diff options
-rw-r--r-- | vejviseren/corsaren.mdwn | 9 |
1 files changed, 6 insertions, 3 deletions
diff --git a/vejviseren/corsaren.mdwn b/vejviseren/corsaren.mdwn index acfb602f..16794019 100644 --- a/vejviseren/corsaren.mdwn +++ b/vejviseren/corsaren.mdwn @@ -85,14 +85,15 @@ Imens skrev Goldschmidt nogle det meste af ugebladet. Andre forfattere optrådte ## Flammeskrift ved juletid -PL Møller var en rastløs litterat med høje håb for sin fremtid. Ved juletid 1845 udgav den lovende unge digter og kritiker et ”Æstetisk årsskrift” ved navn Gæa. Blandt de mange bidrag er et litterært essay af Møller selv, hvor et par af Kierkegaards bøger blev diskuteret. Rammefortællingen foregik i digteren Carsten Hauchs hjem ved Sorø Akademi. Søren Kierkegaard tog artiklen i Gæa meget ilde op – trods at omtalen overvejende var positiv. Han skrev et ætsende indlæg på fem kolonner i avisen Fædrelandet – under sit pesudonym Frater Taciturnus - hvor han angreb PL Møller og identificerede ham med Corsaren. +PL Møller var en rastløs litterat med høje håb for sin fremtid. Ved juletid 1845 udgav den lovende unge digter og kritiker et ”Æstetisk årsskrift” ved navn Gæa. Blandt de mange bidrag er et litterært essay af Møller selv, hvor et par af Kierkegaards bøger blev diskuteret. Rammefortællingen foregik i digteren Carsten Hauchs hjem ved Sorø Akademi. Omtaken var overvejende positiv, men Møller kritiserer fortælleren i Forførerens Dagbog, som en person der er blottet for "Følelse. Forstand. vilje, beslutning, handling, marv- og nervekraft - alt er gået op i dialektik, en steril dialektik, der hvirvler om et uvist centrum...". Søren Kierkegaard tog artiklen i Gæa meget ilde op. Han skrev et ætsende indlæg på fem kolonner i avisen Fædrelandet – under sit pesudonym Frater Taciturnus - hvor han angreb PL Møller. Og for at sætte trumf på, så identificerede han Møller med Corsaren. Ikke at Corsaren som sådan havde noget med det ætsende portræt af forfatterens alter ego. Måske fordi Corsaren symboliserede de uforskammede. Måske er det der særlig svider i artiklen i Gæa en bemærkning om det ”kvindelige subjekt” i romanen Skyldig – Ikke Skyldig, der ”lægges på den experimenterende pinebænk”. Hvis det er det der lå bag, så er ligtornen Møller træder på Kierkegaards egen behandling af som forlovede Regine Olsen, som mange mente at genkende i Forførerens Dagbog - som er den mest læste del af værket Enten-Eller. Det skriver Elias Bresdorff i 1962 i bogen Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard. Det er faktisk en væsentlig anklage mod Forførerens Dagbog, at den unge pige bliver genstand for Johannes Forførerens projekt med at opdrage, vejlede hende og gøre hende til et projekt. Samtiden var også fascineret af, hvor meget fra bogen der havde baggrund i Kierkegaards faktiske forlovelse og Johannes og Cordelias forlovelse i Forførerens Dagbog. Det skal dog siges at virkelighedens Regine Olsen (senere gift Schlegel) ikke lod til at have taget skade af forlovelsen med den mærkværdige magister Kierkegaard. [[!img trainering.jpg class=solo caption="Da fejden var i gang skriver Corsaren om at Frater Taciturnus (Kierkegaard) giver instruktioner i *hvordan man trainerer sin pige*, her illustreret af Klæstrup. I tekst og tegning fremstår fortælleren der vil udvikle og opdrage den unge pige mildest talt ikke som noget stort eller skønt menneske."]] Det gik værre for PL Møller. Fater Taciturnus (Kierkegaard) gennemhegler ham i Fædrelandet, og hans håb om en akademisk karriere. Det er svært at forstå i dag at det skulle være så farligt. Men sådan spillede klaveret i den sene Guldalder. Møller forlader i 1846 Danmark og døde 10 år senere i fattigdom i Frankrig. Han er senere erindret i romanen ”Det er svært at dø i Dieppe” af Henrik Stangerup, en forfatter, der selv søgte begejstringens, skandalens og eksilets vej. -I første omgang forbandt Kierkegaard ikke Goldschmidt med Corsaren, muligvis ud af sympati for den yngre forfatter. Kierkegaard var kongetro og konservativ og [[meget skeptisk over for demokrati og folkestyre|/vejviseren/sak_om_1848/]], og havde kun foragt over for Corsarens holdninger. Af en eller anden grund valgte han alligevel at 1) rode Corsaren ind i sit opgør med Møller og 2) holde Goldscmidt ude af opgøret. Men nu var fejden i gang. Og Goldschmidt kunne vel heller ikke lade Kierkegaard sammenblande Corsaren og en midlertidig skribent. +I første omgang forbandt Kierkegaard ikke Goldschmidt med Corsaren, muligvis ud af sympati for den yngre forfatter. Kierkegaard var kongetro og konservativ og [[meget skeptisk over for demokrati og folkestyre|/vejviseren/sak_om_1848/]], og havde kun foragt over for Corsarens holdninger. Af en eller anden grund valgte han alligevel at 1) rode Corsaren ind i sit opgør med Møller og 2) holde Goldscmidt ude af opgøret. +Men nu var fejden i gang. Og Goldschmidt kunne vel heller ikke lade Kierkegaard sammenblande Corsaren og en midlertidig skribent. --- @@ -148,7 +149,9 @@ Goldschmidt får dog det sidste ord her i 1878, over 30 år efter fejden. [[!template id=note text="""Illustrationerne er fra genoptrykket af Corsaren fra 1977-79. På det tidspunkt blev der udgivet atter et satirisk/kritisk tidskrift og et forlag af samme navn. -Anden litteratur: Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard, Corsarens forlag 1977."""]] +Anden litteratur +Elias Bredsdorff: Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard (Corsarens forlag 1977). +Peter Tudvad: Kierkegaareds København (Politikens forlag 2004)."""]] """]] |