegnelser.
Foreningen har indledt et samarbejde med Orø Museum i Bygaden omkring et arkiv til de mange dokumenter.
**Stuehuset**
Stuehuset rummer bl.a. tre mindestuer, et soveværelse og et køkken.
Foto: Birgit Friis Petersen
Køkkenet bruges stadig ved forskellige arrangementer. Til julemarkedet 2024, hvor bl.a. Kis havde travlt i køkkenet, var der fuld gang i produktionen af æbleskiver og varme drikke.
Foto: Birgit Friis Petersen
Det gamle brændekomfur vækker minder hos mange af de besøgende.
Foto: Birgit Friis Petersen
Trævaskemaskinen står stadig i køkkenet og minder mig om, hvor mange moderne bekvemmeligheder, vi omgiver os med. Den bruges dog ikke længere.
Foto: Birgit Friis Petersen
Det stemningsfulde soveværelse har i nyere tid fået en let overhaling, hvor der bl.a. blev repareret murværk og opsat en moderne varmepumpe.
**Stakladen og stalden**
Foto: Pia Harder
Høstfest i Stakladen i 2023. Stakladen, der blev bygget i 1919, bruges både til foreningens egne arrangementer og udlejes til private fester. Laden blev brandsikret for et par år siden.
Foto: Birgit Friis Petersen
Et velbesøgt Julemarked 2024 i Stakladen.
I
Foto: Pia Harder
I gårdens stald kan man nu se gamle (jern)heste og andre ting, man brugte på gården. Der er også ofte udstillinger og værksteder, bl.a. ved det traditionsrige julemarked.
Foto: Pia Harder
Foto: Pia Harder
Haven bruges til mange arrangementer i sommerhalvåret. Alle er velkomne til at besøge haven i dagtimerne, hvor man kan slå sig ned i havemøblerne og nyde en medbragt picnic.
Foto: Pia Harder
(Faktaboks:)
**Aktiviteter:**
Egne arrangementer som Sommerdage, Høstfest og Julemarked (se mere på hestebedgaard.dk)
Rundvisning og beværtning af busselskaber
Deltagelse i Orødagen
Udlejning til private, for eksempel til bryllupsfester
Museumsvirksomhed onsdag og lørdag eftermiddag i sommerhalvåret
**Frivillige:**
De cirka 20 frivillige, der er tilknyttet foreningen, er opdelt i hold, som tager sig af henholdsvis haven (den oprindelige del), huset, småreparationer og skovhaven. Derudover kommer selvfølgelig opgaver ved arrangementerne.
**Økonomi**:
Foreningens indtægter stammer fra medlemskontingenter, udlejning samt indtjening ved egne arrangementer.
**Medlemskab:**
Et medlemskab af Foreningen Hestebedgaard koster 200 kr. om året. Som medlem får man gratis entré til mindestuerne og billigere leje af Stakladen.
**Hjemmeside:**
På hjemmesiden hestebedgaard.dk kan du læse meget mere om gårdens historie og aktiviteterne.
(Faktaboks slut)
Efter en hyggelig eftermiddag i fortidens tegn tog jeg hjemover med mange indtryk og informationer summende i hovedet. Mange tak til Kis og Pia for hjælpen.