summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/vejviseren/sak_om_1848/index.md
diff options
context:
space:
mode:
Diffstat (limited to 'vejviseren/sak_om_1848/index.md')
-rw-r--r--vejviseren/sak_om_1848/index.md163
1 files changed, 163 insertions, 0 deletions
diff --git a/vejviseren/sak_om_1848/index.md b/vejviseren/sak_om_1848/index.md
new file mode 100644
index 00000000..762e8dcc
--- /dev/null
+++ b/vejviseren/sak_om_1848/index.md
@@ -0,0 +1,163 @@
+[[!meta title="Søren Kierkegaard vs. Folkestyret"]]
+
+[[!if test="included()" then="""
+[[!img guldalderkamp.jpg class="blog" link="/vejviseren/sak_om_1848"]]
+
+Søren Kierkegaard er ikke ude på at gøre det nemt for nogen. Læs hans
+svadaer om demokratiet. Han sætter fingrene på et par ømme punkter.
+
+[[Læs mere...|/vejviseren/sak_om_1848]]
+
+"""
+else="""
+
+# Søren Kierkegaard vs. Folkestyret
+
+Indskrift på en grav: *Dagspressen er staternes ulykke, »Mængden« det onde i verden.* - »Hiin Enkelte«
+
+Søren Kierkegaard prøver ikke på at gøre det nemt for hin enkelte,
+Han har nedfældet kritiske holdninger og knubbede ord om folkestyret.
+”Martsrevolutionen” i 1948 fyldte ham med afsky, og det er tydeligt
+ud fra hans dagbogsoptegnelser.
+
+[[!img kierkegaard_frimaerke-danmark-30.jpg class="tall"]]
+
+Man kan ikke bare affeje Søren Kierkegaard som en underlig reaktionær
+statut, der sukkede efter enevælden. For han trykker på nogle af
+demokratiets ømme punkter. Forholdet mellem den enkelte og flertallet,
+mellem pressen og den offentlige mening, mellem medborgerne, der også
+er med til at bestemme over hinanden.
+
+Her følger nogle spredte uddrag fra Søren Kirkegårds dagbøger – og til
+sidst en længere optegnelse.
+
+[[Følg i hælene på Kierkegaard til flere artikler om ham i Vejviseren|/vejviseren/kierkegaard-gaar/]]
+[[Kierkegaard København Byvandring|/kierkegaardvandring/]]
+
+## Uddrag, opstød og udfald fra dagbøgerne 1846-1848
+
+> Den dag da pøbelen her i byen slår mig i hatten (og den dag er måske
+> ikke langt borte) den dag har jeg sejret.
+
+---
+
+> Herskesyg er mængden, og mener sig betrygget mod al gengældelse, thi
+> hvor skal man få fat på mængden. - Det hvad vi kalder oppositionen her
+> hjemme, lever endnu i den gamle sludder om, at bekæmpe regeringstyranniet.
+> Når en politibetjent begår den ubetydeligste forseelse, hvorfor han oven
+> i købet bliver straffet af foresatte, så bliver der alarm; men om publikum,
+> mængden, pøbelen, den offentlige mening o.s.v. år efter år afstedkommer
+> de væmmeligste afskyeligheder og misbrug af magten: ja, det tør
+> oppositionen ikke tale om. Enten kan den ikke begribe, at det er
+> afskyeligheder, siden det er oppositionens afgud, der gør det, eller den
+> ser det, men tør ikke påtale det, fordi den er fej. Når en mand nu om
+> stunder udsættes for en lille forurettelse, men vel at mærke af kongen,
+> af en højtstående o.s.v., så har alle sympati med ham, han er martyr.
+> Men når et menneske dag ud og dag ind forhånes, forfølges, mishandles,
+> åndeligt forstået, af mængdens og pøbelens og publikums o.s.v.s dumhed,
+> nysgerrighed, frækhed: så er det aldeles i sin orden, det er ingenting.
+
+---
+
+> Til sidst bliver hele verdenshistorien vrøvl. Man afskaffer aldeles
+> handling; for så vidt der sker noget er alt begivenhed. Den magt, der er
+> den stærkere handler ikke, ved ikke bestemt hvad den vil, siger det ikke
+> bestemt - med mindre at der er nogen enkelt mand i spidsen, en hero.
+> Nej som abstractum tvinger man in abstracto de svagere til at gøre noget,
+> lidende - og dette bliver begivenheden. Man stormer mod slottet i Paris,
+> en ubestemt folkemængde, som ikke ved hvad den selv vil, uden bestemt tanke.
+> Så flygter kongen - og så er det republik. Vrøvl.
+
+> Herhjemme rykker en 15.000 mennesker syngende mod slottet. Man har
+> forlangt et ministerium: Hvidt, nej, man har benyttet ganske ubestemte
+> udtryk om at omgive tronen med folkeligsindede mænd; end mindre har man
+> forlangt ansvarlige ministre. Så bliver Frederik VII altereret, gør Hvidt
+> o.s.v. til ministre, til ansvarlige - og folket jubler, det er folkets sejr.
+> Mig synes det er mere til at græde over, over al den umenneskelige fejhed,
+> hvor der ikke findes spor af personligt mod.
+
+[[!img 1848optog.jpg class="solo"]]
+
+[[Læs om de dramatiske martsdage i 1848 - og andre optog der skrev sig ind
+i Danmarkshistorien|/vejviseren/grundlovsoptog]]
+
+---
+
+> I dette øjeblik må der naturligvis ingen opposition være, ingen modstand
+> mod regeringen - og hvorfor? Fordi oppositionen er kommen til regeringen!
+> Leve den menneskelige dumhed! Det kan man kalde frihed.
+
+---
+
+> Det er som i en familie, hvor forældrene ikke have kunnet få børnene til
+> at lyde - så siger forældrene: nu vel, så tag I kommandoen og lad os lyde,
+> det går bedre. Og ved forældrenes respekt for hvad det er at lyde, går det
+> virkelig et øjeblik bedre. O, men denne usandhed! Og den må dog til sidst
+> føde en ulykke af sig.
+
+---
+
+> Min hele betragtning af Danmark gør mit liv uhyggeligt her; der er noget
+> uhyggeligt i at vide og være forvisset om et lands undergang, medens alle
+> jubler ved tanken om en mageløs fremtid.
+
+---
+
+> Endnu står de fleste med den gamle front mod konge, kejser, konferentsråd
+> i stedet for mod mængden. Alt hvad mængden gør, den rædsomste grusomhed,
+> det er godt, det er Guds vilje. Aldrig er nogen despot i Østerlandet
+> blevet så servilt betjent og smigret af hofkryb, som »mængden« af
+> journalisterne, af alle øjeblikkets mennesker. Og så kan man ikke forstå
+> min lære om den enkelte. Ja, sagen er, man tør ikke.
+
+[[!img guldalderkamp.jpg class="solo"]]
+
+## Lang optegnelse: Om demokratiet
+
+> Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste,
+> ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller
+> et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den
+> urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for
+> den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne
+> tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever.
+
+> Men i en folkeregering: hvem er herskeren? Et X eller det evindelige pjat:
+> hvad der i ethvert øjeblik er eller har majoriteten - den afsindigste af
+> alle bestemmelser. Når man ved, hvorledes det går til med at få majoritet
+> og hvorledes den kan fluktuere, at så dette nonsens er det regerende!
+
+> En tyran er dog kun én; man kan altså, hvis det så synes én, indrette
+> sig på at undgå ham, leve fjernt fra ham o.s.v. Men hvor skal jeg i en
+> folkeregering undfly tyrannen? Ethvert menneske er jo, i en vis forstand,
+> tyrannen; det er blot han skaffer et opløb: en majoritet.
+
+> En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for
+> ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke
+> falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg
+> står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at
+> jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende.
+> Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven
+> på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis
+> ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!
+
+> En folkeregering ville i maksimum skaffe nogle martyrer, af hvilke den
+> har fortjeneste som Josephs brødre af Joseph.
+
+> At leve under en sådan regering er det mest dannende for evigheden,
+> men den største kval så længe det står på. Kun én længsel kan man have,
+> hin sokratiske: at dø og at være død. Thi Sokrates, han har døjet i
+> denne åndløshed, at numerus er regeringen, at vi ikke alle er lige for
+> Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en folkeregering!) men alle lige
+> for tallet! Og tallet er just det onde, som det også i Åbenbaringens Bog
+> bruges således prægnant. En folkeregering er det sande billede på helvede.
+> Thi selvom man skulle holde dens kval ud, det var dog en lise, hvis man fik
+> lov til at være ene, men det kvalfulde er netop, at »de andre« tyranniserer én.
+
+[[!template id=note text="""kilde: A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975. Fundet via hjemmesiden [NOMOS](http://www.nomos-dk.dk/konservative/kierkegaard8.html)"""]]
+
+"""]]
+
+[[!tag blog vejviseren ]]
+[[!tag artikel personer kierkegaard guldalder]]
+[[!meta date="2015-05-27"]]
+