[[!meta title="Havfruer i mere end 100 år"]]
Havfruer er ikke, hvad de har været. Alligevel bliver de flere og flere. I nu hele
100 år har den ene siddet på en sten i havnen og repræsenteret Danmark, og er blevet
et symbol på vor by og os, mens stigende antal turister er strømmet til hendes fod
eller fiskehale. Hun er del af en længere historie om havvæsener og vartegn i havnen.
Havfruegrunden og Byens Vartegn
Ud for København lå i middelalderen en mudderbanke, hvor skibe kunne gå på grund – og
det er også en bedrift. Revet fik navnet Havfruegrunden. Havfruer får skibe til at gå
på grund, og det var også en bedrift, som sømænd har vidst siden før Odysseus lod sig
binde til masten. Den gang var de frygtede væsener, men også lokkende farlige.
Havnen var et sund der rakte helt over til Amager, og Havfruegrunden har ligget lige
over for Slotsholmen. Det var nok Christian IV der fik taget livet af den, da han fik
opfyldt og anlagt Christianshavn. Til gengæld fik han rejse Byens Vartegn midt i havnen
på en søjle med Leda og Svanen. Hende kunne skibene navigere efter, og så var der også
en mere eller mindre nøgen dame at kigge på i havnen.
Digteri
H.C. Andersen fik udgivet Den Lille Havfrue i 1835 – da København endnu var omgivet af
volde. Det er en romantisk fortælling om at ofre alt for kærligheden, og med en
bittersød og underlig slutning. Men rørende også, og folkesagnenes femme fatale er i
Andersens bearbejdning blevet offer for følelser og samvittighed. Havfruen gik fra
at være en trussel til en tragisk heltinde.
Det var en fortælling, der kunne inspirere i flere overleveringer. Den inspirerede
balletten i 1903, som igen inspirerede en af Københavns ustyrlige originaler, nemlig
brygger Carl Jacobsen. Han fik kunstneren Evald Eriksen til at portrættere ballerina
Ellen Price i partiet som havfruen – men da hun fandt ud af at statuen skulle stå i
havnen, nægtede hun at sidde nøgenmodel, og kunstnerens kone måtte lægge krop til.
Der sidder hun med idealhoved, realkrop og fantasi-fiskehale i forvandlingens øjeblik
og er et godt udtryk for symbolismen. Den stod for fald som dominerende kunstretning
dengang i 1913, men trods ekspressionisme og andre ulykker blev Havfruen mere og mere
populær. Den Lille Havfrue herskede uantastet i havnen i mange år, og blev postkortpige,
turisternes darling og et symbol man må finde sig i – lidt lige som kongehuset.
Der skete noget i 1964, da hovedet en dag var forsvundet. Selv om et nyt blev lavet, er
det et meget stærkt billede der står tilbage. Affæren blev ikke mindre pikant af at
forbrydelsen aldrig blev opklaret – og hovedet er et sted derude endnu. I 1997 røbede
Jørgen Nash (en autoriseret original) lidt af sløret i bogen ”En Havfruemorder Krydser
sit Spor”. Men den mord- og mod-historie vil jeg vente med til år 2014, som markerer
50 år for affæren.
Trods denne udspekulerede aktion tiltrækker Havfruen hvert år en strøm af turister til
Langelinje, hvor de stiger ud af busser og kæmper om adgangen og foto-vinkel på ikonet
– til tider i en panisk stavren op og ned af stenene ved stranden, gennem hele
turistsæsonen fra maj til september. I sandhed et aparte skue, som nok ville have betaget
den gamle digter, og en daglig situationistisk happening.
To sider af det moderne
Gå længere ud af Langelinie for at finde et par andre havfruer. Den ene er del af et
større cirkus på Langelinie Allé, kaldet det Genmodificerede Paradis. Den er at finde
i havnebassinet ved siden af, og ser sørgeligt gennemskåret og kejtet ud. Det er et
værk af Bjørn Nørgaard. Denne sære kunstner, der er god til at skabe både det sublime
og det skrækkelige, og er modernismens svar på 87 års afstand til originalen. Den blev
skabt i 2000 til Expo i Hannover – og opstillet i 2006.
Det moderne har også en mere glat og behagesyg side. Ved starten af Langelinie kaj står
den Store Havfrue fra 2007 – opstillet af Peter Bech, der drev restaurant og en overgang
var ejer af Middelgrundfortet. Hun har struttende bryster og en bag der røber sig i
fiskehalen, og et nogenlunde lige så spejlglat ansigt. Statuen var baseret på et par
fotos af Bechs niece, der blev sendt til et stenhuggeri i Kina, udfærdiget i granit og
sejlet hertil. Hun står tavs tilbage efter entreprenøren har trukket sig fra forretninger
i havnen.
Det er som om de moderne tider deler sig i to – i grel provokation eller plastickirugi
i granit. Det er ikke til at sige hvad der er det mest monstrøse.
Dæmoni
Der er en af byens havfruer der har noget at sige. Hun dukkede op for bare et par år
siden, lille og irret på kanten af Den Sorte Diamant – nærmest over for, hvor Havfruegrunden
angiveligt lå. Det er Anne-Marie Carl Nielsens Havfrue fra 1921 – og den eneste af byens
sirener der er udtænkt af en kvindelig kunstner. Den havde ellers været gemt væk i mange år
– først i Østre Anlæg (hvor man nærmest officielt gemmer statuer væk), og så på depot. Men
nu er hendes tid kommet.
Der er stirrende rædsel i øjnene og vild kraft i den uregerlige hale, der ser ud til at
kunne knække en eventyrprins midt over. Og der var sket noget mellem 1913, hvor den
velkendte havfrue var fra – og så 1921. Verdenskrig, Revolution, den Spanske syge.
Statuen er skabt af en klassisk dannet kunstner – men den er på kanten af tiden. Kød og
krop og angst er spærret inde i kobberet her, og bag de stirrende øjne.
Mændene skal med
De mandlige vand-væsener er mindre kendte i København, men de færdes i sagn og eventyr på
fatal og farlig vis. Se her Olaus Magnus' fremstilling af Nøkken, der får en mand til at
styrte i afgrunden med sit violinspil, fra krøniken om de Nordiske Folk fra 1555.
Det er ikke altid let at være havmand. Fra Højbro kan man se dem i vandet. Otte mand høj.
Det er havmanden og hans syv sønner. Dem havde han fået med Agnete, som han havde lokket
ned til sig, men hun var vendt tilbage til jorden og sin moder bag kirkens beskyttende
mure, og havde efterladt ham og deres syv sønner dernede sammen. Det er næsten
socialrealistisk gribende at se de uklare figurer af den efterladte fader med sine børn i det
forplumrede vand i Slotholmskanalen, som en slags eventyrverdenens Underdanmark.
Oppe i Helsingør sidder nu den spejlblanke Han af Elmgren og Dragset. En ung mand i
Havfruens positur, men uden fiskehalen. Også tvetydig og på kanten af havnen – foran det
nedlagte skibsværft, og med Kronborg bag sig. Men Han skal ikke have skylden for skibe
dér går på grund – for værftet var gået neden om og hjem mange år før han dukkede op
på kajen. Men som megen spændende kunst vakte han furore og debat i det gamle Helsingør.
Han er også blank – så blank at man kan spejle sig i ham – og det er også noget.
