[[!meta title="Tom Kristensens Københavnerår 1896 - 1946"]]
[[!if test="included()" then="""
[[!img tom-kristensen.jpg size=250x link=tom-kristensen-i-kbh]]
Tom Kristensen levede vidt og bredt i København gennem et
halvt århundrede. Hans odyssé begyndte ved Nyhavn, og nåede
til afgrundens rand. Han opsamlede byens rytme og rastløshed,
og gav den udtryk i rappe fejlfri vers og bidsk prosa.
[[Læs mere...|tom-kristensen-i-kbh]]
"""
else="""
Tom Kristensens 50 københavnerår 1896 – 1946
Han boede i København fra han var tre år og på kanten af
sproget – og halvtreds år frem. Han opsamlede byens rytme og
rastløshed, og gav den udtryk i rappe fejlfri vers og bidsk
prosa.
Her følger vi cykelbuddets hastige ridt gennem gadens
skilteskov i digtet Middag (1922):
Skyggen var hastig og flimred på Baggrund
Af spraglede skilte i gult og i blåt,
Skilte så røde som Dannebrogs Flagbund
Skilte så røde som Kød, der er råt,
Skilte i gult som en mat Citron
Skilte i bladgrønt og skilte i okker,
Skilte som ferskner og skilte som Lax
Og skilte som bare pokker.
[[!img Tomk1921.jpg size="250x" alt="Tom Kristensen 1021"]]
Byen har en hektisk rytme, farlige farver og momenter af
usikkerhed og angst. Helt håndgribeligt er hans frygt, efter
en hest havde væltet ham af cyklen i diget Vestergade 1924.
Ud fra gadens mange porte
rager lange hestemuler,
gule brune, hvide sorte,
som fra mørke dyrehuler
Her er alle hestes gade
Her er alles hestes stald
Her er luften gennemknitret
Af et evigt piskeknald.
Stemningen i de tidlige digte er anderledes end hos den
fordrukne journalist Jastrau i Hærværk fra 1930. Han er
lusket ind på arbejdspladsen efter fyraften. Dagbladet i
romanen er modelleret over Politiken, hvor Tom Kristensen
selv arbejdede.
Men gennem ruderne som aftenregnen havde skraveret med
lange, punkterede linjer, flimrede lysene fra det våde torv.
De kastede et skær op under loftet, uroligt og bevægeligt
som et nordlys blandet af sporvognenes farvede lygter og
bilernes skarpe projektører.
Den sidste sporvogn er kørt i remise, og der er ikke bilers
trafik over Rådhuspladsen. København er blevet mere tam siden
Tom Kristensen skrev ”Skøn som en sønderskudt Banegård” i
Landet Atlantis.
I 1930 kunne Jastrau i romanen gå Bar des Artistes.
Øjeblikkelig døvedes de af en stærk summen af stemmer og en
fjern klynken fra en grammofon, en hawaiiansk guitar. Et
rødgult skær af tapeter og en blålig tobakståge drog dem
straks ind i en uvirkelig verden.
Det bygger på baren i Hotel Kong Frederik i 1930’erne, men i
dag er der en ædruelig lounge med en kaffeautomat for gæster i
hjørnet. Og den mørke baggård med udsigt til nattehimlen –
hvor stordrankeren den Evige Kjær flår en betændt kindtand ud
med en knivtang? Det er et åbent område med væg-til-væg tæppe
og stuepalmer der småfryser under ovenlysvinduerne.
Stjernehvælvet og afgrunden er på større afstand i dag, end på
Tom Kristensens tid.
Omflakkende opvækst
Tom Kristensen var født i London, på Regent Park Road, hvor
vejen skifter fra at være en pæn gade til en proletargade.
Faderen drømte om Amerika, men søgte tilbage til København,
da det store gennembrud udeblev.
Første bopæl i København var Store Strandstræde ved Nyhavn. Et
fattigt kvarter, hvor Tom lærte sproget og rytmen, og fik øre
for den store verdens navne:
Hotellet Dagmar Hansen og Caféen Mozambique
Stod fjernt i Horizonten om min Barndoms Odyssé
Og funklede med skiltene og dunkende musik
Og skreg i Sømandsdille til om Natten Klokken tre.
(Fra "Nyhavns-Odyssé", 1922)
[[!img nyhavn_600.jpg size="500x" class=solo alt="Nyhavn"]]
Gennem Toms barndom flyttede familien hele ti gange. Det gav
ham både en social orienteringssans, men bidrog også til hans
rastløshed – før rejsen endte i en funktionærbolig i
Cikoriefabrikken i Valby. I ungdomsårene frekventerede han
Valbyparnasset, der normalt holdt til hos kunstmaleren
Jørgen Christian Jørgensen, som især levede af at male
mellemtekster til stumfilm hos Nordisk Film.
... når de politiske debatter larmede, for der kom folk, der
skulle blive nazister, og folk der skulle blive kommunister,
havde J. Chr. Jørgensen den vane, at han sad på en stol
noget afsides, som den ideelle vært bør være det. Han sad
foroverbøjet som en spinkel bonde, med den ene hånd over
shagpibens hovede og læberne stramt samlet om pibespidsen og
stirrede mod gulvet, mens han lyttede. Kun når der faldt en
bemærkning, der var alt for urimelig, fjernede han piben for
at få plads til at le.
[[!img valbyparnas.png size="500x" class=solo alt="Valbyparnasset" caption="Beskedne rammer for store tanker: Valbyparnasset i 1923. Jørgen Chr. Jørgensen er nr. 3 fra højre, Emil Bønnelycke sidder lige under lampen i midten, og Tom Kristensen læner sig tilbage i højre side."]]
Tom Kristensen var vokset op som digterspire med intellektuel
appetit. Han havde også været en begavet dreng, der fik en
langt bedre uddannelse end sine forældre. Han fik offentlig
støtte til at gå på præmieskolen på Vesterbro, hvor han gik
sammen med digterkammeraten Emil Bønnelycke - og senere på
Henrik Madsens gymnasium på Vodroffsvej, hvor han måtte finde
sig i drilleri for sin jævne baggrund. Det var dog en skole
han var glad for:
Ude i byen sagde man at Henrik Madsens Skole var en
antiklerikal jødeskole. At den var antiklerikal, vil jeg nu
sætte et spørgsmålstegn ved. Der blev undervist efter
Frederik den Stores princip, at her på hjørnet af
Vodroffsvej og Phillipavej med et spiritisttempel som nabo,
fik enhver lov til at blive salig i sin tro. Hver uge havde
vi en time i religion; men den arme frimenighedspræst, der
havde påtaget sig hvervet, må have følt sig hensat i helvede,
for vi drenge var næsten alle antiklerikale. Og i den retning
gjorde jeg hurtige fremskridt. Jeg egnede mig ypperligt til
ugudelighed, da jeg var den af os, der kendte Bibelen bedst.
(Fra erindringerne ”Aabenhjertige Fortielser”.)
Det var en selvstændigt tænkende ung mand, der som 21-årig kunne udsende et [[manifest om, hvordan byen skulle ses og beskrives.|/manifest-1914]]
[[!img madsensskole.jpg size="500x" class=solo alt="Henrik Madsens Skole"]]
Vodroffsvej er også med i Hærværk, hvor hovedpersonen Ole
Jastrau søger et opgør med kommunisten Sanders, der i sin
nævenyttige idealisme har givet Jastraus ægteskab et sidste
hjælpende skub mod opløsning:
På hjørnet af Vodroffsvej lå en forvirring af lave huse, et
frønnet lysthus, der lignede en forfalden musiktribune, nogle
plankeværker og et stykke ujævn brolægning, der førte ind til
en fireetagers bygning, der var uden mening eller sammenhæng
med omgivelserne, blot rejst på højkant i en dunkel forudanelse,
om at der engang måtte blive høj bebyggelse her. Bag huset lå
en have på størrelse med en grøft, klemt nede mellem bygningen
og Svineryggens skråning.
På denne grund ligger i dag en flot bygning i 1930’ernes funkisstil.
[[!img vodroffsvigarkassehus.jpg size="500x" class=solo alt="Funkishus"]]
Åbenbaringer på Vesterbro
Tæt derved er Stenosgade med den katolske kirke, som Jastrau i
Hærværk også får et mellemværende med.
Indtrykket af den korte Stenosgade var forvirrende, indtil de
stod ud for Jesu Hjertes Kirke med tårnet og de spidsbuede porte.
Så var gaden let fattelig, den røde kirke, der lå skubbet ind i
række med beboelseshusene, de røde, klosteragtige mure,
præsteboligen og skolen til venstre, og den private ejendom til
højre, som åbenbart var blevet smittet af katolicisme og havde
skudt et umotiveret spir. Det spidsbuede udtryk lurede på at
kunne brede sig som en from mine over hele den side af gaden.
De protestantiske privatejendomme på den anden side var som
skumring.
Nu er vi på Vesterbro, et af byens mest travle kvarterer.
Travlheden er begejstret beskrevet af Toms barndoms- og ungdomsven
Emil Bønnelycke, her i et uddrag i digtet Vesterbrogade fra 1918:
En virak af biler, blå røg og benzin,
og cykler der kimer i bar symphonier.
En dønning, en malmstrøm, åh dagen er min.
Er dens frejdige elsker og frier.
I dag synes alle bekymringer fjerne.
I dag er der vokset et træ i min hjerne…
Men manna og løv og mærkværdige farver
Og sommerinsekter og majmyg og larver.
”Bønne” havde let til begejstring og idealisme, havde tidlig
succes og hjalp den mere komplekse Tom til anerkendelse som
digter. Men Tom havde det ikke let med frelsen – og heller
ikke i længden med sin gamle ven.
Hr. Kistensens åbenbaringer kommer ikke nemt, men er så meget
desto mere nådegaver. Hør nu fra Hærværk.
"Du," brummede [Steffensen], da Jastrau kom ud fra butikken
igen. "Istedgade er nu en dejlig gade."
"Hvorfor det?”
"Fordi den er lang."
Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens
fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned ad den
lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et
mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og
langt ude ved Enghave Plads blev de grå og gule facader
luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende
tåge.
[[Byvandringer på Vesterbro|vesterbro]]
Fra Vesterbro kan man vandre med Tom Kristensen ad
[Vesterbros Passage – der var byens moderne hovedstrøg i 1930|/vejviseren/vejviser-1930/]
– og se om man når helskindet frem til Rådhuspladsen.
Jeg vil dog slutte turen med et par strofer fra indgangen af
”Drømmen om Frederiksberg Have” fra 1936, hvor Tom Kristensen
trods al uro kan forsone sig med den danske idyl:
Hør, hvor det regner i Drømmenes Have!
Hør, hvor det mildner med monotoni!
Støtten af Enevoldskongen går roligt,
Lavet på sin Sokkel hen ad en Sti.
Borgerligt stille og kongeligt ene,
Blottet for alle monarkiske Tegn
Klædt som det bør sig i Efterårsvælden
Skrider han mod mig i Træernes Regn.
Dæmpet af Mødet med Regnen og Roen
Og hans fortrolige, grå majestæt
Sagtner jeg ’Gangen, forsones med Regnen,
Føler jeg mig som en Konge forklædt.
Hen ad en Gangsti som lavet på en Sokkel
Vandrer jeg fyldt af hans Tavshed og Ånd,
Tavs på hans Bud ind i Drømmenes Have
Uden han truende løfted sin Hånd.*
[[!img havenetre.jpg size="500x" class=solo alt="Statue"]]
[[Ture i Frederiksberg og Frederiksberg Have|frederiksberg]]
[[Til overblik over Tom Kristensen og 1930-temaet|/vejviseren/1930-overblik/]]
"""]]
[[!tag blog vejviseren]]
[[!tag artikel person tom_kristensen ]]
[[!meta date="2014-01-20"]]
