#Jamen, hør nu her.   

At tænke positivt - hvad nytter det?  

Åh, det nytter, siger jeg, Birgit Månestråle.  
Du kan få det godt. Du kan få det bedre og du kan få det endnu bedre.  

Ja, men, hør nu her siger bl.a. Christina.

Jeg HAR prøvet alt. Jeg GØR allerede noget hver dag - og, alligevel er mit liv fyldt med både problemer og udfordringer. (Jeg er faktisk godt træt af, at det er negativt at sige problemer.) Et problem er et problem og det kan være en udfordring af finde en løsning.

Jeg er f.eks. meget glad - og, det er et problem. Det er et problem på den måde, at mine venner (og nogle i min familie) plus mine kollegaer bare ikke kan ha', at jeg altid kan se en mulighed eller har et forslag til en løsning.

Jalousi er det måske. Jeg véd det ikke. Irriterende er det ihvertfald, for jeg befinder mig tit i situationer, hvor der er brug for nytænkning, og, når jeg bare siger frem, lige det der falder mig ind, som i mine ører lyder både brugbart, godt og nyttigt, så bliver der en pludselig stilhed, der gør mig overrasket - og, bekymret.

Hvad? Har I ikke lige sagt at 'det er et problem'? Og, når jeg giver forslag til en løsning, ja, så siger I ikke noget.

Jeg har prøvet at tale med dem, jeg arbejder sammen med, men deres attitude er sådan lidt 'vi er heldigvis klogere end dig' agtig, og det er også somom de har en skal rundt om sig, der gør, at det ikke er muligt at tale med dem, sådan hjerte til hjerte.

Faktisk opfatter jeg mig selv, som et helt almindeligt menneske, der bare vil gøre mit arbejde (med børn) godt. Det er faktisk iorden med mig, at andre tager pointet af mine forslag - bare vi kommer igang med at gøre noget, der løser de problemer, som vi er enige om at vi har.

Men, jeg bliver ramt af en følelse af 'at være alene', ikke at være hørt og jeg FÅR faktisk ikke tilbagemeldinger. Sjældent ihvertfald.

Jeg oplever, at jeg glemmer mig selv i mit fokus på at fremføre mine løsningsforslag - og, derfor opleves det nogle gange som 'frit fald' når der efter at jeg har talt mig varm, bare er tavshed, mumlen eller ligefrem 'kold luft'.

Så er det, at jeg tænker: Nåh, ja, jeg må bare tænke positivt. Det er jo godt, AT jeg har et job - og, nogle af mine idéer bliver vel til noget på et tidspunkt, og, heldigvis kan jeg jo bare blive ved med at gøre det ekstra, som jeg synes, at der skal gøres, når jeg kan. Alene.

Det giver mig lidt luft. Men, jeg er ikke tilfreds. Jeg har så meget mere i mig, som jeg gerne vil dele med verden.

Jeg tænker ofte frem og tilbage. Hvad kan jeg gøre anderledes? Skal jeg blive i mit job? Hvad med min økonomi, hvis jeg ikke bliver?

Jeg har faktisk været i en slags dødvande i flere år. Skal - skal ikke.
Kan ikke overskue konsekvensen af at forlade min arbejdsplads. Det vil føles som at give op, og, jeg har lyst til 'at blive ved og ved' indtil nogen hører hvad jeg siger.

Jeg kan li' at skrive Positiv Dagbog, fordi det for mig er, som at have en ven, jeg kan regne med - og, som faktisk lytter.
Jeg glæder mig også over at jeg har kendskab til at skrive [morgensider](http://juliacameronlive.com/basic-tools/morning-pages/).

Jeg har læst mange bøger om klar kommunikation og om at udvikle sig personligt. Jeg HAR prøvet rigtig meget, og jeg har faktisk 2 tanker, der begge begynder med:

Jamen: Hør nu her.

Hør nu her: Du véd allerede alt. Du véd hvad du skal gøre. Du gør det. Og, alligevel er du ikke helt tilfreds.

Min anden tanke er:
Hør nu her: Hvis hende Birgit Månestråle, siger, at hun kan noget, der bringer mig et eller flere skridt mod at finde endnu mere klarhed, og, hvis hun, som jeg kan læse på hendes hjemmeside, faktisk selv har gået vejen, så er hun måske den person, som jeg snart skal kontakte.

Jeg føler mig lidt træt af alt det der personlig udvikling. Men, jeg er også draget af det. Jeg vil gerne lære, at være, mig selv endnu mere - og, jeg vil gerne nå til et højere eller dybere niveau af væren, så jeg kan udfolde mig - som mig.

[["tag blog hoer_her]]