# Kolde øjne på kaos **Fra Tom Kristensens poetik for at skildre byen** I et manifest fra 1914 erklærer den 21-årige Tom Kristensen at han er tilhænger af miljøskildringer, som også belyser byens psykologi. Som forfatter med rod i byen tager han afstand fra naturskildringer og det smukke som ideal. ... > {{ img(path="Tomk1921.jpg" alt="Tom Kristensen") }} Og det er det, > jeg vil have frem, en topografi og etnografi over byen København > 1914, om forstæderne, om den gamle by, at der på det hjørne > plejer at stå en avissælger, at der ligger et fint pissoir > ude på Frederiksbergallé. Gadenavne huse, så enhver læser > kan sige: Sé den kiosk der ligger på Vesterbrogade har han set på osv. > > Men alt dette er ligesom det faste, det håndgribelige i byen. > Man kan have lige så stor glæde af at se på det som af at læse > mine eventuelle bøger. Der er en sten, der stadigt forandrer > sig, som hvert øjeblik skifter udseende som skyer på himlen, > og det er trafikken. Her sætter jeg min finger og siger: det > er det centrale, nemlig bevægelsen, både i miljø og i psykologi. > Det er denne bevægelse, som efter sigende slider ”anden generation” > op – det vil jeg nu lade stå hen og rent ud sige, det er løgn; > men hvad den derimod er skyld i, er den hårde skal, som en > forfatter som Otto Rung eller som Johs. V. Jensen lægger uden om > sig. Det er ikke et lune, når der står følgende beskrivelse af en > baggård: > >> Ida stod med panden stemt mod ruden. Hun stirrede ned i den dybe, >> skumle gård. Ude i porten var tændt en grøn lygte. Der faldt et >> blegt grønt skær over portens trægulv. En politibetjent uden chakot >> kom hurtigt fra en kælderdør i gården. Han holdt begge hænder foran >> ansigtet, og blodet randt ud mellem hans knoer. Han bøjede sig over >> posten, der som en lang tarm ud fra den skidne mur. Vandet plaskede >> ned over hans mund. > > Det kunne se ganske umotiveret ud, hvad det i og for sig også > er, men det er jo også umotiveret, at der overhovedet eksisterer > en baggård netop der. Det er en objektiv hård skildring af en > grøn lygte i en port, en blødende politibetjent og en vandpost. > Det har samme følelsesbetoning. > > Denne brutale stemning kommer af, at man ville blive alt for > hurtigt opslidt, hvis man så for meget og tog for meget del af > hver ting af ”den store bevægelse”, som sker omkring os. Jeg tror, > at en byskildrer skal have så meget kraft i sig og et så let > bevægeligt temperament, at han kan græde over en lille pige, der > bliver kørt over på hjørnet af Helgolandsgade og derefter le af > en uformelig tyk bagerdreng på hjørnet af Colbiørnsensgade. ... Uddrag af manifest, dateret Valby 12.9 1914. Det citerede tekststykke stammer fra Otto Rung: Den sidste kamp (1904). Hele manifestet er gengivet i: Mellem Meninger – En Tom Kristensen Antologi, Gyldendal 1993. [[En tur i København 1896-1946, set gennem Tom Kristensens øjne.|/vejviseren/tom-kristensen-i-kbh/]] [[En hilsen fra år 1914, hvor verden til gengæld ikke var gået af lave.|/vejviseren/rundetaarn-staar-fast/]] [[!meta date="2014-03-14"]]