[[!meta title="Havneoversigt: Holmen og Christianias Volde"]]

[[!if test="included()" then="""

Et stort hjørne af København har rejst sig fra vandet siden ca. 1700.
Tag turen over Christianas volde, Holmens velordnede verden og til
Christianshavns nordligste øer.

[[!img strandskilt.jpg class=solo size=500x]]

[[Læs mere...|/vejviseren/havneoversigt_nordoest/]]

"""
else="""





# Havneoversigt: Holmen og Christianias Volde

Den nordøstligste del af det indre København er en verden for sig.
På Holmen kan man få en vægtløs og landlig fornemmelse af at være langt
fra verden. På Christianias skovbevoksede skråninger kan man drømme sig væk.
Øerne ligger dog ”inden for voldene, og kilden til den særlige stemning
ligger i områdets militære fortid, hvor landskabet her blev hævet fra havbunden.

[[!img oversigtskort.jpg class=solo size=500x]]

Der er forskel på det anarkistiske Christiania og Holmens velordnede
verden af læreanstalter og luksusboliger. Langt op i 1900-tallet var begge
dele lukkede verdener. ”Staden” blev erobret i 1971, da hæren opgav
voldområdet, og i 1991 blev Holmen åbnet op for offentlighedens undrende øjne.
I 2015 fortsætter historien, som nye broer rykker begge dele tættere på den travle by.

## Kongens København i vandet
Dette hjørne af byen er opstået af landvindinger i den tid, da byen virkelig
var Kongens København. De mænd, der byggede volde, bankede pæle ned i det lave
vand og fyldte øer op med skibsskrog, sten og skidt, tilhørte Kongens hær,
Kongens flåde, eller arbejdede for købmænd og kompagnier og laug med kongelig
kommission og privilegier.

Christian IV åbnede for indvindingen af vådområderne mod Amager da han anlagde
Christianshavn i 1612, som en lille befæstet ø mellem Søndervoldstræde og Bådsmandsstræde.
Svenskerne stormede bydelens volde uden held i 1658.

[[!img koebenhavnsbrand1728b36s19_udsnit.jpg class=solo size=500x caption="På kortet over København i 1728 ser man det store vandområde der er endt bag de nye volde, hvor Holmen nu ligger. Den lille ø i midten er Motzmanns Plads, der nu er Papirøen. Det gule område i byen nederst til højre markerer de dele af København der brændte ned i 1728. Men det er en anden historie."]]

## Defensionen: Hæren
Derefter blev voldene fornyet og forstærket til land og til vands - i vores
område med en imponerende bue af bastioner, der fik navn efter kongehusets medlemmer,
Ulrik, Vilhelm, Sofie Hedvig, Carl, Frederik, Carl, Charlotte Amalie og Quintus.
For enden ligger batteriet Sixtus opkaldt efter Christian 6.

Voldene havde udsyn over Amagers nordpynt og Øresund, og endte under Bådsmandsgade
Kaserne på Christianshavn. Kasernen blev taget ud af brug i 1969, og blev erobret
indefra i 1971 af slumstormere og beboere, der ledte efter plads til liv og drømme.
Siden da har Christiania været har været en kulturel og politisk slagmark.
Men det kan man godt komme til at glemme, når man udforsker de tilvoksede
volde og ydre bastioner i Staden.

[[!img voldsjov.jpg class=solo size=500x caption="Dette er også Christiania, nemlig de skovklædte volde fra den gamle befæstning, med lidt beboelse her og dér."]]

På den anden side af stadsgraven ligger Dyssen – det yderste Christiania.
Det er den gamle enveloppe, som er et snævert forværk til Volden med murede
fæstningshuse i trekantede redaner. De nu er bo-områder med navne som
Kosmiske Blomst og Fakirskolen.

Umiddelbart udenfor dét ligger en række kolonihaveforeninger.
Også Refshaleøen med det gamle B&W er vokset ud fra voldene mod nord langs havnen.
Hundrede års udvikling har udvisket voldenes karakter af fæstningsværk.

Christiania og Refshaleøen bliver emner for fremtidige artikler.

[[!img erdkehlgrav_2010.jpg class=solo size=500x caption="Erdkehlgraven er det 'indre ocean' mellem Volden og Holmen. Det er resterne af det store åbne vandområde på det ældre kort herover."]]

## Nyholm, Flådens leje og Orlogsværftet

Volde og bastioner blev anlagt rummeligt, så et stort vandområde endte
inden for byen. Det var Flådens Leje, hvor krigsflåden lå klar til at
blive udrustet med få dages varsel. Ved den nordlige ende af befæstningen
blev øen Nyholm anlagt i 1693. På Nyholm blev sejlskibe bygget på store beddinger.
Spanteloftsbygningen, Takkelagehusene og mastekranen indgik i bygningen
og vedligeholdet af flåden. Senere bygninger er opført i takt med
tidens behov, og gør Nyholm til noget af en rodebutik.

[[!img flaadensleje1746.jpg class=solo size=500x caption="Mastekranen på Holmen i brug ved kølhaling af et krigsskib. Det krænges om på siden, så stykket normalt under vandlinjen kan renses og tættes. Trækket fra kranen sled på skibet, men der var ikke tørdokker nok til vedligehold af hele den dansk-norske flåde. Tegning af Clemens Mogensen fra 1750’erne."]]

Molen Elefanten blev anlagt på skroget af et gammelt krigsskib der var
fyldt med sten og sænket der. I fortiden gik en træbro over til Sjælland,
så arbejderne – Flådens Faste Stok – kunne gå på arbejde fra Nyboder.
Nyholm er stadig flådens hovedkvarter med offentlig adgang de fleste dage.

År 1700 lå et vandområde på 1,5 kilometer mellem Nyholm og Christianshavn.
Her byggede flåden ud gennem 150 år, for at opfylde sine krav til plads
og produktion. Holmene bar skiftende navne. ”Langøen” og ”Opmudringsøen”
er i dag Frederiksholm, den største af øerne. Foran ligger Dokøen, hvor
Operaen dominerer. På disse øer blev Orlogsværftet udbygget i 1800-tallet.
Her blev der tømret kanonbåde i træ, sejlskibe blev ombygget til
panserfregatter, og slagskibe og torpedobåde er blevet konstrueret.

[[!img mastekran_torpedobaad.jpg class=solo size=500x caption="Mastekranen og Torpedobåden Sehested, som nu er et museumsskib. Under den kolde krig blev fartøjer som denne bygget i Torpedobådshallen i den sydlige del af Frederiksholm (dengang Orlogsværftet)."]]

Fra Christianshavn kom der adgang til Orlogsværftet via Arsenaløen,
men frem til enden af den Kolde Krig var her kun adgang for militærfolk
og værftsarbejdere. Mange af arbejderne boede i det fattige Christianshavn.

## De civile. Købmænd, kompagnier og skibsværfter.
Christianshavn voksede fra år 1700 nordpå i retning af Holmen.
Købmanden Andreas Bjørn fik kongens tilladelse til at opfylde det,
der i dag Wilders Plads. Her ligger Grønlands Handels Plads, som var
et Kongeligt Kompagni med både privilegier og pligter i handelen på
Nordatlanten. Bodenhoffs Plads opstod som skibsværft på vestsiden af
Christianshavn Kanal, et område hvor der ligger arbejderboliger og
alment boligbyggeri fra hver sin ende af 1900-tallet.

Havneområderne er ikke skabt for fodgængernes skyld. Havnens vandrette
logik betød at alt blev transporteret på skibe og pramme, og broer
mellem holmene var mest i vejen. Hverken værnepligtige eller arbejdere
klagede over omveje. Det siges dog at området Halvtolv på kanten af
Arsenaløen fik sit navn, fordi arbejderne dér skulle forlade værkstederne
klokken 11.30 for at nå til frokostmessen når middagsklokken lød.
I dag er Halvtolv navnet på en bebyggelse med nye lejligheder.

[[!img detaljekort.jpg class=solo size=500x]]

Læs artikel om øerne mellem Christianshavn og Holmen, skrevet i Januar efter [[åbningen af to af de nye broer.|/vejviseren/broer-og-holme/]]. Det er det område der er dækket af kortet herunder.

Forsvar, flåde og handel har været med til at forme et landskab med
fred og plads til eftertanke. Det er først i vor tid at vi fæstner
øerne sammen med flere broer for fodgængere og cykler. Vi kan nyde de
nye forbindelser, men vi skal også respektere stedets ånd.

---





"""]]

[[!tag blog vejviseren]]