diff options
| -rw-r--r-- | vejviseren/nervernes_tid.mdwn | 16 |
1 files changed, 11 insertions, 5 deletions
diff --git a/vejviseren/nervernes_tid.mdwn b/vejviseren/nervernes_tid.mdwn index 8aab8dfa..1a77e949 100644 --- a/vejviseren/nervernes_tid.mdwn +++ b/vejviseren/nervernes_tid.mdwn @@ -17,19 +17,25 @@ else=""" [[!img ostergade.jpg size=400x caption="Østergade i 1890'erne. Det ligner sig selv fra før, men vi er i nervøsitetens tidsalder."]] -I 1850'erne stod Københavns volde for fald. Erobringen kom indefra, drevet af befolkningsvækst, ny teknologi, bedre hygiejne og inspiration fra udlandets storbyer. Livet i den genfødte by - og særlig i de nye kvarterer var anderledes end noget andet mennesker havde oplevet før. Og der gik ikke lang tid før læger og tænkere satte navne på den nye tids stil. +*vor Hovedstad er netop nu naaet op til at blive en stor By, hvor den complicerede og potenserede Tilværelse er Udtryk for et overinciteret Nervesystem* -Neurastenien. +Sådan skrev i 1886 en af tidens modelæger Knud Pontoppidan med speciale i nervesystemet og psykologien. Hvis man kigger på København i 1886 som en patient var der også sket en bemærkelsesværdig - og givetvis farlig - udvikling. Efter voldenes fald i 1850'erne havde byen og livet i den udviklet sig hastigt og eksplosivt. -*vor Hovedstad er netop nu naaet op til at blive en stor By, hvor den complicerede og potenserede Tilværelse er Udtryk for et overinciteret Nervesystem* +Læs [[Vejviser 1886|h/vejviseren/waagensen/]] om København i vild vækst. + +##Neurastheni - en tilstand i tidens takt -Sådan skrev i 1886 en af tidens modelæger Knud Pontoppidan. Det var året hvor han flyttede fra Kommunehospitalets psykiatriske afdeling til Sankt Hans ved Roskilde, vor han i 1889 blev leder. +Livet i den genfødte by - og særlig i de nye kvarterer var anderledes end noget andet mennesker havde oplevet før. Og der gik ikke lang tid før medicienere og tænkere satte navne på den nye tids stil: Neurasthenien. [[!img knudpontopidan.jpg size=300x caption="Knud Pontoppidan med det stålsatte blik. Hans analyse er dragende, men har han belæg for det hans siger, eller digter han bare? For at beskrive tiden er det ligegyldigt. Men det var et problem for en patient som Amalie Skram at dr. Hieronimus (som hun navngav ham i romanen) måske var forblændet af sin egen intelligens."]] *For at forstaa de naturstridige Betingelser, under hvilke en Hovedstadsbefolkning lever, behøver man kun at sammenligne Totalbilledet af Livet i en stor By, saaledes som det viser sig paa Gader og Stræder, med Livet paa Landet. For den, der er vant til det sidste, gjør Forvirringen og Uroen, Synet af de ilsomt passerende Mennesker og Larmen af de forbifarende Vogne et ligefrem fortumlende Indtryk. Og ikke blot ere Sandseorganerne i eetvæk occuperede, men de Indtryk, de modtage, ere for største Delen af den Natur, at de fordre at bearbeides. Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide. Nu er det ganske vist, at man efterhaanden vænner sig til denne Uro, indtil man tilsyneladende ikke længer afficeres deraf. Men Enhver vil dog kunne faa et Indtryk af det nervepirrende, der ligger i at færdes i en stor By, ved at gjøre det Forsøg saa pludseligt som muligt at lade sig forsætte til et øde Steds Stilhed. Den fuldstændige Ro, som Sandseorganerne derved med eet faa, maa paa Enhver gjøre et eiendommeligt velgjørende Indtryk.* -Den ny tid i hovedstaden hans interesse, og for sine patienter kunne han lokke med landlige forhold. Lokke skriver jeg. Jo, fordi nogle af de nervøse storbyboer lod sig indlægge til rekreation ganske frivilligt. For det moderne liv var krævende. Pontoppidan havde særlig en samfundsgruppe udpeget som udsat for den nye tid: +1886 var året hvor Pontoppidan flyttede fra Kommunehospitalets psykiatriske afdeling til Sankt Hans ved Roskilde, hvor han i 1889 blev leder .Han kunne lokke sine patienter kunne han lokke med landlige forhold. Lokke skriver jeg. Jo, fordi nogle af de nervøse storbyboer lod sig indlægge til rekreation ganske frivilligt. For det moderne liv var krævende. Blandt symptomerne regnede Pontoppidan hyperæstesi, mathedsfølelse, irritabel forstemning, sygelig frygt, nervøs hovedpine, rygsmerter og træthed ved gangen, nervøs puls og trang til stimulerende og narkotiske midler. + +Man føler sig helt syg bare ved at læse dette. + +Pontoppidan havde særlig en samfundsgruppe udpeget som udsat for den nye tid, og det var ikke adel eller arbejderklasse: *Den Klasse derimod, for hvilken den nervøse Elendighed i særlig Grad er Tidens Ulykke, det er den saakaldte dannede Mellemklasse, det er dem, |