[[!meta title="Tæt på Tove - En vandring i Tove Ditlevsens spor og spejlinger"]]

[[!if test="included()" then="""

Følg sporet af en kendt og utilregnelig digter. Vi følger Tove Ditlevsen fra højden af hendes berømmelse, og baglæns gennem celebrityskilsmisse, psykoser og stoffer, kærlighed og digt med livet som indsats.

[[Læs mere...|/vejviseren/toveditlevsen_essay]]

"""
else="""

#Tæt på Tove

##En vandring i Tove Ditlevsens Spor og Spejlinger.

*Hun ser et øjeblik*  
*på mig*  
*og misunder mig*  
*at jeg er nærmere døden.*  
*Hun vil aldrig glemme*  
*mit ansigt.*  
(fra Selvportræt 5, De Voksen 1969)

[[!img td_1960er_storedanske.jpg size=500x class=solo caption="Tove Ditlevsen i 1960'erne. Kilde: Store Danske Encyclopædi, fotograf ikke angivet."]]

[[!template id=note text="""Denne historie starter tæt på sin slutning - så er du advaret kære læser – og den er ikke nem at følge. Den er inspireret af en byvandring om Tove Ditlevsen der fandt sted 7.2 2015, på den første forårsdag, der dog var ret kold."""]]

Tove Ditlevsen står ansigt til ansigt med sig selv på Rådhuspladsen, gennem et par stedfortrædere. En ventende ung piges blik på den ældre kvinde, og det glider over i hendes egen erindring om selv at vente forgæves på lige det hjørne 31 år før. Her er starten på digtet.

*Jeg stod en gang*  
*og ventede*  
*foran BT-centralen*  
*få en der ikke kom.*  
*Jeg elskede ham.*  
*Min ungdom*  
*faldt af mig i*  
*store flager.*  
*Jeg lod som om*  
*jeg ivrigt*  
*læste lysavisen*  
*og ramtes personligt*  
*af budskabet om*  
*Gustaf Munch-Petersens død*  
*i den spanske borgerkrig.*  

Gustaf Munch-Petersens død placerer første del i 1938. De ca. 31 år gik med 25 udgivelser, 4 ægteskaber 3 børn og et par større psykiske sammenbrud.  
Men det er kun *hvis* man tør tro på, hvad der står i et digt.

Digtet forgår – og turen starter på Rådhuspladsen. I sidste år bevægede Tove sig ikke gerne mere en en kilometer fra herfra. For selv om hun havde brudt grænser, rekorder og normer hele sit liv, levede hun som regel i en lille verden. ”Lille Verden” er også titlen på hendes anden digtsamling fra 1942, med en af de digte, som folk altid vil huske hende for, ”De Evige Tre”.

*Der er to mænd i Verden,*   
*der bestandig krydser min Vej,*  
*den ene er ham jeg elsker,*  
*den anden elsker mig.*  

*Den ene er i en natlig drøm,*  
*der bor i mit mørke sind,*  
*den anden står ved hjertets dør,*  
*jeg lukker ham aldrig ind.*  

(I får sidste strofe lidt senere.)

Tove Ditlevsen var den fattige pige var Vesterbro, der slog igennem med digte, der emmer af nysgerrig uskyld og længsel. Det image slap hun aldrig af med, for generationer af unge læste hendes ord med hjertebanken. Inden vi forlader Rådhuspladsen tager vi nogle vers af digtet København fra krigsåret 1942.

*Selv dine slanke tårne sitrer mod rummets blå.*  
*Månen lyser af lykke og ved hvad du tænker på*
*Elskende trykker sig bange ind mod din lune favn,*  
*og småbørn vågner i mørket og kalder dig sagte ved navn.*  

*Med bløde pulsende lude slår bølgerne, halvt i drøm*  
*mod havnens lænkede skibe, der længes mod havenes strøm,*  
*og Rådhusurets dybe, klingende klokkespil*  
*er dit store, bevægede hjerte,*  
*der sanser at somren er til.*  


##Der er koldt på Tinderne

Vi går om hjørnet til HC Andersens Boulevard, og her sider digteren selv i form at statue med blankslidte bukser fra alle de voksne børn fra alle lande der har sat sig i hans skød.  
Hans Christian og Tove var begge fattige børn, der betalte af på den sociale arv, også i deres store succes. Begge to kunne de blive knust af kritikernes ord, som om deres kunst var noget de ikke kunne skille fra sig selv, som når 50’ernes unge digtere og kritikere tog afstand fra Toves rimede vers.  
Begge to var fremmede fugle på parnasset i hvert deres århundrede. Men det er dem vi læser i dag. Tove var hjemmefødt i København, og Andersen var vandret hertil, men de jagede begge målrettet lykken. Tove havde et liv af kærlighed og opbrud og skrev sin historie med sit eget blod. Hans Christian sad udenfor elskovens bolig, og støbte sin længsel til ord af guld. 

[[!img td_ogbror.jpg size=250x caption="Barndomsbillede af Tove og hendes bror Edvin netop ved Glyptoteket på HC Andersen Boulevard. Familien var fattig, men kulturelt ambitiøs."]]Vejen ned af den fine Boulevard er et godt sted at overveje det sociale. At det er dyrt at være fattig. Ikke at Tove Ditlevsen på den måde var politisk, men hun var socialt bevidst, og forstod folks vilkår. Derfor bestyrede hun også Familiejournalens brevkasse gennem 1960’erne og op i 1970’erne.

Fra 1960 til sin død boede hun på en fornem adresse på HC Andersens Boulevard 41 – indtil 1971 med Victor Andreasen, sin fjerde mand og stormfulde kærlighedspartner. Det var et ægteskab mellem to store personligheder. Han var den fattige dreng fra en jysk landarbejderfamilie, der droppede karrieren i Centraladministrationen til fordel for den krævende opgave at genoplive Ekstrabladet. Han indførte kampagnejournalistikken i Danmark på godt og ondt. Begge stammede fra samfundets bund. Begge nåede højt op på mulighedernes himmel i det nye Danmark efter Anden Verdenskrig. Det var før de brændte ud og brændte hinanden af i denne respektable ejendom i embedsmandskvarteret.

I de sidste linier af ”de Evige Tre” står der  
*…én gang hver hundrede år kan det ske*  
*de smelter sammen til én.*

[[!img td_va_vejviser.jpg size=500x class=solo caption="Fra Kraks Vejviser, 1965"]]

Og det var måske Toves lykke og ulykke – at hun fandt den store kærlighed, og at den store kærlighed ikke kunne holde. Huset i HC Andersens Boulevard blev scenen for ægteskabets sammenbrud. Sådan en undergang er beskrevet i romanen Vilhelms Værelse, hvor Tove Ditlevsen frit og nådesløst bruger sig selv og sine omgivelser i en beretning om ægteskabeligt forlis skrevet mellem sine to selvmord – det i 1974, hvor hun blev fundet, og det i 1976, hvor hun havde gemt sig godt.

Det larmer på Boulevarden af biler på vej til og fra Amager. Boulevarden var anlagt til promenade i 1890’erne, og ikke hovedvej i tre spor. Men folk har en gang fået bil. Der er dusinvis gange flere familier med sammenbragte børn og to forældre der tjener penge og har position uden for hjemmet. Tove og Viktor var pionerer i den genre. De havde levet 10 gode år sammen i en ramponeret villa i Birkerød med børn og en festligt desorganiseret husholdning, for begge havde karriere. Der var ingen af dem der rigtig havde tid og energi til alt det vedligehold som kernefamilien krævede før opvaskemaskinen. Reelt krævede kernefamilien den hjemmegående husmors kyndige hånd. Far-mor-og-børn var idealet som man sigtede efter – og høj som lav kunne kæntre imod. Det er stadig et ideal for mange.

[[!img td_opvaskflugt.jpg size=250x caption="Ib Spang Olsen lavede denne illustratiion til Tove Ditlevsens Essay *Flugten fra Opvasken*. Det er rart at tænke på at kreative mennesker også havde svært ved at holde hus i 50'erne."]]

##Post Mortem.
Kryds Boulevarden og gå mod Politigården, forbi kasseagtige ejendomme, Nykredits gamle og nye hovedkvarter, til du når Politigårdens alvorlige facade. Det er så godt et sted som noget at fremlægge beviser og beskyldninger.

Tove var psykotisk – som det hed – og indlagt i perioder. Romanen Ansigterne fra 1968 beskriver sammenbruddet for hendes karakter – Lise Mundus. Før psykosen var der stofferne. Viktor havde fundet hende og reddet hende ud af det misbrug, som hun havde udviklet i sit tredje ægteskab Sidste bind af hendes erindringer har titlen ”Gift” og dobbelttydigheden er tilsigtet. Måske er hendes tredje man – lægen – ikke så skyldig som han fremstilles i bogen, men Tove var narkoman i sit ægteskab da Viktor fandt hende i 1950. Han forlod børn og kone, og stod ved siden af hende i kampen mod afhængigheden.

[[!img td_vb_elefanter.jpg size=500x class=solo caption="Elefanter glemmer aldrig. Men selv de kan ikke altid kende digt fra virkelighed. Bag Nykredits elefanter, et hjørne af Politigården"]]Hvad der er digt og virkelighed i erindringer og romaner er aldrig helt klart. Nogle har klaget over den behandling de fik i hendes prosa – bl.a. digteren Piet Hein. Andre mennesker der var tæt på hende accepterede at det var reglerne der gjaldt. Den anklagede kan altså ikke bare påberåbe sig utilregnelighed, men også digterskæbne.

I en af sine brevkassesvar skriver en kvinde på 25 med 5 børn, at hun vil stikke af fra manden med en yngre gift elsker, som hun i øvrigt skal have barn med. Tove Ditlevsen opregner i sit svar: *”7 børn, 2 kvinder og 2 mænd. Det er 11 personer, hvoraf 9 er sagesløse. Så høj en pris er den lykke ikke værd….”* sådan starter det fornuftige råd.

Jeg kan umiddelbart tælle 7 børn, 2 kvinder og 4 mænd – 13 personer, hvoraf 9 nok er sagesløse - der blev involveret i Toves udenoms- og indenomsægteskabelige ødelæggelser. Selvfølgelig kan Toves råd være lige så velment, som det er velinformeret. Vi er her ikke for at dømme, men for at undres over kunsten og livet – og vi kan forlade Politigårdens knugende skygge, og gå over i Glyptotekets have mellem skulpturer som digte i bronze.

##Pigen i midten. Midten af turen.
Jeg kender ingen klar tilknytning mellem Tove Ditlevsen og Glyptotekets have. Men den ligger på ruten og egner sig til ophold og eftertanke. Jeg kan sagtens forestille mig hende her i forskellige stadier i hendes liv. Her sidder Tænkeren på sin ophøjede plads. Han ville nok have fået Toves overbærende skuldertræk, for hun kunne se igennem pompøse mænd. Der er en statue af moderen med klæbende børn, der nok havde givet hende kvalme. Og der en stående bronzestatue der hedder ”Moderne Pige”, og kan give anledning til citere fra Kvindesind (1955).

[[!img td_modenepige.jpg size=250x caption="Moderne Pige, statue fra 1930 af Gerhard Henningi Glyptotekets Have"]]

*Der bor en ung pige i mig som ikke vil dø*  
*Hun er ikke længere mig og jeg ikke hende*  
*Men hun stirrer på mig fra spejlet i øjnens sø*  
*Som søger hun noget hun ikke mere kan finde.*  

Teksten er kendt med musik af Ann Linnet. Her står Tove spejlet igen. Vi er nået midten af turen. Nå skal vi på Vesterbro og finde ud af om det var hendes skæbne at hendes liv skulle gå på den måde.

Den nyeste statue der er opstillet er Trold der Lugter Kristenblod, fuld af dæmoni, som minder mig om Toves digte om hekse, riddere og drager der er i slutningen af samlingen ”Den Hemmelige Rude” fra 1961.

Dette er en historie fortalt bagfra. Helge fortalte mig at historier kunne fortælles fra flere retninger. Helge var god til at gentage sig selv. Helge Andersen underviste mig i dansk i Gymnasiet 1979-82, og havde adgang til begejstring, og brugte gentagelsen som redskab. ”Lad være med at starte historien med Adam og Eva” gentog han atter og atter. Vi kunne grine af Helges faste fraser i klassen. Men udvalgte af dem sad fast og har givet mere og mere mening gennem tiden.

Et af de digte Helge trak af stald flere gange var af Tove Ditlevsen. Erkendelse hedder der, og her er to strofer fra en helhed af pinagtig spænding.

*Derhjemme havde vi en gang en vase,*  
*der var meget strengt forbudt at røre,*  
*den var stor og tung, kunstfærdigt smykket*  
*med rosenknopper, der var små og skøre.*  
¨
*Og kun fordi det var så vildt og dristigt,*  
*I al den spænding det forbudte tænder,*  
*tog jeg engang den vase ned og følte*  
*dens ædle form imellem mine hænder.*  
Digtet er fra Pigesind i 1939. Det var Toves først udgivne digtsamling.


##Den unge pige digter. Den unge digter dør.

Vi skal nu til Vesterbro ad Tietgensgade og over Tietgensbroen, med Hovedbanegårdens spor. Statuen ”Moderne Pige” er fra 1930 – og udstråler tidens ideal af sund ungdom. Tove 12 år - eller måske 13. Men lad os hægte os på en anden karakter på vej over broen – en mand der ikke ligefrem emmer af sundhed.

*Og pludselig gik Jastrau energisk over kørebanen og ad et skråt fortov ned ad broen ,ned til banegården. Det var, som om en sky trak for solen, sådan var kvarter her omkring Reventlowsgade og Istedgade, en afkrog midt i Københavns centrum, med smuthuller og løngange og porte, stueetagerne mørke af fugt og vinduesgardinerne borgerlige og anstændige som camouflerede bordeller.*  
(Fra Tom Kristensen, Hærværk, 1930.)

[[læs artikel om Tom Kristensens København|/vejviseren/tom-kristensen-i-kbh/]]

Den ægte forfatter Tom Kristensen lader sin romanfigur Ole Jastrau gå i hundene med udgangspunkt på Vesterbro. På den tid var Tove slyngveninder med rødhårede Ruth. De var færdige med rapserier i butikkerne – på grund af Toves uduelighed som butikstyv. Men de var ikke færdige med at udforske Vesterbros virkelighed.

*Nede ved banegården*  
*Kom luderne frem*  
*De lignede rige damer*  
*med parplyer*  
*og høje hæle*  
*man havde tænkt sig dem*  
*helt anderledes*  
*og var skuffet.*  

*Stanken fra*  
*kadaverslagteren*  
*var ikke så slem*  
*som om dagen*  
*Fulde mænd*  
*var ikke farlige*  
*sagde min*  
*veninde*  
*Børnelokkere*  
*ar altid ædru.*  
(fra ”de Voksne” (1955)

[[!img td_vb_istedgade.jpg size=500x class=solo caption="Istedgade en lørdag formiddag i 2015. Foto Viggo Bækgaard."]]

Unge Tove være tryg ved Ole Jastrau, hvis hun mødte ham. Men det gjorde hun ikke, for hun var ikke endnu helt blevet en fiktiv person.

I 1937 får hun sit første digt udgivet. ”Til mit døde barn” hedder det, og det faldt i nåde hos Viggo F Møller, der udgav tidsskriftet Vild Hvede, og var en art mentor for Unge Digteres Klub.

Tove havde ikke haft et barn der døde. Det er en digters ret at digte. Hun skriver at digtet kom efter hun tilbragte en aften med en ung mand på vej til at melde sig til den spanske borgerkrig – en aften afsluttet med et kys og ret farvel. Og at det i følelsen af endegyldig afsked, at hun undfangede ”Til mit Døde Barn”.

Men Tove digter sig herfra, for hun opgav sit fødeår som 1918 og ikke 1917. Hendes pointe var at debutere som purung 19-årig – før der rigtig var noget der hed teenager – og ikke som 20-årig. Her bliver hun upålidelig fortæller. Hun skabte den unge digterinde som en myte, hun i længden ikke kunne løbe fra.

[[!img td_vb_sidegadeguide.jpg size=500x class=solo caption="Fra turen 7.2 2015"]]

I digtet Selvportræt (5) der er citeret i artiklens start erindrer fortælleren sin venten på den udeblevne ungersvend.

*Der stod en*  
*gammel dame*  
*ved siden af mig*  
*under*  
*en opslået paraply.*  
*Huden på hendes hals*  
*lignede en kalkuns.*  
*jeg ønskede jeg*  
*var hende*  
*fordi hun*  
*var nærmere døden.*  

*Hele mit liv vil jeg huske*  
*hendes ansigt.*  
*Hele mit liv vil jeg huske*  
*Gustaf Munch-Petersens navn*  
*og misunde ham hans skæbne.*  

Og her er Tove Ditlevsen i samklang med sin vel-rimende digterkollega Tom Kristensen, der også blev ramt af Munch-Petersens død.

*Her skal vi andre nu vandre*  
*gennem et ælte af kunst,*  
*blive en kedelig gældspost*  
*uden mæcenernes gunst,*  
*blive en støvhob af gloser*  
*skrevet af tvang og af pligt,*  
*medens du hviler, skudt ned, skudt ned,*  
*dit livs ubesindigste digt.*  

Digteren er sit eget digt, således skriver Tom Kristensen, der trods alle forsøg og brådsøer af alkohol hverken fik drukket eller slået sig ihjel, men endte sin odysse som Tom (men ikke helt tørlagt) på Thurø.


##Sandheden om Tove Ditlevsen

*Det er herligt at lyve med store blå øjne*  
*og fable om bedrifter man intet kender til.*  
*At få folk til at tro på de vildeste løgne*  
*og finde på nye så tit man det vil.*  

[[!img td_ditlevsen_ung.jpg size=250x caption=""]]

Tove digtede sig selv. Løj sig til ansættelser som stor pige, og blev fyret igen fordi hun ikke kunne, hvad hun havde lovet. Hun digtede sig ind i et ægteskab i 1940 med redaktøren der havde antaget hendes første digt – den 30 år ældre Viggo, der smigret åbnede alle døre for hende til det gode digteriske selskab – og som hun forlod i 1941 efter udgivelsen af gennembrudsromanen ”Man gjorde et Barn fortræd”.

Så hun betaler ikke bare af på den sociale arv, men afdrager også rater på den digteriske licens. Hun bliver sit eget digt, og sin digterskæbne med offentligt image, passioner og afhængighed. Så vi ved ikke hvor vi har hende, bortset fra når hun ser sig selv i øjnene – i spejlet eller gennem sine opdigtede personer.

Vi elsker Tove, og vi tror på hende selv når vi ved hun her fuld af løgn, for hun fortæller så godt.

”Hvorfor i alverden skal man sige sandheden? Jeg har aldrig mødt mennesker der blev spor lykkeligere af at høre sandheden?”

[[!img td_vb_migskilt.jpg size=250x class=solo caption="Guide Paul Hartvigson starter turen. Billeder fra 7.2 er taget af Viggo Bækgaard, Frederiksberg."]]
---
###Litteratur  
Jens Andersen: ”Til Døden os Skiller” (biografi af Tove Ditlevsen)  
Tove Ditlevsen: ”Samlede Digte”  
Tove Ditlevsen:  Erindringer: Barndom, Ungdom og Gift (1968 – 1971). 
Tove Ditlevsen:  ”Ansigterne” (1968)  
Tove Ditlevsen:  ”Vilhelms Værelse” (1975)  
Tove Ditlevsen:  Med Venlig Hilsen, Tove ditlevsen (1972, Breve til Familiejournalens Brevkasse og Toves svar.)  
Svend Ove Gade: Uhlanen (2002, Biografi af Victor Andreasen)
Harald Mogensen (redaktør): Om Tove Ditlevsen (1976, Erindringsbog fra Forlaget Forum)  
Tom Kristensen: Hærværk (1930) og Mindedigt til Gustaf Munch-Peters (1938)  


"""]]

[[!tag blog]]