Vældig ofte siger andre til mig: 

#Ha’ det godt !
Som en hilsen. Som et punktum. Som en afslutning i forbindelse med et farvel, et på gensyn eller et på genhør.
Umiddelbart er det jo en hjertelig hilsen, men det efterlader også en forpligtelse for mig.

[[!more linktext="Læs resten af indlægget" text="""

Ha’ det godt.
Jo... men... nu havde jeg det lige så godt - med dig. I dette øjeblik - og, nu eller lige om lidt, altså snart og vældig hurtigt - er du den der er gået - videre, ad din vej.
Og, så kan jeg altså ha’ det så godt.
Tak for det.
Men hvordan? Ja, det må jeg selv om.
Det er det, der er interessant. Hvad synes så jeg, det er - at ha’ det godt - og hvordan kan jeg leve op til ønsket og forpligtelsen... for der er jo en forpligtelse... idet jeg ikke har sagt dig imod. Og, enhver ved jo, at - den der tier, altså den, der ikke siger noget eller svarer igen, samtykker, hvilket betyder - erklærer sig enig.
Når jeg ikke siger - imod - er jeg med.
Jeg er med på, at jeg skal ha’ det godt.
Jeg synes også du skal ha’ det godt. Det siger jeg ihvertfald - når jeg returnerer din hilsen og dit ønske: I lige måde: Ha’ det godt.

Så... nu, har vi begge indgået en aftale - om, at ha’ det godt.
Det lyder godt.
Og spændende - hvordan.

Ha’ det godt til vi læses ved. På dine måder.

"""]]

[[!tag blog]]