1 files changed, 4 insertions, 2 deletions

diff --git a/vejviseren/corsaren.mdwn b/vejviseren/corsaren.mdwn
index 16794019..64c4e696 100644
--- a/vejviseren/corsaren.mdwn
+++ b/vejviseren/corsaren.mdwn
@@ -14,6 +14,8 @@ else="""
 
 #Kierkegaard og Corsaren – skandale i 1840’ernes sociale medier
 
+Fejden mellem Hin Enkelte og det gemene grin startede litterært, men blev bredte sig til Københavns gader i de sidste år, hvor voldene endnu stod.
+
 [[!toc levels=1 startlevel=2]]
 
 [[!img guldalderkamp.jpg class=solo]]
@@ -142,9 +144,9 @@ Det er et dunkelt punkt om Corsaren bare karikerede Kierkegaard, eller om dens t
 
 [[!img sakmundus.jpg class=solo caption="Til tider rammer Corsaren plet. Her er Kierkegaard i Klæstrups streg, som geniet om hvem hele verden drejer."]]
 
-Goldschmidt skilte sig i 1846 af med Corsaren og snart derefter med sine ungdommelige republikanske holdninger. Begge dele var blevet en hæmsko for drømme om rejser og socialt avancement. I den tilstundende konflikt med Slesvig-Holsten taler han ud som patriotisk dansk jøde, og han udgiver et par vigtige romaner. Han erindrer – og fejlerindrer – også situationen. Han stillede ikke nogle betingelser, og dem som viderdførte bladet - mest som et vittighedsblad - vedblev ved lejlighed at gøre grin med Kierkegaard lige frem til dennes dødsår.  
+Goldschmidt skilte sig i 1846 af med Corsaren og snart derefter med sine ungdommelige republikanske holdninger. Begge dele var blevet en hæmsko for drømme om rejser og socialt avancement. I den tilstundende konflikt med Slesvig-Holsten taler han ud som patriotisk dansk jøde, og han udgiver et par vigtige romaner. Han erindrer – og fejlerindrer – også situationen. Han stillede ikke nogle betingelser, og dem som viderdførte bladet - mest som et vittighedsblad - vedblev ved lejlighed at gøre grin med Kierkegaard lige frem 1855, året hvor Corsarens udgivere kastede håndklædet i ringen, og Kierkegaard selv udåndede på Frederiks Hospital.  
 
-Goldschmidt får dog det sidste ord her i 1878, over 30 år efter fejden.  
+Goldschmidt får det sidste ord her i 1878, over 30 år efter fejden.  
 ”S.K. er død. I mange folks øjne står han næsten som en helgenskikkelse med glorie om hovedet. Mange kunne desårsag ikke sætte sig ind i, at han i 1845 var en simpel dødelig der kunne fejle, ja have sin stærke lidenskab af egoisme eller forfængelighed, og at han med rette pådrog sig skarpe angreb, som igen på deres side gik over den rette grænse, mens folk nu tror at de var værre end de i virkeligheden nu vise sig.”