[[!meta title="Skilderi med Skandale: Østervold Aftenen før Store Bededag 1862"]]
[[!if test="included()" then="""
[[!img storebededag.jpg size=500x class=solo]]
Billedet viser Københavns Vold Store Bededags Aften i 1862.
Mindst én mand anså sceneriet som skandaløst.
Læs hvordan, og bliv introduceret til nogle af tidens kendte ansigter.
[[Læs mere...|storebededag]]
"""
else="""
Østervold aftenen før Store Bededag 1862
[[!img storebededag.jpg size=600x class=solo]]
Maleriet - og antydningen af en skandale i det – fortæller om den København sociale scene anno 1862.
Portene var væk, men voldene stod stadig, og både det militære
sammenbrud i 1864 og det senere moderne gennembrud lå forude.
København virkede som sig selv. At promenere Store Bededags Aften
var en vigtig sociale udfoldelse. Her er det skildret af en tilskuer.
Maleren A.H. Hunæus var tilskuer, for han var døvstum.
Han har lige så lidt vidst, hvad der er blevet snakket om på Volden
hin Store Bededags Aften, som vi har det på 152 års afstand.
[[!img storebededag_hat.jpg class=solo]]
På hat
To herrer i den nyeste engelske mode ses her til højre.
Grosserer Funder med pondus og sort hat, og forfatter
Meïr Aron Goldschmidt – tidligere redaktør af Corsaren med lys hat og skæg.
De hilser på madam Richter, (konen i huset, hvor Hunæus boede), og agent M.J. Phillipson.
I baggrunden hviler en mand med kasket sig op ad et træ.
Det er bagerlaugets formand, og han har grund til at hvile sig.
Han og hans laugsfæller ville have arbejdet hårdt med at bage og sælge hveder hele dagen.
De lader sig let opvarme i ovnen på den tilstundende helligdag,
hvor bagerne havde fri som alle andre. Drengen i midten er Hunæus egen søn.
[[!img storebededag_kongelige.jpg]]
De Kongelige
Ferdinand og Caroline var to ældre og elskede medlemmer af Kongehuset.
Prins Ferdinand var egentlig først i arvefølgen efter sin nevø og drikkebroder kong Frederik VII,
og nærede en stor angst for at skulle blive konge, hvis Frederik ikke overlevede ham.
Hans gemalinde prinsesse Caroline var Frederik VI’s datter,
og hun havde stor tolerance for ægtemandens smag for kvinder og kortspil
(Ferdinand efterlod sig en spillegæld på 400.000 rigsdaler).
Parret havde indlagt sig hæder under Koleraepidemien i 1853
ved at blive i København og ikke flygte ud af byen, som andre medlemmer af det gode selskab gjorde.
[[!img storebededag_kunst.jpg class=solo]]
Kunstnerne
Det er maleren Hunæus selv med høj hat, helt til højre, og hans datter og hendes barnepige forrest i udsnittet.
De er klædt i egnsdragter fra Hedeboegnen mellem København og Roskilde.
Med hatten på sned og stokken koket under hagen lever Christian Winther op til billedet af den romantiske digter.
I et digt fra året før, „Maj 1861” trygler han foråret om at komme:
O, sødeste Madame! Vaagn op
Og smyk Dig i dit Kammer
Med Gyldenlak og Rosenknop,
Kom ud og end vor Jammer!
Vi staae i Flok paa Mark og Eng
Forfrosne her og slingre;
Vi kan knap røre Harpens Stræng
Med vore valne Fingre.
(Det var lidt koldere i de år, også i 1862, hvor Store Bededag faldt 16/5. Man ser at der ikke er blade på træerne på Hunæus maleri.)
Winther er god til at tiltale damerne. Han havde et let bevægeligt hjerte og en tunge der nemt kom på gled.
Han priser også Våren og Kærligheden i klassikeren „Hjortens Flugt”, der blev læst som en nøgle til elskovens mysterier,
og var den klassiske konfirmationsgave i mange generationer. Billedets skandale handler dog ikke om ham.
Han ses ganske respektabelt i selskab med sin frue Julie.
[[!img storebededag_hund.jpg class=solo]]
Sladder og skandale
Som så mange billeder bliver det først genstand for sladder et par år efter det er skabt.
Muligheden for skandale ligger i, hvad der ligner en intim samtale mellem fru Richter og hr. Phillipson,
som havde rygte for både handelstalent og kvindetække. Se også at damen hiver op i skørtet så krinoline og ankel kan skimtes!
Og i den løbende hund. Hunden er traditionelt symbol på troskab, men denne her løber løbsk!
Det er sikkert for meget at læse ind i billedet, men det var ikke desto mindre, hvad Hr. Richter gjorde nogle år senere.
I mellemtiden var maleren død, og hans tiloversblevne billeder var opkøbt og udstillet
hos kunsthandler Cohen på Amagertorv midt i byen, hvor det pludselig gav anledning til sladder.
Hr. Richter kunne huske at have mødt maleren på trappen, og givet ham tilladelse til at male madammen,
men der var intet i aftalen om at han skulle være i selskab med Phillipson eller nogen anden.
For at undgå rygter købte Richter skilderiet for fire gange indkøbsprisen, så det forsvandt for offentlighedens nyfigne blikke.
I nogle år var det låst bort, men fra 1874 fik det lov til at hænge fremme i familiens hjem.
Ifølge fru Richters vilje lod familien maleriet gå videre til Statens Museum for Kunst.
I dag kan det ses på Københavns Museum.
Hunæus døde sikkert ganske uvidende om den skandale billedet kunne skabe.
Det havde ikke vakt opsigt (eller var blevet solgt), da det var udstillet på Charlottenborg i 1862.
Da han var stum har det nok været en bedrift at få tilladelsen af sin husherre til at afbilde madammen,
så en nærmere beskrivelse af motivet var det næppe kommet til.
Da han tillige var døv, har han måske endda ikke kendt til, hvilke rygter der gik om den lidt for dygtige Hr. Phillipson.
Kilde
København, Før Nu og Aldrig bind 16, forfatter Erik Wassard, 1987.
SMKs hjemmeside: smk.dk/udforsk-kunsten/samlingerne
"""]]
[[!tag blog vejviseren]]
[[!tag artikel tid guldalder emne kunst]]
[[!meta date="2014-05-08"]]
