summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/vejviseren
diff options
context:
space:
mode:
authorpaul <paul@web>2016-05-18 00:28:42 +0200
committerbyvandring.nu website <bynu@mail.bitbase.dk>2016-05-18 00:28:42 +0200
commit0e0047b5e868095a7503debc0b24ccef5e73d070 (patch)
tree1525673d80006c1417d22f6efc405d806c210e51 /vejviseren
parent96b7e7826d10f4488f6b4259bdac29b0cb919b46 (diff)
Diffstat (limited to 'vejviseren')
-rw-r--r--vejviseren/nervernes_tid.mdwn3
1 files changed, 1 insertions, 2 deletions
diff --git a/vejviseren/nervernes_tid.mdwn b/vejviseren/nervernes_tid.mdwn
index dc88722e..52671b9c 100644
--- a/vejviseren/nervernes_tid.mdwn
+++ b/vejviseren/nervernes_tid.mdwn
@@ -1,4 +1,3 @@
-
[[!meta title="Nervøsitetens tidsalder i København"]]
[[!if test="included()" then="""
@@ -26,7 +25,7 @@ Neurastenien.
Sådan skrev i 1886 en af tidens modelæger Knud Pontoppidan. Det var året hvor han flyttede fra Kommunehospitalets psykiatriske afdeling til Sankt Hans ved Roskilde, vor han i 1889 blev leder.
-[[!img knudpontopidan.jpg size=400x caption="Knud Pontoppidan med det stålsatte blik. Hans analyse er dragende, men har han belæg for det hans siger, eller digter han bare? For at beskrive tiden er det ligegyldigt. Men det var et problem for en patient som Amalie Skram af "dr. Hieronimus" måske var for begejstret for sin egen intelligens."]]
+[[!img knudpontopidan.jpg size=400x caption="Knud Pontoppidan med det stålsatte blik. Hans analyse er dragende, men har han belæg for det hans siger, eller digter han bare? For at beskrive tiden er det ligegyldigt. Men det var et problem for en patient som Amalie Skram at dr. Hieronimus (som hun navngav ham i romanen) måske var forblændet af sin egen intelligens."]]
*For at forstaa de naturstridige Betingelser, under hvilke en Hovedstadsbefolkning lever, behøver man kun at sammenligne Totalbilledet af Livet i en stor By, saaledes som det viser sig paa Gader og Stræder, med Livet paa Landet. For den, der er vant til det sidste, gjør Forvirringen og Uroen, Synet af de ilsomt passerende Mennesker og Larmen af de forbifarende Vogne et ligefrem fortumlende Indtryk. Og ikke blot ere Sandseorganerne i eetvæk occuperede, men de Indtryk, de modtage, ere for største Delen af den Natur, at de fordre at bearbeides. Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide. Nu er det ganske vist, at man efterhaanden vænner sig til denne Uro, indtil man tilsyneladende ikke længer afficeres deraf. Men Enhver vil dog kunne faa et Indtryk af det nervepirrende, der ligger i at færdes i en stor By, ved at gjøre det Forsøg saa pludseligt som muligt at lade sig forsætte til et øde Steds Stilhed. Den fuldstændige Ro, som Sandseorganerne derved med eet faa, maa paa Enhver gjøre et eiendommeligt velgjørende Indtryk.*