1 files changed, 91 insertions, 0 deletions

diff --git a/vejviseren/nervernes_tid.mdwn b/vejviseren/nervernes_tid.mdwn
new file mode 100644
index 00000000..ba76d3d6
--- /dev/null
+++ b/vejviseren/nervernes_tid.mdwn
@@ -0,0 +1,91 @@
+
+
+[[!meta title="Nervøsitetens tidsalder i København"]]
+
+[[!if test="included()" then="""
+
+I 1880'erne begyndte man at diagnosticere både samfund og menneske i de samme termer. Det var nerverne den var gal med.
+
+[[!img ostergade]]
+
+[[Læs mere...|/vejviseren/nervernes_tid]]
+
+"""
+else="""
+
+
+
+#Nervøsitetens Tidsalder.
+
+[[!img ostergade size=400x caption="Østergade i 1890'erne. Det ligner sig selv fra før, men vi er i nervøsitetens tidsalder."]]
+
+I 1850'erne stod Københavns volde for fald. Erobringen kom indefra, drevet af befolkningsvækst, ny teknologi, bedre hygiejne og inspiration fra udlandets storbyer. Livet i den genfødte by - og særlig i de nye kvarterer var anderledes end noget andet mennesker havde oplevet før. Og der gik ikke lang tid før læger og tænkere satte navne på den nye tids stil.
+
+Neurastenien.
+
+*vor Hovedstad er netop nu naaet op til at blive en stor By, hvor den complicerede og potenserede Tilværelse er Udtryk for et overinciteret Nervesystem*
+
+Sådan skrev i 1886 en af tidens modelæger Knud Pontoppidan. Det var året hvor han flyttede fra Kommunehospitalets psykiatriske afdeling til Sankt Hans ved Roskilde, vor han i 1889 blev leder.
+
+[[!img knudpontopidan size=400x caption="Knud Pontoppidan med det stålsatte blik. Hans analyse er dragende, men har han belæg for det hans siger, eller digter han bare? For at beskrive tiden er det ligegyldigt. Men det var et problem for en patient som Amalie Skram af "dr. Hieronimus" måske var for begejstret for sin egen intelligens."]]
+
+*For at forstaa de naturstridige Betingelser, under hvilke en Hovedstadsbefolkning lever, behøver man kun at sammenligne Totalbilledet af Livet i en stor By, saaledes som det viser sig paa Gader og Stræder, med Livet paa Landet. For den, der er vant til det sidste, gjør Forvirringen og Uroen, Synet af de ilsomt passerende Mennesker og Larmen af de forbifarende Vogne et ligefrem fortumlende Indtryk. Og ikke blot ere Sandseorganerne i eetvæk occuperede, men de Indtryk, de modtage, ere for største Delen af den Natur, at de fordre at bearbeides. Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide. Nu er det ganske vist, at man efterhaanden vænner sig til denne Uro, indtil man tilsyneladende ikke længer afficeres deraf. Men Enhver vil dog kunne faa et Indtryk af det nervepirrende, der ligger i at færdes i en stor By, ved at gjøre det Forsøg saa pludseligt som muligt at lade sig forsætte til et øde Steds Stilhed. Den fuldstændige Ro, som Sandseorganerne derved med eet faa, maa paa Enhver gjøre et eiendommeligt velgjørende Indtryk.*
+
+Den ny tid i hovedstaden hans interesse, og for sine patienter kunne han lokke med landlige forhold. Lokke skriver jeg. Jo, fordi nogle af de nervøse storbyboer lod sig indlægge til rekreation ganske frivilligt. For det moderne liv var krævende. Pontoppidan havde særlig en samfundsgruppe udpeget som udsat for den nye tid:
+
+*Den Klasse derimod, for hvilken den nervøse Elendighed i særlig Grad er
+Tidens Ulykke, det er den saakaldte dannede Mellemklasse, det er dem,
+der i Kampen for Tilværelsen repræsentere de Kæmpende, de Saarede og
+de Slagne, det er den Fattigdom med Pretentioner, til hvilken de fleste af os
+høre, vi, som økonomisk talt ere Proletarer, men som dog fordre Deelagtighed
+i de Høiere sociale Nydelser.*
+
+Så noget af det der kunne drive folk til randen af det nervøse sammenbrud var gabet mellem drømme og ambitioner og de faktiske muligheder. Den anden halvdel af 1800-tallet inspirerede ikke til snusfornuftig påholdenhed og ydmyg realisme. Danmark - og i særdeleshed København - havde fået serveret Tivoli, Jernbane, en løssluppen monark, Folkestyre og udvidelse af byen på omtrent ti år. Alting syntes muligt, og ambitionerne må have været svimlende.
+
+Herman Bang var typisk for denne berusede tid. Læs om den [[unge digter og hans problemer med pengene|/vejviseren/bang_og_pengene]].
+
+En anden forfatter der faldt ned mellem drøm og virkelighed var Amalie Skram, der forlod Norge og et uinspirerende ægteskab til fordel for et passioneret  samliv med digterbohemen Erik Skram. Hun oplevede både modstand som kvindelig forfatter og sorg over at hendes nye mand ikke ville begrænse sin kærlighed til hende. i 1894 lod hun sig indlægge på Skt. Hans. Her kom kun under dr. Pontoppidan. I romanerne *Dr. Hieronimus* og *På Skt Hans* beskrev hun kampen med den magtfulde overlæge. Det var noget der medvirkede til Pontoppidans afsked i 1897. Men det kurerede ikke Amalie Skram. Hun døde 58 år gammel i 1905.
+
+
+##En international strøm.
+
+Danmark var langtfra ene om at mærke modernitetens nedbrydende virkning for nerverne. Den italienske antropolog og forfatter Paolo Mantagazza fremkom i 1889 med *Nervøsitetens Århundrede*. Mantegazza var en modig forsker, der som en af de første afprøvede sydamarikanske cocablade videnskabeligt. Hvilket nok ikke har fået ham til at slappe mere af, som det fremgår her.
+
+[[!img mantegazza size=400x caption="Paolo Mantegazza (1831-1910), forsker i krop og psyke, fortaler for brug af stoffer i behandling, glødende darwinist og science fiction forfatter."]]
+
+*Den nervøse har ikke fem sanser, men femhundrede, ja femtusinde, og hans nerver, som er blevne til lutter mikroskoper, teleskoper, mikrofoner, telefoner og galvanometre, holde ham i bestanding uro og forvandle ham til et spejl med hundrede flader, som optager alt, hvad der rører sig opadtil og nedadtil, i højden og dybden.*
+
+Og også Mantegazza udpeger mellemklassen - det midterste af samfundet - som nervøsitetens oplagte ofre.
+
+*Middelstanden der … indtager en plads mellem arbejderne og de rige, føler på en gang begge de andre klassers mødighed og gaben, lidelser og kedsomhed … af blodets bånd trækkes den nedad, af en stundesløs ærgerrighed drives den opad … Middelstandens mennesker fødes og lever med våben i hånd, og kun såre sjældent lykkes det ham at lægge dem bort, før han går ind til den evige hvile. Han er for livstid samfundets soldat.*
+
+##Skruen strammes
+
+Det bliver alt værre. Der venter i de følgende årtier indførelse af elektricitet, Freuds psykoanalyse, flyvemaskinen, første verdenskrig, lårkorte kjoler, atombomber, rock and roll og syretrip. På 130 års afstand af 1800'ernes nervøse gennembrud må man dog se tilbage på fortiden med en vis fortrøstning.
+
+Verden er ad lave, og det er meget slemt for middelklassen.
+
+[[!template id=note text="""Dette er en midlertidig slutning på artiklen. nå den udbygges handler det blandt andet om elektriciteten og andre af de farlige og fantastiske landvindinger der konstant ændrer folks liv for altid.
+
+*Kilder: Mikkel Thelle: Et Spejl med Mange Hundrede Flader* Kulturstudier, 2014*
+*Martin Zerlang, Bylivets Kunst (2002)* """]]
+
+
+
+
+
+
+[[!img billednavn.jpg class=deco]]
+
+
+[[!img billednavn.jpg size=600x]]
+
+
+
+
+"""]]
+
+[[!tag blog]]
+
+
+