[[!meta title="Vejviseren 1845"]]
[[!if test="included()" then="""
Kierkegaards København tilhørte en anden tid end vores. Her finder vi Søren og hans litterære rivaler.
Byen var også beboet af en samling store ånder og andre fine folk, som det ikke var nogen simpel sag at tiltale korrekt.
[[!img sterm_sav_midte_lille.jpg class="solo" size=400x]]
[[læs mere|vejviseren/vejviser_1845]]
"""
else="""
Vejviseren 1845
Kierkegaard levede i de sidste årtier, hvor København lå sikkert afgrænset af sine volde.
De gyldne gamle dage
Guldalder kaldes tiden også. De gamle grækere havde brugt begrebet Guldalder om den store,
svundne tid. I København mødtes Thorvaldsen, H.C. Ørsted, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig,
Herr og Fru Heiberg, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. I dag står de store tanker tilbage, og
Guldalderen lyder som en klædelig kulisse for de Skønne Ånder. Den danske Guldalder er dog også
en tid præget af nationale nederlag, enevælde og fattigdom.
Byen på Bristepunktet
[[!img sterm_sav_midte_lille.jpg size=400x]] I 1845 boede inden for voldene 126.000 personer på
tre kvadratkilometer. Udover boliger skulle der være plads til Kastellet, Holmen, Christiansborg
og Kongens Have. Der var stalde, bryggerier, markeder, og når der skulle blive plads til flere,
så byggede man etager ovenpå. De 42.000 indbyggere pr. km2, ligger lige under den tæthed man
finder i Manila, verdens tættest befolkede by i 2013. Guldalderens By var samtidig en menneskelig
heksekedel på bristepunktet.
Fremtiden om hjørnet
Tivoli var åbnet et par år før, som en overture til det nye København der skulle opstå. I 1847 kom
jernbanen til København. Året efter tog hæren den første etape med toget, på vej i krig i Slesvig.
I samme anledning kom folkestyret. I 1852 blev de grønne forstæder givet fri til byggeri, og byen
bredte sig. [[Læs om den historie i Marts 2013 nummeret|http://www.byvandring.nu/vejviseren/waagensen/]].
Kierkegaard bukkede under – måske af overanstrengelse - i 1855. Det er næsten som om han forlader
verden, da hans overskuelige København bliver sluppet fri.
Kierkegaard og andre i Vejviseren
I 1845 gik Søren Kierkegaard stadig med frygten for at dø før han nåede Jesus alder på 33.
I december samme år, roder han sig ud i den fatale fejde med satirebladet Corsaren, og bliver
genstand for offentlig hån. Hans modpart er Meir Aaron Goldschmidt, der boede i Løvstræde. På
Nørre Vold residerer Portraitmaler Klæstrup, der tegnede særlingen Kierkegaard, og gjorde ham
genkendelig for alle i byen. Man kan have ondt af Kierkegaard, men han var selv en hvas skribent,
som bl.a. den følsomme H.C. Andersen fik at erfare.
[[!img kleestrup_gadesjov.jpg class="solo" size=400x]]
Når Christian Klæstrup ikke karikerede Kierkegaard, gjorde han sig i tegninger af livet i København.
Her viser han lømmelstreger - der måske giver en anden forklaring på, hvorfor det kunne være svært at
finde rette person eller sted i Guldalderens København. [[Se flere af Klæstrups tegninger|klaestrup]]
Hvor bor ham digteren H.C. Andersen?
Det er nemt at kigge i Vejviseren 1845 og finde Kierkegaard, S. Magister Artium, Nytorv 2,
(han boede i en periode i sit barndomshjem). Noget sværere er det at bladre sig frem til HC Andersen.
Der er 7 sider med Andersen, mellem Anckersen og Andkjær. Og i 1845 nævnes de fornemme først. Man finder
hurtigt en Andersen, H.C., men han er Justitsråd, (Chatol- og Hofcasserer hos Hendes Majestæt Enkedronningen),
og bor på Frederiksberg. Man skal forbi Kammerraad Andersen, Krigsraad Andersen, Løjtnant Andersen osv.,
før vi kommer til alle de almindelige Andersener.
De er ordnet efter erhverv. Altså Billedhuggermester Andersen, Blikkeslagerfrimester Andersen, fire
Brændevinsbrænderne (H., J., J. og O. Andersen) og en række Bude, før vi finder ham vi leder efter.
Det er under C for cand. phil, (og ikke D for digter). Han bor i øvrigt på Hotel du Nord,
hvor Magasin nu ligger. H.C.Andersen er efterfulgt af atter andre Andersener alfabetisk anordnet: Fabriksmestre,
Høkere, Køkkenskrivere, Madammer, Kunstmalere, Skomagere og Værtshusholdere.
I Guldalderens København kom fag og titel før fornavn.
Rang og følge
De fineste i samfundet havde titler at smykke sig med, og som bestemte, hvordan man skulle tiltale dem.
Vejviseren havde en fortegnelse over tiltaleformer.
Kierkegaard kaldte NFS Grundtvig for en ølnordisk Kæmpe på skrift, men behandlede ham med respekt
når de mødtes på gaden. Som sognepræst i København var han også Rangklasse 6, og skulle tituleres
Høiædle og Velbyrdige Herre.
Johan Ludvig Heiberg var en toneangivende intellektuel. Som kongelig skuespilsforfatter var han
udstyret med professortitel, der placerede ham i Rangklasse 5 og dermed skulle han tiltales på samme måde.
Hans viv Kgl. Skuespillerinde Johanne Louise Heiberg var tidens mest feterede scenekunstner. I kraft
af mandens titel skulle hun tiltales Frue, og ikke Madam, som de fleste respektable damer kaldtes.
Søren Kierkegaard var forlovet med Regine Olsen 1840-41, og den mulige Svigerfar var Therkel Olsen,
Etatsraad, og dermed i Klasse 3 og skulle formelt tiltales Høj- og Velbårne Herre. Når Regines far var
”i rangen”, kunne hun tiltales Frøken. Den normale tiltale til en ung pige var Jomfru.
Ved det nye kongelige teater sidder Adam Oehlenschlaeger som statue og kigger (inspireret eller besværet)
op fra sin lænestol. Romantikkens unge digter var endt som kommandør af Dannebrog og dermed en af de Hvide
Riddere – højest i Rangklasse 2. Han havde derfor været tvangsindlagt til at trække i hvid silkedragt med
guldfrynser og bære baldakin ved Christian VIII's kroning i 1840.
I samme høje ånds-region og rangklasse finder man H.C. Ørsted ”Conferenceraad, Dr. Phil. og Professor
i Physikken, Directeur for den polytechniske Læreanstalt C af D og DM., Ridder af Æreslegionen, Commandeur
af Nordstjernen, samt decoreret med den preusiske Orden pour le mérite dans les sciences & les arts.”
Det fylder også fire linjer i Vejvisseren i stedet for at der blot stod Ørsted, HC, Professor, Studiestræde 97.
På den anden side kunne læseren udlede at Ørsted skulle tiltales Højvelbårne Herre. Hans bror A.S. Ørsted
(der tillige var Oehlenschlägers svoger) var Geheime Statsminister og dermed i første rangklasse og skulle tiltales ”Deres Excelence”.
[[!img chr8karet.jpg class="solo" size=400x]]
Denne guldkaret blev brugt ved Christian den Ottendes kroning i 1840. Den står i dag i de Kongelige Stalde
ved Ridebanen på Christiansborg.
Høflighed
Det var altså bedre at være "Højvelbåren" end "Højædel og Velbyrdig" i 1845. Rangsystemet eksisterer endnu.
Men ikke som noget de fleste af os går op i, endsige noget der står forklaret på krak.dk eller i telefonbogen.
Vi er dus i vores dage, og på fornavn med de fleste. Gammeldags høflighed - eller mage til titelgalskab - må
man kigge i Vejviseren efter.
Kierkegaard var ikke selv titel-gal, og han var kritisk over for "spidsborgeren". Men han støttede op om Enevælden
og satte ikke spørgsmål ved tingenes tilstand. På den måde er der langt tilbage til Kierkegaards tid. Og det er
værd at have i baghovedet, når vi som moderne mennesker forfølger hans trin og tanker.
"""]]
[[!tag blog vejviseren]]
