+++
date=2014-07-03
title="Johan Herman Wessel, Kærlighed uden Strømper i 1772"
[taxonomies]
tags=[
"blog",
"vejviseren",
"artikel",
"personer",
"wessel",
"emne",
"norge",
"tid",
"1700-tallet",
"oplysning",
]
+++
[[!if test="included()" then="""
{{ img(path="love-stockings.jpg" link="/vejviseren/wessel1772" class="blog") }}
"Kærlighed uden Strømper" var et satirisk pletsskud fra 2. sal.
En hel genre af drama blev skudt for boven af Johan Herman Wessel.
Stykket er udødeligt, selvom "strømperne" der er genstand for intrigen forlængst er forsvundet fra herremoden.
[[Læs mere...|/vejviseren/wessel1772]]
"""
else="""
Kærlighed Uden Strømper i 1772 - Satirens pil fra Gråbrødretorv 3
På det røde hus Gråbrødre Torv 3 sidder en mærkværdig mindeplade oppe
under anden sals vinduer. Den ene bevingede amor med bue og pil skyder
den anden bevingede amor i bagdelen:
JOHAN HERMAN WESSEL
BOEDE HER 1772 DA HAN SKREV
KJÆRLIGHED UDEN STRØMPER
{{ img(path="wesselmindeplade.jpg" class="solo") }}
Bag den løjerlige titel gemmer der sig en sensation på den danske scene,
og bag navnet Wessel gemmer der sig en af de store komiske talenter i
Danmarks og Norges litterære historie.
Wessel var kommet fra Norge for at studere, som så mange andre. Her faldt
han meget godt til rette. Wessel var en oplysningsmand ligesom sin ældre
landsmand Holberg. Men modsat Holberg var Wessels kød skrøbeligt og rygraden
var ikke den stærkeste. Så han bukkede under for tre fristelser som Holberg
ikke faldt for: Dovenskab, brændevin og ægteskab.
Om sin lillebror Casper skrev han:
Han tegner landkort og læser loven
Han er så flittig som jeg er doven.
Caspar Wessel gjorde senere banebrydende arbejde med at beskrive komplekse tal.
Johan Herman til gengæld satte pris på det gode liv, og lod sig ikke forlede
af høje idealer. Han var blevet lokket med mad til et selskab for at sige et
vers om kærligheden, men der blev kun serveret håndmadder.
At Kærlighed er ikke had
Og Smørrebrød er ikke mad
Det er for tiden hvad jeg ved
Om Smørrebrød og Kærlighed.
Før Youtube, TV og radio måtte man invitere (og fodre) digtere og musikere
for sin underholdning. Og i dette tilfælde var det vel at mærke 100 år før
smørrebrødet blev højt belagt.
{{ img(path="wessel400.jpg" class="tall") }}
Wessel var særlig i sit es i Norske Selskab i et par værelser hos Madam Juel,
der holdt kro i Sværtegade. I dag hedder stedet Wessels Kro. Her blev drukket
og digtet – og her blev snakket norsk selvstændighed. Ikke at Wessel led af
fædrelandskærlighed (ud over at man i Norske Selskab generelt var mindre
glad for jyder). Det var mest drikkeviser og satiriske vers han var mester for.
Afholdenhed! Du Vises Dyd,
Som jævn og sej, men varig Fryd
I et langvarigt liv os byder!
Du tager det vel ei ilde op,
At jeg dog heller i Gallop
I kort, men heftig Lyst mig fryder.
Wessel var evighedsstudenten, og så den forliste student blandt de generelt
flittige norske studerende. Han overlevede som sproglærer og oversætter for
det Kongelige Teater. Ud over det skrev han korte og lange digte – oftest
satiriske, med titler som ”Smeden og Bageren”, og ”Mosters Pølser” og ”Hundemordet”.
Skrevet med lune og indsigt i sine snusfornuftige landsmænd både nord og syd for Skagerak.
[[!inline pages="video/2014/wessel" raw=yes]]
Han skrev et enkelt drama i 1772 under den løjerlige titel "Kærlighed Uden Strømper".
Det skabte sensation på scenen og teaterhistorie.
Højmodige vers
I 1700-tallet huserede der en særlig slags højstemt tragedie på scenerne,
hvor ædle mennesker blev stedt i frygtelige dilemmaer, og udtalte smukke vers,
der tolkede hvordan dyd, pligt, ære og kærlighed kæmpede i dem.
Zaire
En klassiker i genren var Zaire, skrevet af Voltaire i 1732. Den foregår i
et fjernt og muslimsk land, regeret af den enevældige men retsindige Orosman.
Herskeren elsker den kristne slavinde Zaire. Men han gribes af skinsyge,
da hun viser særlig omsorg for en fangen kristen ridder. Jalousi strides mod
retfærdighed i fuldendte vers, før Orosman giver efter for de mørkere følelser
og dræber sin elskede. For blot at finde ud af, at ridderen var hendes bror,
som hun plejede ud af søsterlig kærlighed, og han tager sig eget liv.
Alt sammen efter mange store følelser elegant udpenslet på vers.
Det gamle stykke havde vakt sensation i Danmark nogle år før i 1767,
da Kong Christian VII havde stået på scenen som Orosman.
Faktisk var det den excentriske kongens første større projekt at skaffe
franske skuespillere til landet og optræde med dem.
Den unge Dronning Caroline Mathilde fik tilbudt en mindre rolle som
slavinden Fatime. Men hendes hofdame von Plessen fik hende til at afslå
– skulle hun være med, så skulle det være som hovedrolle. Kongen tog ikke
det krav alvorligt, så hun var ikke med. Det var en typisk episode i et
ægteskab mellem en 17-årig fætter og en 16-årig kusine, som fungerede
virkelig dårligt. Sådan nogle detaljer kendte folk ikke, selv om der gik
rygter om kongens sære opførsel og natlige aktiviteter.
Vil du vide mere om Christian, Caroline Mathilde og Strueensee (der endnu
ikke var trådt ind på dén scene) kan du [[klikke her og læse i Vejviseren|/vejviseren/2013/februar/kgl_aff_tilbud/]]
eller tage turen om [[En Kongelig Affære.|/royalaffair]]
{{ img(path="Lekain-OrosmaneinZaire.jpg" class="tall" caption="Den samtidige franske skuespiller Lekain i rollen som Orosman") }}
Notabene
Jeg ej citeret har Zaire af Voltaire,
For stykket er på fransk og versene er svære.
Zarine
I 1772 havde et nyt stykke premiere, skrevet af den norske teolog Johan Nordahl Brun,
med titlen Zarine. Ligesom Zaire foregår det i eksotiske omgivelser og med
højstemte følelser på spil. Den mediske prins Stryange har overvundet
Sakernes dronning Zarine. Hans svigefulde næstkommanderende Lorano
ægger ham til at efterstræbe den ædle, men forsvarsløse dronning, så Lorano
selv kan stræbe efter prinsens hustru Rhetea.
Stryange er splittet mellem dyd og lyst på denne måde (et kort uddrag).
Hvad Strid udi mit Bryst, en Ild den anden møder:
af Ømhed nu for Dig, Rhetea, Hjertet bløder,
nu Sacers Dronning vandt, og hendes Yndighed
udjager af mit Bryst min første Kjærlighed.
Nu Pligt og Ed igjen mit Hjerte sønderriver,
min Elskov hader jeg og selv min Bøddel bliver.
Efter temmelig meget af sådanne ytringer opfyldes tragedien ved at den
stakkels prins dør for egen hånd, til stor ulykke hos de andre – og skurken straffes.
{{ img(path="brun_guld.jpg" class="tall") }}
Forfatteren Johan Nordal Brun gik videre til en strålende karriere som forfatter,
norsk patriot og biskop. Her har han lagt ansigtstræk til et guldsegl fra det Kgl, Norske Videnskabernes Selskab.
Strømper
Nordahl Brun var medlem af det Norske Selskab, ligesom Wessel.
Ved opførelsen af stykket var der feststemning hos Madam Juel,
hvor Wessel også fejrede sin landsmand. Men en djævel havde taget ved Wessel.
Seks uger efter kunne han præsentere sit svar i genren, ”Kærlighed uden Strømper”.
Her er de samme smukke vers og store følelser, men dramaets personer
er ikke orientalske fyrster og dronninger.
Persongalleriet minder mere om tjenerskabet i en Holbergkomedie.
Grethe vågner af en drøm med den grille i hovedet, at hvis hun ikke
bliver gift samme dag, så bliver hun det aldrig. Men hendes forlovede,
skræddersvenden Johan, har ingen strømper, og det går ikke at gifte sig
uden denne beklædningsgenstand. Så først lokker Grethe sin tidligere
kæreste Mads, der har strømper. Så ombestemmer hun sig da Johan dukker
op, og hun forkaster Mads. Med hjælp fra veninden Mette får hun Johan
til at stjæle et par af Madses strømper.
Den stakkel skræddersvends kvaler griber ind i hans sjæl.
Oh hvilken Qval og Strid! Mit Hjerte splittes ad!
Dyd! Elskov! Kan I to ej søbe af ét Fad?
En af jer vinde må, den anden må fordømmes.
To store i en Sæk kan ingenlunde rummes,
Men Sækken, som I to kan ikke rummes i,
Tilgavns undgælde må for Eders Klammeri.
Mit hjerte revner snart,. Jeg elsker eder begge.
Du Elskov er mit liv, Du Dyd min Kæle-Dægge!
Det må jo ende tragisk og gør det også i 5. akt, da samtlige medvirkende
efter tur stikker sig ihjel på scenen efter tur af henholdsvis anger,
græmmelse, ærgrelse og affekt… og for Mads' fortrolige ven Jespers vedkommende:
Hvi skulle Mette dø: Jeg ej årsagen ved.
Men når de alle dø, så må jeg og af sted!
Wessel føjer en epilog til stykket, hvor den antikke gud Mercurius selv
kommer ned og efterhånden får opvækket de døde. Motivet til at forfatteren
skriver efterskriftet er åbenbart, at hvis han ikke selv forsynede stykket
med en halvdårlig Happy Ending, så ville der komme en anden og gøre det endnu ringere.
"Kærlighed uden Strømper" var Wessels eneste stykke. Det blev skrevet til
skrivebordsskuffen, men udgivet efter opfordring fra venner.
Det gik over scenen til publikums hulkende latter i efteråret 1772
– i øvrigt samme år, hvor Stuensee var plevet halshugget og parteret på Østre Fælled.
Det var den spidse lille sag, der punkterede sæbeboblen af højstemt episk
udladning på den danske scene, det var slut med Zaire, Zarine og de meget store følelser på vers.
{{ img(path="love-stockings.jpg" class="tall") }}
"Kærlighed uden Strømper" bliver til gengæld stadig sat op. Her på Det Kongelige Teater
i 1973 med Erik Mørk som Johan (med strømper på i denne scene) og Birgitte Price som Grete.
Efter sigende havde Nordahl Brun også grinet af parodien. Men jeg mistænker at den har naget ham.
Modsat Wessel var han en målrettet mand, der kunne tæmme sin pen i højere sagers tjeneste.
Han var en norsk patriot, der skrev flere stykker og blev stamfader til den norske nationalromantik.
Han gav udtryk for danskkritiske holdninger, men gjorde alligevel gejstlig karriere og
endte som Biskop i Bergen. Han blev medlem af Eidsvoll-forsamlingen, der erklærede Norges
uafhængighed fra Danmark d. 17. maj 1814. Gennem tiden blev hans udfald mod Danmark og danskerne alt mere bitre.
Johan Herman Wessel blev hængende i København. Han tog ikke tilbage for at
blive præst og biskop. Han blev ikke genial videnskabsmand som sin bror.
Han steg ikke til tops i Danmark og blev feteret skribent og baron som Ludvig Holberg.
Efter nogle år med usikker indkomst, ægteskabelige rivninger og dårligt helbred, døde han i 1785.
Han skrev dette gravskrift over sig selv:
Han åd og drak,
Var aldrig glad,
Hans støvlehæle gik han skæve
Han ingenting bestille gad –
Til sidst han gad ej heller leve.
På mindepladen på Gråbrødretorv er han mindet – hvor den ene Amor-engel rammer den anden i bagdelen med sin pil.
[[Skoleopgave om 1772 og andre årstal på Gråbrødretorv|/skole/opgaver/aarstalstorv]]
Kilder
Yøstein Rottem: Vårt København (7 norske forfattere og København)
Johan Herman Wessel:Digte, København 1966
Om Zaire og Christian VII som Orosman: Ulrik Langen: Den Afmægtige (2008)
Om Zarine: P. Hansen: Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Bind 2: Oplysningens Tidsalder. (København 1902)
"""]]
