diff options
| -rw-r--r-- | vejviseren/toveditlevsen_essay.mdwn | 38 |
1 files changed, 23 insertions, 15 deletions
diff --git a/vejviseren/toveditlevsen_essay.mdwn b/vejviseren/toveditlevsen_essay.mdwn index 3e0c5499..1e9baae7 100644 --- a/vejviseren/toveditlevsen_essay.mdwn +++ b/vejviseren/toveditlevsen_essay.mdwn @@ -8,19 +8,19 @@ """ else=""" -[[!img td_1960er_storedanske.jpg size=500x class=solo]] -[[!img td_ditlevsen_ung.jpg size=250x]] + + [[!img td_hcablv41.jpg size=500x class=solo]] -[[!img td_modenepige.jpg size=250x]] -[[!img td_ogbror.jpg size=250x]] -[[!img td_opvaskflugt.jpg size=250x]] -[[!img td_va_vejviser.jpg size=500x class=solo]] + + + + [[!img td_vb_deltagerpige.jpg size=500x class=solo]] -[[!img td_vb_elefanter.jpg size=500x class=solo]] -[[!img td_vb_istedgade.jpg size=500x class=solo]] -[[!img td_vb_migskilt.jpg size=250x class=solo]] -[[!img td_vb_sidegadeguide.jpg size=500x class=solo]] -[[!img td_vb_vedkirke.jpg size=500x class=solo]] + +[[!img td_vb_istedgade.jpg size=500x class=solo caption=""]] + + +[[!img td_vb_vedkirke.jpg size=500x class=solo caption=""]] #Tæt på Tove @@ -34,6 +34,8 @@ else=""" *mit ansigt.* (fra Selvportræt 5, De Voksen 1969) +[[!img td_1960er_storedanske.jpg size=500x class=solo caption="Tove Ditlevsen i 1960'erne. Kilde: Store Danske Encyclopædi, fotograf ikke angivet."]] + [[!template id=note text="""Denne historie starter tæt på sin slutning - så er du advaret kære læser – og den er ikke nem at følge. Den er inspireret af en byvandring om Tove Ditlevsen der fandt sted 7.2 2015, på den første forårsdag, der dog var ret kold."""]] Tove Ditlevsen står ansigt til ansigt med sig selv på Rådhuspladsen, gennem et par stedfortrædere. En ventende ung piges blik på den ældre kvinde, og det glider over i hendes egen erindring om selv at vente forgæves på lige det hjørne 31 år før. Her er starten på digtet. @@ -91,7 +93,7 @@ Vi går om hjørnet til HC Andersens Boulevard, og her sider digteren selv i for Hans Christian og Tove var begge fattige børn, der betalte af på den sociale arv, også i deres store succes. Begge to kunne de blive knust af kritikernes ord, som om deres kunst var noget de ikke kunne skille fra sig selv, som når 50’ernes unge digtere og kritikere tog afstand fra Toves rimede vers. Begge to var fremmede fugle på parnasset i hvert deres århundrede. Men det er dem vi læser i dag. Tove var hjemmefødt i København, og Andersen var vandret hertil, men de jagede begge målrettet lykken. Tove havde et liv af kærlighed og opbrud og skrev sin historie med sit eget blod. Hans Christian sad udenfor elskovens bolig, og støbte sin længsel til ord af guld. -Vejen ned af den fine Boulevard er et godt sted at overveje det sociale. At det er dyrt at være fattig. Ikke at Tove Ditlevsen på den måde var politisk, men hun var socialt bevidst, og forstod folks vilkår. Derfor bestyrede hun også Familiejournalens brevkasse gennem 1960’erne og op i 1970’erne. +[[!img td_ogbror.jpg size=250x caption="Barndomsbillede af Tove og hendes bror Edvin netop ved Glyptoteket på HC Andersen Boulevard. Familien var fattig, men kulturelt ambitiøs."]]Vejen ned af den fine Boulevard er et godt sted at overveje det sociale. At det er dyrt at være fattig. Ikke at Tove Ditlevsen på den måde var politisk, men hun var socialt bevidst, og forstod folks vilkår. Derfor bestyrede hun også Familiejournalens brevkasse gennem 1960’erne og op i 1970’erne. Fra 1960 til sin død boede hun på en fornem adresse på HC Andersens Boulevard 41 – indtil 1971 med Victor Andreasen, sin fjerde mand og stormfulde kærlighedspartner. Det var et ægteskab mellem to store personligheder. Han var den fattige dreng fra en jysk landarbejderfamilie, der droppede karrieren i Centraladministrationen til fordel for den krævende opgave at genoplive Ekstrabladet. Han indførte kampagnejournalistikken i Danmark på godt og ondt. Begge stammede fra samfundets bund. Begge nåede højt op på mulighedernes himmel i det nye Danmark efter Anden Verdenskrig. Det var før de brændte ud og brændte hinanden af i denne respektable ejendom i embedsmandskvarteret. @@ -99,23 +101,25 @@ I de sidste linier af ”de Evige Tre” står der *…én gang hver hundrede år kan det ske* *de smelter sammen til én.* +[[!img td_va_vejviser.jpg size=500x class=solo caption="Fra Kraks Vejviser, 1965"]] + Og det var måske Toves lykke og ulykke – at hun fandt den store kærlighed, og at den store kærlighed ikke kunne holde. Huset i HC Andersens Boulevard blev scenen for ægteskabets sammenbrud. Sådan en undergang er beskrevet i romanen Vilhelms Værelse, hvor Tove Ditlevsen frit og nådesløst bruger sig selv og sine omgivelser i en beretning om ægteskabeligt forlis skrevet mellem sine to selvmord – det i 1974, hvor hun blev fundet, og det i 1976, hvor hun havde gemt sig godt. -Det larmer på Boulevarden af biler på vej til og fra Amager. Boulevarden var anlagt til promenade i 1890’erne, og ikke hovedvej i tre spor. Men folk har en gang fået bil. Der er dusinvis gange flere familier med sammenbragte børn og to forældre der tjener penge og har position uden for hjemmet. Tove og Viktor var pionerer i den genre. De havde levet 10 gode år sammen i en ramponeret villa i Birkerød med børn og en festligt desorganiseret husholdning, for begge havde karriere. Der var ingen af dem der rigtig havde tid og energi til alt det vedligehold som kernefamilien krævede før opvaskemaskinen. Reelt krævede kernefamilien den hjemmegående husmors kyndige hånd. Far-mor-og-børn var idealet som man sigtede efter – og høj som lav kunne kæntre imod. Det er stadig et ideal for mange. +[[!img td_opvaskflugt.jpg size=250x caption="Ib Span Olsen lavede denne illustratiion til Tove Ditlevsens Essay *Flugten fra Opvasken*. Det er rart at tænke på at kreative mennesker også havde svært ved at holde hus i 50'erne."]]Det larmer på Boulevarden af biler på vej til og fra Amager. Boulevarden var anlagt til promenade i 1890’erne, og ikke hovedvej i tre spor. Men folk har en gang fået bil. Der er dusinvis gange flere familier med sammenbragte børn og to forældre der tjener penge og har position uden for hjemmet. Tove og Viktor var pionerer i den genre. De havde levet 10 gode år sammen i en ramponeret villa i Birkerød med børn og en festligt desorganiseret husholdning, for begge havde karriere. Der var ingen af dem der rigtig havde tid og energi til alt det vedligehold som kernefamilien krævede før opvaskemaskinen. Reelt krævede kernefamilien den hjemmegående husmors kyndige hånd. Far-mor-og-børn var idealet som man sigtede efter – og høj som lav kunne kæntre imod. Det er stadig et ideal for mange. ##Post Mortem. Kryds Boulevarden og gå mod Politigården, forbi kasseagtige ejendomme, Nykredits gamle og nye hovedkvarter, til du når Politigårdens alvorlige facade. Det er så godt et sted som noget at fremlægge beviser og beskyldninger. Tove var psykotisk – som det hed – og indlagt i perioder. Romanen Ansigterne fra 1968 beskriver sammenbruddet for hendes karakter – Lise Mundus. Før psykosen var der stofferne. Viktor havde fundet hende og reddet hende ud af det misbrug, som hun havde udviklet i sit tredje ægteskab Sidste bind af hendes erindringer har titlen ”Gift” og dobbelttydigheden er tilsigtet. Måske er hendes tredje man – lægen – ikke så skyldig som han fremstilles i bogen, men Tove var narkoman i sit ægteskab da Viktor fandt hende i 1950. Han forlod børn og kone, og stod ved siden af hende i kampen mod afhængigheden. -Hvad der er digt og virkelighed i erindringer og romaner er aldrig helt klart. Nogle har klaget over den behandling de fik i hendes prosa – bl.a. digteren Piet Hein. Andre mennesker der var tæt på hende accepterede at det var reglerne der gjaldt. Den anklagede kan altså ikke bare påberåbe sig utilregnelighed, men også digterskæbne. +[[!img td_vb_elefanter.jpg size=500x class=solo caption="Elefanter glemmer aldrig. Men selv de kan ikke altid kende digt fra virkelighed. Bag Nykredits elefanter, et hjørne af Politigården"]]Hvad der er digt og virkelighed i erindringer og romaner er aldrig helt klart. Nogle har klaget over den behandling de fik i hendes prosa – bl.a. digteren Piet Hein. Andre mennesker der var tæt på hende accepterede at det var reglerne der gjaldt. Den anklagede kan altså ikke bare påberåbe sig utilregnelighed, men også digterskæbne. I en af sine brevkassesvar skriver en kvinde på 25 med 5 børn, at hun vil stikke af fra manden med en yngre gift elsker, som hun i øvrigt skal have barn med. Tove Ditlevsen opregner i sit svar: *”7 børn, 2 kvinder og 2 mænd. Det er 11 personer, hvoraf 9 er sagesløse. Så høj en pris er den lykke ikke værd….”* sådan starter det fornuftige råd. Jeg kan umiddelbart tælle 7 børn, 2 kvinder og 4 mænd – 13 personer, hvoraf 9 nok er sagesløse - der blev involveret i Toves udenoms- og indenomsægteskabelige ødelæggelser. Selvfølgelig kan Toves råd være lige så velment, som det er velinformeret. Vi er her ikke for at dømme, men for at undres over kunsten og livet – og vi kan forlade Politigårdens knugende skygge, og gå over i Glyptotekets have mellem skulpturer som digte i bronze. ##Pigen i midten. Midten af turen. -Jeg kender ingen klar tilknytning mellem Tove Ditlevsen og Glyptotekets have. Men den ligger på ruten og egner sig til ophold og eftertanke. Jeg kan sagtens forestille mig hende her i forskellige stadier i hendes liv. Her sidder Tænkeren på sin ophøjede plads. Han ville nok have fået Toves overbærende skuldertræk, for hun kunne se igennem pompøse mænd. Der er en statue af moderen med klæbende børn, der nok havde givet hende kvalme. Og der en stående bronzestatue der hedder ”Moderne Pige”, og kan give anledning til citere fra Kvindesind (1955). +[[!img td_modenepige.jpg size=250x caption="Moderne Pige, statue fra 1930 af Gerhard Henningi Glyptotekets Have"]]Jeg kender ingen klar tilknytning mellem Tove Ditlevsen og Glyptotekets have. Men den ligger på ruten og egner sig til ophold og eftertanke. Jeg kan sagtens forestille mig hende her i forskellige stadier i hendes liv. Her sidder Tænkeren på sin ophøjede plads. Han ville nok have fået Toves overbærende skuldertræk, for hun kunne se igennem pompøse mænd. Der er en statue af moderen med klæbende børn, der nok havde givet hende kvalme. Og der en stående bronzestatue der hedder ”Moderne Pige”, og kan give anledning til citere fra Kvindesind (1955). *Der bor en ung pige i mig som ikke vil dø* *Hun er ikke længere mig og jeg ikke hende* @@ -175,6 +179,7 @@ Den ægte forfatter Tom Kristensen lader sin romanfigur Ole Jastrau gå i hunden *ar altid ædru.* (fra ”de Voksne” (1955) +[[!img td_vb_sidegadeguide.jpg size=500x class=solo caption="Fra turen 7.2 2015"]] Unge Tove være tryg ved Ole Jastrau, hvis hun mødte ham. Men det gjorde hun ikke, for hun var ikke endnu helt blevet en fiktiv person. @@ -217,6 +222,8 @@ Og her er Tove Ditlevsen i samklang med sin vel-rimende digterkollega Tom Kriste Digteren er sit eget digt, således skriver Tom Kristensen, der trods alle forsøg og brådsøer af alkohol hverken fik drukket elle slået sig ihjel, men endte sin odysse som Tom (men ikke helt tørlagt) på Thurø. +[[!img td_ditlevsen_ung.jpg size=250x caption=""]] + ##Sandheden om Tove Ditlevsen *Det er herligt at lyve med store blå øjne* @@ -232,6 +239,7 @@ Vi elsker Tove, og vi tror på hende selv når vi ved hun her fuld af løgn, for ”Hvorfor i alverden skal man sige sandheden? Jeg har aldrig mødt mennesker der blev spor lykkeligere af at høre sandheden?” +[[!img td_vb_migskilt.jpg size=250x class=solo caption="Billeder fra turen 7.2 er taget af Viggo Bækgaard, Frederiksberg."]] --- Litteratur Jens Andersen: ”Til Døden os Skiller” (biografi) |