::: {.lead]

Thomas Bobergs Insula afdækker ø-livets bagsider –
og er en velskrevet, morsom og vedkommende roman, som giver perspektiv til ens eget ø-liv.

:::

I Thomas Bobergs autobiografiske roman Insula flytter digteren Thomas Boberg til en ø,
som til forveksling ligner Fejø, med sin søn Hugo og ægtefællen Rebeccca.
Vi præsenteres for flytteplanerne,
følger indflytningen og det nye liv på øen med gammelt hus og vildtvoksende have,
mens Thomas Boberg, fortælleren, opdager og optegner øen.
For Rebecca er det drømmen om fællesskab og et liv tættere på naturen,
der har trukket hende til øen.
Og da de begge er omflakkende sjæle, drives de af en længsel efter at slå rødder.

Hvis du allerede har hørt om Insula,
så er det nok i forbindelse med den kontrovers, der opstod ved udgivelsen.
En klassisk, autofiktiv ballade.
Beboere på virkelighedens Fejø – hvor forfatteren Thomas Boberg har boet –
følte sig ikke bare portrætteret i romanen, men direkte udstillet.
Det var simpelthen for let at genkende,
hvilke virkelige ø-personer de forskellige romankarakterer byggede på
for dem, der er bekendte med Fejø.
Og de, der er bekendte med ø-liv, kan nok også genkende en eller anden karakter eller type.

Personligt har jeg selv kun lidt at skulle have klinket
i forhold til romanens virkelighedsindoptagelse,
at den tækkemand fra Læsø, som optræder i forbifarten,
har virkelig mange ligheder med min egen svigerfar,
som er tækkemand på Læsø.
Men ellers, når man læser romanen, når man ikke selv har noget at skulle have klinket,
er det ikke det spørgsmål eller problem, som gør bogen interessant.
Jeg mener, mennesker med fejl findes allevegne.
Det er ikke chokerende.
Men Insulas mennesker tjener godt som spejl af ens egen sociale ø-geografi,
fordi de – sandsynligvis i kraft af deres virkelighedsnærhed – er tegnet overbevisende.

## Ø-konflikter
Øen har sine storbønder (Blåskæg og Beenfeldt), sin ø-dronning,
og der er naive idealistiske tilflyttere, sommerhusgæster, fordrukne skydeglade jægere.
Der er dem, der gemmer sig fra verden,
og der er dem, der er oprindelige ægte øboere.
Der er søde og kloge mennesker, og der er dumme og indskrænkede mennesker,
hvilket de jo ikke selv synes, de er.

Den store konflikt (udover den centrale konflikt mellem Thomas Boberg og Rebecca, som er mindre ø-specifik)
står omkring den meget lille skole,
hvor tilflytterforældrene med store forventninger på deres børns vegne
støder hårdt ind i ø-virkeligheden –
som her består af meget inkompetent pædagogisk personale –
og siden også med hinandens forestillinger om den perfekte skole.

Der er også konflikt mellem på den ene side øens storbønder,
de eneste rene skurke i bogen,
og på den anden øens modmagter
eksemplificeret i fuglekunsteren, som er keramiker,
og plantekenderen, som ligesom digteren insisterer på at gå, hvor han vil
på øen, også på storbondens stubmark.
De udgør også en akademisk – og måske privilegieblind? –
overklasse med rødder udenfor øen, de kommer udefra.
Men hvem ejer øen? Hvor må man færdes, og hvem må fortælle øens historie?
Og bagved virker øens grundlæggende natur- og miljøkrise,
som jo ikke bare er øens, selvom den bliver synlig for digteren her.

Romanen åbner med en definition af sin titel, insula,
på latin betyder det ø – og så er det
“Et område i hjernen / for sinds- og kropsbevidsthed / gør mennesket i stand til at føle smerte”.
På den måde bliver den konkrete ø allerede i anslaget også udpeget som et sted,
der har med bevidsthed og smerte at gøre.
Insula er med andre ord et sted, hvor man, forfatteren, kan mærke sig selv og få selvindsigt.
Måske ved at binde den rodløshedens rastløshed,
der holder den flakkende digter fra det alvorlige besvær,
der er hans eget – og som sikkert er ret alment.
På øen kan man ikke gemme sig.
Hverken for sig selv eller for det allestedsnærværende ø-blik, der mest er ens eget, ikke?

## Når ø-drømmen brister
Jeg flyttede selv til Orø med min familie nogenlunde samtidig,
som Thomas Boberg flytter til sin ø i 2021,
og jeg er cirka lige så meget et storbymenneske,
der er kommet på udebane i den praktiske virkelighed udenfor byens beskyttede rum.
Vi var del af samme udflytter/tilflytter-bølge –
som jo også har forandret Orøs befolkningssammensætning –
og som i Insula giver nyt liv til den aldrende ø.
På flugt fra storbyen, jaget ud af de vilde huspriser.
På jagt efter mere frihed, mindre stress, mere natur, friere børneliv,
fællesskab, åbne rum, nærhed og arbejdsro.
Bedre forbindelser til det, der betyder noget.
Det er cirka, hvad der driver Thomas Bobergs familie i Insula,
og cirka, hvad der har drevet min familie – og mange andre tilflytterfamilier til Orø,
tør jeg godt sige.

I Insula er det den drøm, ø-drømmen, der brister.
Og den brister ikke kun, fordi den var naiv,
men også fordi det idylliske billede af øen,
som øen også lever af, viser sig at være løgn.
Fællesskabet er ikke rummeligt, naturen er forgiftet,
jorden er opkøbt, fremmede er ikke velkomne.

På Orø bør vi læse Insula, så vi har en anledning
til at reflektere over vores egne ø-fortællinger – synes jeg.
Både de gamles og de nyes – som jo er forskellige hver især –
og måske får vi en snak og finder veje til at hjælpe hinanden
med at realisere de forskellige øer, vi bærer rundt på.
Men altså, den må også læses, fordi det er en virkelig god roman,
den trækker sin læser med sig i overskuelige scener,
sproget er musikalsk og præcist,
fyldt med humor og liv og poesi,
som giver realismen mytekarakter, virkeligheden bliver opladt.

Og indimellem er Bobergs skrift herligt poetisk-besk:
> Ø-forening og bagholdspersoner. / Sladder og selvmord. / Synkende sole i skolernes dynd af traumelort. / … / Sultne hvepse / Kattelort i sofaen. / Muselort i havregryn. / …”, og så videre nedad.

Stærkest og mest læseværdigt står romanen i de positive beskrivelser,
hengivelser, til øens natur – og til sønnen Hugo –
som måske nok ender med at være den mening, digteren ledte efter på den fremmede ø.

”Man kan skabe lige så mange øer, man vil i fantasien, ik’ far?”, spørger sønnen Hugo.

*Insula* af Thomas Boberg, Gyldendal 2024. 239,95.