# Kolde øjne på kaos
**Fra Tom Kristensens poetik for at skildre byen**

I et manifest fra 1914 erklærer den 21-årige Tom Kristensen at
han er tilhænger af miljøskildringer, som også belyser byens
psykologi. Som forfatter med rod i byen tager han afstand fra
naturskildringer og det smukke som ideal.

...

> [[!img Tomk1921.jpg  alt="Tom Kristensen"]] Og det er det,
> jeg vil have frem, en topografi og etnografi over byen København
> 1914, om forstæderne, om den gamle by, at der på det hjørne
> plejer at stå en avissælger, at der ligger et fint pissoir
> ude på Frederiksbergallé. Gadenavne huse, så enhver læser
> kan sige: Sé den kiosk der ligger på Vesterbrogade har han set på osv.
>
> Men alt dette er ligesom det faste, det håndgribelige i byen.
> Man kan have lige så stor glæde af at se på det som af at læse
> mine eventuelle bøger. Der er en sten, der stadigt forandrer
> sig, som hvert øjeblik skifter udseende som skyer på himlen,
> og det er trafikken. Her sætter jeg min finger og siger: det
> er det centrale, nemlig bevægelsen, både i miljø og i psykologi.
> Det er denne bevægelse, som efter sigende slider ”anden generation”
> op – det vil jeg nu lade stå hen og rent ud sige, det er løgn;
> men hvad den derimod er skyld i, er den hårde skal, som en
> forfatter som Otto Rung eller som Johs. V. Jensen lægger uden om
> sig. Det er ikke et lune, når der står følgende beskrivelse af en
> baggård:
>
>> Ida stod med panden stemt mod ruden. Hun stirrede ned i den dybe,
>> skumle gård. Ude i porten var tændt en grøn lygte. Der faldt et
>> blegt grønt skær over portens trægulv. En politibetjent uden chakot
>> kom hurtigt fra en kælderdør i gården. Han holdt begge hænder foran
>> ansigtet, og blodet randt ud mellem hans knoer. Han bøjede sig over
>> posten, der som en lang tarm ud fra den skidne mur. Vandet plaskede
>> ned over hans mund.
>
> Det kunne se ganske umotiveret ud, hvad det i og for sig også
> er, men det er jo også umotiveret, at der overhovedet eksisterer
> en baggård netop der. Det er en objektiv hård skildring af en
> grøn lygte i en port, en blødende politibetjent og en vandpost.
> Det har samme følelsesbetoning.
>
> Denne brutale stemning kommer af, at man ville blive alt for
> hurtigt opslidt, hvis man så for meget og tog for meget del af
> hver ting af ”den store bevægelse”, som sker omkring os. Jeg tror,
> at en byskildrer skal have så meget kraft i sig og et så let
> bevægeligt temperament, at han kan græde over en lille pige, der
> bliver kørt over på hjørnet af Helgolandsgade og derefter le af
> en uformelig tyk bagerdreng på hjørnet af Colbiørnsensgade.

...

Uddrag af manifest, dateret Valby 12.9 1914.  
Det citerede tekststykke stammer fra Otto Rung: Den sidste kamp (1904).  
Hele manifestet er gengivet i: Mellem Meninger – En Tom Kristensen Antologi, Gyldendal 1993.  

[[En tur i København 1896-1946, set gennem Tom Kristensens øjne.|/vejviseren/tom-kristensen-i-kbh/]]

[[En hilsen fra år 1914, hvor verden til gengæld ikke var gået af lave.|/vejviseren/rundetaarn-staar-fast/]]

[[!meta date="2014-03-14"]]