+++
date=2015-05-27
title="Søren Kierkegaard vs. Folkestyret"
[taxonomies]
tags=[
"blog",
"vejviseren",
"artikel",
"personer",
"kierkegaard",
"guldalder",
]
+++
[[!if test="included()" then="""
{{ img(path="guldalderkamp.jpg" class="blog" link="/vejviseren/sak_om_1848") }}
Søren Kierkegaard er ikke ude på at gøre det nemt for nogen. Læs hans
svadaer om demokratiet. Han sætter fingrene på et par ømme punkter.
[[Læs mere...|/vejviseren/sak_om_1848]]
"""
else="""
Søren Kierkegaard vs. Folkestyret
Indskrift på en grav: Dagspressen er staternes ulykke, »Mængden« det onde i verden. - »Hiin Enkelte«
Søren Kierkegaard prøver ikke på at gøre det nemt for hin enkelte,
Han har nedfældet kritiske holdninger og knubbede ord om folkestyret.
”Martsrevolutionen” i 1948 fyldte ham med afsky, og det er tydeligt
ud fra hans dagbogsoptegnelser.
{{ img(path="kierkegaard_frimaerke-danmark-30.jpg" class="tall") }}
Man kan ikke bare affeje Søren Kierkegaard som en underlig reaktionær
statut, der sukkede efter enevælden. For han trykker på nogle af
demokratiets ømme punkter. Forholdet mellem den enkelte og flertallet,
mellem pressen og den offentlige mening, mellem medborgerne, der også
er med til at bestemme over hinanden.
Her følger nogle spredte uddrag fra Søren Kirkegårds dagbøger – og til
sidst en længere optegnelse.
[[Følg i hælene på Kierkegaard til flere artikler om ham i Vejviseren|/vejviseren/kierkegaard-gaar/]]
[[Kierkegaard København Byvandring|/kierkegaardvandring/]]
Uddrag, opstød og udfald fra dagbøgerne 1846-1848
Den dag da pøbelen her i byen slår mig i hatten (og den dag er måske
ikke langt borte) den dag har jeg sejret.
Herskesyg er mængden, og mener sig betrygget mod al gengældelse, thi
hvor skal man få fat på mængden. - Det hvad vi kalder oppositionen her
hjemme, lever endnu i den gamle sludder om, at bekæmpe regeringstyranniet.
Når en politibetjent begår den ubetydeligste forseelse, hvorfor han oven
i købet bliver straffet af foresatte, så bliver der alarm; men om publikum,
mængden, pøbelen, den offentlige mening o.s.v. år efter år afstedkommer
de væmmeligste afskyeligheder og misbrug af magten: ja, det tør
oppositionen ikke tale om. Enten kan den ikke begribe, at det er
afskyeligheder, siden det er oppositionens afgud, der gør det, eller den
ser det, men tør ikke påtale det, fordi den er fej. Når en mand nu om
stunder udsættes for en lille forurettelse, men vel at mærke af kongen,
af en højtstående o.s.v., så har alle sympati med ham, han er martyr.
Men når et menneske dag ud og dag ind forhånes, forfølges, mishandles,
åndeligt forstået, af mængdens og pøbelens og publikums o.s.v.s dumhed,
nysgerrighed, frækhed: så er det aldeles i sin orden, det er ingenting.
Til sidst bliver hele verdenshistorien vrøvl. Man afskaffer aldeles
handling; for så vidt der sker noget er alt begivenhed. Den magt, der er
den stærkere handler ikke, ved ikke bestemt hvad den vil, siger det ikke
bestemt - med mindre at der er nogen enkelt mand i spidsen, en hero.
Nej som abstractum tvinger man in abstracto de svagere til at gøre noget,
lidende - og dette bliver begivenheden. Man stormer mod slottet i Paris,
en ubestemt folkemængde, som ikke ved hvad den selv vil, uden bestemt tanke.
Så flygter kongen - og så er det republik. Vrøvl.
Herhjemme rykker en 15.000 mennesker syngende mod slottet. Man har
forlangt et ministerium: Hvidt, nej, man har benyttet ganske ubestemte
udtryk om at omgive tronen med folkeligsindede mænd; end mindre har man
forlangt ansvarlige ministre. Så bliver Frederik VII altereret, gør Hvidt
o.s.v. til ministre, til ansvarlige - og folket jubler, det er folkets sejr.
Mig synes det er mere til at græde over, over al den umenneskelige fejhed,
hvor der ikke findes spor af personligt mod.
{{ img(path="1848optog.jpg" class="solo") }}
[[Læs om de dramatiske martsdage i 1848 - og andre optog der skrev sig ind
i Danmarkshistorien|/vejviseren/grundlovsoptog]]
I dette øjeblik må der naturligvis ingen opposition være, ingen modstand
mod regeringen - og hvorfor? Fordi oppositionen er kommen til regeringen!
Leve den menneskelige dumhed! Det kan man kalde frihed.
Det er som i en familie, hvor forældrene ikke have kunnet få børnene til
at lyde - så siger forældrene: nu vel, så tag I kommandoen og lad os lyde,
det går bedre. Og ved forældrenes respekt for hvad det er at lyde, går det
virkelig et øjeblik bedre. O, men denne usandhed! Og den må dog til sidst
føde en ulykke af sig.
Min hele betragtning af Danmark gør mit liv uhyggeligt her; der er noget
uhyggeligt i at vide og være forvisset om et lands undergang, medens alle
jubler ved tanken om en mageløs fremtid.
Endnu står de fleste med den gamle front mod konge, kejser, konferentsråd
i stedet for mod mængden. Alt hvad mængden gør, den rædsomste grusomhed,
det er godt, det er Guds vilje. Aldrig er nogen despot i Østerlandet
blevet så servilt betjent og smigret af hofkryb, som »mængden« af
journalisterne, af alle øjeblikkets mennesker. Og så kan man ikke forstå
min lære om den enkelte. Ja, sagen er, man tør ikke.
{{ img(path="guldalderkamp.jpg" class="solo") }}
Lang optegnelse: Om demokratiet
Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste,
ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller
et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den
urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for
den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne
tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever.
Men i en folkeregering: hvem er herskeren? Et X eller det evindelige pjat:
hvad der i ethvert øjeblik er eller har majoriteten - den afsindigste af
alle bestemmelser. Når man ved, hvorledes det går til med at få majoritet
og hvorledes den kan fluktuere, at så dette nonsens er det regerende!
En tyran er dog kun én; man kan altså, hvis det så synes én, indrette
sig på at undgå ham, leve fjernt fra ham o.s.v. Men hvor skal jeg i en
folkeregering undfly tyrannen? Ethvert menneske er jo, i en vis forstand,
tyrannen; det er blot han skaffer et opløb: en majoritet.
En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for
ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke
falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg
står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at
jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende.
Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven
på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis
ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!
En folkeregering ville i maksimum skaffe nogle martyrer, af hvilke den
har fortjeneste som Josephs brødre af Joseph.
At leve under en sådan regering er det mest dannende for evigheden,
men den største kval så længe det står på. Kun én længsel kan man have,
hin sokratiske: at dø og at være død. Thi Sokrates, han har døjet i
denne åndløshed, at numerus er regeringen, at vi ikke alle er lige for
Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en folkeregering!) men alle lige
for tallet! Og tallet er just det onde, som det også i Åbenbaringens Bog
bruges således prægnant. En folkeregering er det sande billede på helvede.
Thi selvom man skulle holde dens kval ud, det var dog en lise, hvis man fik
lov til at være ene, men det kvalfulde er netop, at »de andre« tyranniserer én.
[[!template id=note text="""kilde: A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975. Fundet via hjemmesiden NOMOS"""]]
"""]]
|
